Rutenyt: Finnair vender tilbage til Canada

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Efter 11 års fravær vender Finnair tilbage til Canada – og det gør de med stil! Fra den 4. maj 2026 åbner det finske flyselskab en helt ny rute til Toronto med tre ugentlige afgange fra Helsinki. Dermed føjes endnu en spændende nordamerikansk destination til Finnairs voksende rutenetværk.

Men rutenyheden er mere end bare endnu en destination: Den er også et klart signal om, hvordan Finnair tilpasser sig en ny virkelighed i global luftfart.

Vestpå i stedet for østpå

Siden starten af krigen i Ukraine har luftrummet over Rusland været lukket for europæiske flyselskaber. For Finnair – som tidligere havde en unik position som bro mellem Europa og Asien – har det haft stor betydning. Ruter til blandt andet Japan, Kina og Sydkorea er blevet kraftigt reduceret eller helt lukket, fordi de lange omveje simpelthen gør dem urentable.

Derfor kigger Finnair nu i højere grad mod Nordamerika – og det er netop i denne kontekst, ruten til Toronto skal ses. Den vestlige retning åbner nye muligheder, både strategisk og kommercielt.

Tre ugentlige afgange til Toronto

Toronto-ruten får tre ugentlige afgange – mandag, onsdag og søndag – og styrker Finnairs position i det nordamerikanske marked. Her konkurrerer de blandt andet med SAS, Lufthansa og Air France, men Finnair satser på at tiltrække rejsende fra hele Norden og det nordlige Europa.

Toronto er en populær rejsedestination og tilbyder især vores europæiske kunder gode forbindelser til andre dele af Canada.

Lina Blom, Regional Manager Skandinavien hos Finnair.

Toronto – storby og natur i perfekt kombination

Toronto er Canadas kommercielle og kulturelle centrum og byder på alt fra skyskrabere og sport til kunst og mad fra hele verden. Som ekstra bonus er der kun lidt over to timers kørsel til de imponerende Niagara Falls – perfekt til en uforglemmelig udflugt under rejsen.

Finnairs voksende vestlige netværk

Ud over Toronto vil Finnair i sommeren 2026 også flyve til New York, Los Angeles, Dallas, Chicago og Seattle. Samlet set viser det en tydelig retning: Når øst er lukket, satser Finnair på vest.

Foto: Henrik Olsen



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *