Tjen 10%: Finnair ombytter flybilletter til gavekort

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Finnair kunder kan vælge at ombytte flybilletter til et gavekort med 10 % merværdi, hvis flyafgangen er aflyst på grund af COVID-19. Gavekortet kan også videregives til andre.

Finnair har indført et nyt alternativ til at få refunderet flybilletten, hvis en afgang er aflyst på grund af COVID-19. Nu kan rejsende, der har booket flybilletten direkte hos Finnair med afgang mellem den 16. marts og 30. juni 2020, vælge at få billetten overført til et gavekort, som samtidig giver flere fordele ved næste booking. Gavekortet har en merværdi på 10 % og kan desuden overføres til en anden person. Gavekortet skal bruges til at foretage en ny reservation i løbet af 12 måneder, men rejsen kan bookes længere ud i fremtiden.

Den nye refusionsmulighed giver Finnairs kunder et alternativ til blot at aflyse den planlagte rejse og få refunderet flybilletten, hvis den globale virusspredning har medført, at flyet er blevet aflyst. Den rejsende kan vælge at få indbetalt beløbet for flybilletten på et gavekort og får samtidig 10 % af prisen for den købte flybillet oveni som en ekstra bonus. I stedet for at aflyse rejseplanerne helt, kan kunderne altså benytte gavekortet til at booke en ny rejse på et senere tidspunkt til en hvilken som helst af Finnairs destinationer – og bruge 10 % ekstra på billetten.

For at gøre gavekortet endnu mere fleksibelt, er det ikke navnebegrænset, hvilket betyder, at gavekortet kan videregives til andre, som så kan benytte sig af det.

Ombytningen til gavekortet med 10 % i merværdi gælder kun billetter, der er købt direkte via Finnair.com med afgang mellem den 16. marts og 30. juni 2020. Læs mere om gavekortet via Finnairs hjemmeside.

Finnair har på grund af den ekstraordinære situation også sørget for, at kunder kan ændre nye reservationer uden beregning. Det betyder, at flybilletter, der er booket senest 30. april 2020, gratis kan ændres indtil 30. november 2020.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *