Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

For at komme fra Manila til Bangkok er der optil flere valgmuligheder. Men skal man rejse med et selskab i Star Alliance er det kun Thai Airways som er muligt hvis du vil flyve direkte. Vi har testet dem på en tur midt på dagen i slutningen af november.

Ninoy Aquino lufthavnen i Manila er kendt for at være en af verdens dårligste. Jeg har rejst til og fra denne lufthavn utallige gange og kender den derfor ret godt. De har brugt de sidste par år på at give den gamle terminal en ordentlig renovering, så den fremstår mere lys og moderne end tidligere. Dog er det mærkeligt at de bruger en masse penge på renovering, når de har bygget en ny terminal på den anden side af startbanerne som mange af de internationale selskaber er flyttet over i, og i derudover har Philippine Airlines deres egen terminal. Men det må så være et lille sidespring til starte med.

Trafikken i Manila kan være en udfordring, og derfor er det vigtigt at beregne sig lidt mere end god tid til at ankomme til lufthavnen. Vores afgang var kl. 13.05, og vi ankom i lufthavnen 10.45. Indtjekningen åbner 3 timer før afgang. I afgangshallen er der delt op imellem Business Class/ Star Alliance Gold skranker og Economy Class skranker. For dem til Business Class var der et par fyre der sørgede for at der ikke var nogen der forvildede sig ind i den forkerte kø. Der var dog ingen kø da vi ankom.

Derimod var der en laaaaang kø for dem som skulle sidde bag i flyet. Det er i sådanne situationer at man er glad for at flyve på Business Class eller at man har guldkort.

Indtjekningen gik fint, og straks var vi på vej imod paskontrollen. Tidligere har man måtte betale 750 Filippinske piso (105 kr) i lufthavnsafgift, men denne er blevet droppet. Der var heldigvis kun lidt kø i paskontrollen så det gik med bare et par minutters ventetid. Det var heller ingen kø i sikkerhedskontrollen som ligger lige efter paskontrollen. I denne sikkerhedskontrol er det helt unødvendigt at tage sin pc ud, aftag af belte osv. Så hvor sikkert det er kan man jo stille spørgsmålstegn ved.

Det var kommet flere nye serveringssteder siden sidst. En Starbucks blandt andet. Terminalen var også pænt pyntet op til jul.

Terminalen er formet som et Y. Loungene ligger ude i forgreningene og i centrum af Y’et finder man nogen serveringssteder. Oppe på 2 etage finder man det eneste sted for rygere. Og siden rejsekammeraten er storryger tilbragte vi ligt tid i cafeen deroppe som hadde eget “gaskammer”. Eller øh jeg mener rygerrum. Vores fly var en halv time forsinket ind fra Bangkok, men fordelen ved at sidde oppe i cafeen på 2 etage var at vi havde meget god udsigt over startbanene og ved hjælp af gratis wifi i lufthavnen kunne vi følge med i trafikken på Flightradar24. Da der ikke var noget særlig vestligt mad at spise i cafeen, fandt vi lejlighed til at besøge Thai Airways lounge. Vanen tro satte vi kursen mod Thai Airways middelmådige lounge som ligger ude til højre i forgreningen. Da vi kom frem fandt vi dog bare en nedlagt lounge, med et skilt om at loungen var flyttet ud til den anden side af forgreningen. Så måtte man bare traske tilbage og ud i den anden del af Y’et med en forhåbning om at ændring af lounge ville være en forbedring. Vi skulle dog tage vældig fejl….

Den nye lounge tilhører ikke Thai som den gamle gjorde, men et fælles selskab «Philippine Airport Ground Support Solutions». Denne lå lige over gangen fra den tidligere Singapore Airline lounge. Siden Singapore Airlines flyttede over i den nye terminal, er denne lounge blevet overtaget af samme selskap. Der var en lang liste udenfor over hvilke flyselskabers premium passagerer som har adgang til disse lounges. Ja, vi så faktisk ikke en eneste lounge tilhørende et flyselskap. Alt var kontraktslounger.

Det er kun en ting at sige om loungen: Trist. Billederne nedenfor siger vel sit:

Loungen havde ikke engang egne toiletter, så man skulle have en kupon, gå over gangen til den anden lounge, aflevere sin kupon i receptionen og benytte toilettene der. Selv om maden der ikke var spiselig, og vi ikke hadde lyst på spiritus, var der heldigvis en enkelt kold Cola Zero tilbage i køleskabet som jeg fik snuppet. Trådløst internet var også tilgængeligt, men der var knapt nok hul igennem, så det ikke til stor nytte.

Heldigvis var det ikke så længe vi skulle vente før boarding startede. Eftersom loungen var kedelig, begav vi os imod gaten allerede før de startede med at boarde. Men de samler alligevel folk indenfor et afgrænset område og så viser man boardingpass og pas, og blir krydset af på en liste før man kommer ind.

Det var et seperat område forbeholdt Business Class passagerer og guldkortindehavere og her var der en separat udgang til flyet for prioriteret boarding. Ingen siddeplasser var dog ledige da vi kom, så det blev 10 minutter stående i kø og vente. Herefter skulle man vise boardingpass og pas for at komme om bord.

Flytypen i dag var en Boeing 777-200. En positiv forbedring fra de Airbus A330-300 med gamle, regionale Business Class sæder de har brukt før.

Ombord blev man hilst på traditionel Thai-maner og eskortert til sine sæder, som var to sæder ved vinduet i flyets venstre side.

Sædene er forrige generations Business Class seter, som er flade men med en vinkel når man lægger dem ned. Helt ypperligt for en 3 timers flyvetur, og langt over det man får i Business Class på en ligeså lang-, eller længere tur i Business Class i Europa.

Kabinen blev fyldt helt op, og personalet startede med at uddele menuer og servere en drink før afgang. Det blev til et glass Champagne. Herefter kom de rundt igen og tog imod bestillinger af hovedretter.

Det blev en kort køretur før vi lettede imod øst og fik en fin tur over Manila by før vi drejede og satte snuden vestover. Forsinkelsen var nu vokset til ca. en time efter planlagt afgangstid.

Da vi kom i marchhøjde blev drikketrolleyen fundet frem, og der blev budt på en drink før maden. Vi valgte igen Champagne, og den blev serveret sammen med en smule cashewnødder. Det var Veuve Clicqout, eller Gul Enke som den også kaldes, som blev servert.

Chefspurseren gik herefter rundt med en stor, sølvfarvet skål og uddelte genopfyldninger af cashewnøtter. Han smilte og small-talkede og jeg tror han var omkring os 3 gange med flere nødder.

Så blev det spisetid. Der stod 4 retter på menuen. Først var det forretten som bestod af røget kyllingebryst med mangosalsa, små asparges og litt grøntsager og salat.

Jeg er ikke nogen stor fan af røget kød, andet end bacon, så for mig var det ikke noget højdepunkt. Men jeg var sulten som et bybud da jeg ikke havde spist siden dagen før. Heldigvis serverede de godt brød til. Thai er jo kendt for sit dejlige hvidløgsbrød, så jeg spiste en god portion af det.

Thai er kendt for kun at servere franske vine. Der var 2 hvide at vælge imellem, begge fra anderkendte vinhuse:

Der var 4 hovedretter at velge imellem.

• Stekte E-fu nudler med svinefilet oriental, sauteret spinat med tomat
• Sauterede kongerejer i tamarind sovs, hvidløg og mango stegt ris og bønner med stegt løg.
• Kylling Pochero med saba banan, perchay og gullerrod samt kokt ris.
• Beef tips Tagalog med hvidløgsris med vårløg og tomat/aubergine stuvning

Jeg valgte den første, og var meget godt tilfreds. Noget af det bedste jeg har spist på denne rute. Men det er nok første gang at jeg har fået denne menu. Thai kører nemlig 4 forskellige menuer i løbet af året som de udskifter hver måned. Det vil sige at samme menu benyttes 4 gange om året. Og et af minusserne er at den samme rotation har de kørt i snart 10 år uden fornyelse. Så de som rejser ofte på den rute må vel kende den godt efterhånden. Meget Lidt opfindsomt egentlig.

Det var også 2 franske rødvine at vælge imellem. Også disse var fra annerkendte vinhuse. Jeg tog Bordeaux versionen til venstre.

Efter hovedretten blev der serveret en ostetallerken med et par oste på sammen med lidt melon og en stav gulerod og stangselleri. Kiks blev serveret i en egen indpakning.

Til det blev der serveret et glas portvin af typen Warres Worrior Port. En udemærket portvin.

Til dessert var det som sædvanlig hos Thai, en kage. Den var meget smagfuld og en vældig fin afslutning på måltidet.

Til kagen blev der budt på kaffe og cognac. Vanligvis har Thai serveret Remy Martin XO eller Camus XO men nu var det et nyt merke. Den mere ukendte Louis Royer XO. Den var et meget fint bekendtskap. Rund og fin som en XO skal være.

Da måltidet var færdigt var 2 af de 3 timers flyvning allerede ovre. Så derefter blev resten af tiden brugt på at slappe lidt af og få sig en lille morfar. Sæderne kan enten lægges ned til et skråbræt, eller til en god lenestol. Så der var mange muligheder for at finde en behagelig hvileposition.

Siden vi blev noget forsinkede uf af Manila, landede vi 45 minutter for sent i Bangkok. Vi parkerede ved en af de yderligste gates i C fingeren, og siden vi skulle videre med Thai i First Class, blev vi mødt af denne gut ved gaten og transporteret til First Class loungen.

Og transporten foregik i en elektrisk “golf”-bil, så vi slap for at gå. Ja, ikke at vi er specielt dovne altså. Men det var helt yderst i fingeren, så der var lang vej ind. Og kræfter sparet er kræfter tjent. Eller noget…

Oprindeligt skrevet af Erling på Insideflyer.no

Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!