Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Thomas Woldbye har opsagt sin stilling som administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S og fratræder den 30. september 2023. Han skal starte som topchef i London Heathrow.
Efter 12 år som administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S har Thomas Woldbye i dag opsagt sin stilling for at blive administrerende direktør i Heathrow Lufthavn i London. Thomas Woldbye fortsætter som administrerende direktør i Københavns Lufthavne indtil den 30. september 2023. Bestyrelsen i Københavns Lufthavne A/S igangsætter nu processen med at udvælge den næste administrerende direktør.
Bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne A/S Lars Nørby Johansen udtaler:
Jeg er meget ked af at modtage nyheden om Thomas Woldbyes opsigelse, men jeg har stor respekt og forståelse for hans beslutning om at acceptere tilbuddet om at blive administrerende direktør i Heathrow Lufthavn. Thomas Woldbye har været en særdeles succesfuld administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S. I løbet af sin tid som administrerende direktør har han ført lufthavnen ambitiøst gennem dens vækstperiode med stigende og rekordhøje passagertal fra 20 til 30 millioner på otte år og med sikker hånd guidet os gennem Corona-pandemien”.
På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Thomas Woldbye for hans 12 år som administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S. Hans dedikerede indsats for – sammen med vores kompetente management-team – at udvikle lufthavnen efterlader os i en stærk og solid position til at fortsætte vores vision om at være ”Architects of the Future Airport”.
På baggrund af Thomas Woldbyes beslutning om at stoppe som administrerende direktør vil bestyrelsen nu påbegynde processen med at udvælge den næste administrerende direktør for Københavns Lufthavne A/S.
Lars Nørby Johansen, Bestyrelsesformand i Københavns Lufthavne A/S
Om sin opsigelse som administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S siger Thomas Woldbye:
Der er aldrig et godt tidspunkt at stoppe, men vi er igennem de værste følger af Corona. Lufthavnen er i en god position til fuld genetablering med robuste planer for fremtiden. Jeg er stolt af, hvor meget vi har opnået og over den lufthavn, jeg overlader til mine efterfølgere. Det har været nogle fantastiske år med både op- og nedture, men altid med fokus på kunderne, fremtiden, kvalitet og lufthavnens rolle i samfundet sammen med de mange mennesker, som får det hele til at ske.
Thomas Woldbye, nu afgående administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.
Thomas Woldbye udtrykker sin taknemlighed over for bestyrelsen, management-teamet og medarbejderne i lufthavnen:
Gennem mine år i Københavns Lufthavne har jeg haft fornøjelsen af at arbejde sammen med mange utroligt kompetente og dedikerede kollegaer. Københavns Lufthavne har – som mange andre virksomheder – været igennem en særdeles hård tid de seneste år under og efter Corona-pandemien, men igennem hele perioden har lufthavnens medarbejdere arbejdet utrætteligt for at sikre vores daglige drift, og de leverer fortsat den bedst mulige oplevelse for de mange passagerer, som rejser gennem Københavns Lufthavne. Jeg er trist over at skulle sige farvel til alle mine kollegaer, men jeg har fuld tillid til, at de vil fortsætte deres målrettede arbejde med at sikre en lys og spændende fremtid for Københavns Lufthavne A/S.
Thomas Woldbye, nu afgående administrerende direktør i Københavns Lufthavne A/S.
Thomas Woldbye har haft en flot karriere indtil videre. Den startede med 27 år i A.P. Møller-Mærsk, hvor han i løbet af sin karriere har arbejdet i udlandet og har bestridt flere lederstillinger i Indonesien, Singapore, Kina, Hong Kong, Holland og i A.P. Møller-Mærsks hovedkontor i København.
Derudover har Thomas Woldbye været personlig assistent for A.P. Møller-Mærsks administrerende direktør, Mærsk Mc-Kinney Møller.
Nu får han så muligheden i en af de størte lufthavne i Europa og et central knudepunkt.
Thomas Woldbye er bestyrelsesformand for Copenhagen Airports International A/S og Copenhagen Airports Hotel A/S. Herudover varetager Thomas Woldbye følgende bestyrelsesarbejde:
- Bestyrelsesformand, Smarter Airports A/S
- Bestyrelsesmedlem, Airports Council International (Europe) ACI Europe
- Bestyrelsesmedlem, Wonderful Copenhagen
- Medlem af DI’s Udvalg for Erhvervspolitik
- Bestyrelsesformand, foreningen Velkommen Hjem
Skriv et svar