København – Færøerne med Atlantic Airways

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Selv om det danske rige ikke er så stort som det har været, så der er stadig afkroge, som de fleste ikke får besøgt. Men jeg var så heldig at ’få lov til’ at besøge Færøerne i maj

Anledningen var, at min EuroBonus-konto var nået over 20.000 point, og dermed var der råd til en bonus-billet med deres partner, Atlantic Airways. Det er det eneste flyselskab, der flyver til Færøerne. Helt gratis er det dog ikke, da skatter og afgifter udgør hele 871 kroner t/r.

Færøerne er ikke med i EU/Schengen, men man behøver nu ikke vise pas alligevel – andre former for ID kan anvendes. Derfor afgik flyet også fra gate B4 i Københavns Lufthavn. Afgangen var planlagt til klokken 19:00, men jeg faldt i søvn omkring take-off, så jeg ved ikke om det foregik til tiden. Til gengæld landede vi klokken 20:03 – 17 minutter før planen. Færøerne er en time efter Danmark, så det er en tur på godt to timer.

Turen foregik i en Airbus 319-300 med 3-3-konfiguration og med rigtig plads – både til bagage og fødder. Jeg havde tjekket ind hjemmefra og valgt nødudgangen på række 10 (10F – vinduesplads mod nord, så der er god udsigt og solen ikke generer) og kunne strække fødderne alt hvad jeg ville. Men også de andre pladser var velegnede til de langbenede.

Selv om det er en forholdsvis kort tur, bliver der serveret mad. Der blev dog ikke uddelt menukort, så jeg har gættet mig til, hvad den bestod af. Det var en bakke med tre ’rum’. Det første indeholdt en sandwich med lammekød, mayo og lidt salat. Nummer to var en kold kartoffelsalat med en lys fisk – lidt specielt, men smagte ganske glimrende. Så var der en bid brød med smør og en mini-mini-Ritter Sport. Alt sammen ganske tilforladeligt.

Det flinke færøske personale med udmærkede dansk- og engelskkundskaber serverede drikkevarer ad libitum. Sprut, øl, juice, sodavand, kaffe og te – ingen smalle steder her. Ja, faktisk kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det nok er fordi, Atlantic ikke har nogen konkurrence på ruten – ellers kunne der sagtens spares lidt her. Men jeg nød forkælelsen!

Underholdning er der til gengæld ikke meget af. Der er skærme ned fra loftet med info om, hvor flyet er og hvor lang tid, der er tilbage. Ingen film, serier eller lignende.

Den lille lufthavn på Færøerne ligger tæt på byen Sørvárgur på øen Vagar og er flere steder beskrevet som en af de vanskeligste at lande i. Der er høje bjerge rundt omkring og der er tit tåge. Indtil 2011 var landingsbanen også ret kort – kun 1250 meter mod Københavns tre landingsbaner på hhv. 2800, 3300 og 3600 meter. Men nu er den forlænget til 1799 meter.

Landingen gik dog helt efter planen med en flot udsigt under indflyvningen.

Det var en lufthavn under ombygning, der mødte os. De er ved at bygge en ny terminal, som står færdig den 17. juni. Men bagagen kom efter cirka 10 minutters ventetid, som til gengæld kunne benyttes i den lille taxfree-butik.

Hjemturen

Efter en uges fantastiske naturoplevelser på de 18 øer, der udgør Færøerne, gik turen igen hjem til København. Sådan en lørdag sker der ikke meget i lufthavnen – det kunne blive til to returflyvninger til København.

Men så var der tid til at kigge lidt på planerne med den nye terminal. På et lille kort ved afspærringen til ombygningen afslører lufthavnen, at de har ambitioner om ruter til f.eks. New York og Sharm el-Sheikh. Jeg vil dog tillade mig at tvivle på, at det er lige op over. Men Færøerne har absolut potentiale for at tiltrække flere turister. Jeg har ikke kunnet finde aktuelle tal, men denne artikel helt tilbage fra 2000 fortæller, at ø-riget har lige så mange indbyggere som Bornholm – men Bornholm har mere end ti gange så mange turister.

Jeg tjekkede ind på automaten og fik udskrevet klistermærke til kufferten. Af sted til bagdrop, og videre til ventehallen. Her kan kaffe til 20 kroner nydes hos Kafe Vagar – og jo, de bruger også danske kroner deroppe, men de har deres egne pengesedler (med danske kroner).

Cirka halvanden time før afgang åbnede sikkerhedskontrollen og vi kunne komme til gate. Og her viste det sig, at de fuldstændig har skilt ankomst og afgang ad. Men da paskontrollen lå i ’afgangsgaten’, går jeg ud fra, at det er midlertidigt under ombygningen. Jeg fik brugt de sidste færøske pengesedler i taxfree, og så kunne jeg nyde udsigten til den A319, der skulle flyve retur. Samtidig kunne jeg holde øje med, at min kuffert kom om bord på flyet.

Turen retur var meget lig turen derop. Dog var menuen varieret, da kartoffelsalaten var udskiftet med sushi i form af laks, tang, ris, wasabi og soya. Men der var trods alt ikke pinde med, så det foregik med kniv og gaffel.

Jeg udnyttede de gratis drikkevarer til at bede om en færøsk øl, som lige røg i håndbagagen til en senere lejlighed.

Der var afgang til tiden og ankomst 12 minutter før planen. Til gengæld måtte jeg vente lang tid på bagagen i København. Skærmene talte ned til 0 minutter og skiftede så til ’delayed’ og der gik yderligere fem minutter.

Alt i alt en positiv tur med Atlantic Airways og den lille lufthavn mod nord.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Kommentarer

  1. Henrik Olsen siger

    God rejsebeskrivelse om en ikke så ofte set destination – også en destination som jeg ikke har været på endnu. Har ikke været så flink at prioritere de nordlige destinationer såsom Island og Færøerne. Det må komme 🙂

  2. Simon Toft siger

    Jeg har selv været en tur på Færøerne tilbage i 2007 i en enkelt weekend på et spille job, faktisk sammen med Burhan G. Super søde mennesker der er deroppe. Men kunne virkelig også godt tænke mig at komme til Island.!

  3. obs siger

    Fint initiativ med servering af sushi. Det er da i hvert fald noget anderledes end hvad man er vant til 🙂

  4. Schwert siger

    Nicki Lolk Sørensen

    Selv om det danske rige ikke er så stort som det har været, så der er stadig afkroge, som de fleste ikke får besøgt. Men jeg var så heldig at ’få lov til’ at besøge Færøerne i maj
    Men så var der tid til at kigge lidt på planerne med den nye terminal. På et lille kort ved afspærringen til ombygningen afslører lufthavnen, at de har ambitioner om ruter til f.eks. New York og Sharm el-Sheikh. Jeg vil dog tillade mig at tvivle på, at det er lige op over. Men Færøerne har absolut potentiale for at tiltrække flere turister. Jeg har ikke kunnet finde aktuelle tal, men denne artikel helt tilbage fra 2000 fortæller, at ø-riget har lige så mange indbyggere som Bornholm – men Bornholm har mere end ti gange så mange turister.

    Read the whole post here.

    Med mit kendskab til færingerne og Atlantic Airways, er ideen med sommerruterne mere ment som en service til at man kan komme let og smertefrit FRA færøerne med direkte fly, mere end det er et ønske om at give turister lettere adgang til at besøge "øerne højt mod nord" det er "bare" et spin off….

    Har ikke selv været på færøerne de sidste par år, sidst jeg var der var det med de gamle Avro100 og den korte landingsbane, og DET kunne ihvertfald nogen gange være mere end bare spændende. Bare spørg personalet på hedengangne Maersk Air. (der fløj med en modificeret 737)

  5. Kristian siger

    yes, god beskrivelse af turen, det er super godt skrevet, kort, informative og synes det lyder spændende.. og for 20K EBB er det da vist en ok pris for at komme derop! Ok Afgifterne var lidt stygge….

    PS @Nicki Lolk Sørensen – vi mangler din øl i øltråden??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *