Finnair åbner ny langrute: Daglige fly til Melbourne fra oktober 2026

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Finnair udvider sit rutenet med en helt ny langdistancedestination: Melbourne i Australien. Ruten forventes at få første afgang 25. oktober 2026 og flyves dagligt via Bangkok med Airbus A350. Melbourne bliver dermed en ny destination i Finnairs netværk og forbindes direkte til hubben i Helsinki med videre forbindelser til resten af Europa.

Finnair prøver noget nyt og laver nu en direkte (ikke non-stop) rute til Melbourne fra Helsinki. Ruten får et stop i Bangkok, men flyet fortsætter til Melbourne.

Priserne forventes at ligge på omkring 8-9.000,- kroner for en returbillet i Economy og 35-45.000,- for en returbillet i Business Class. Biletterne skulle være tilgængelige på Finnair’s hjemmeside fra i dag den 18. december 2025.

Vi er meget glade for at kunne lancere flytrafik til et nyt kontinent. Ved at forbinde Helsinki og Melbourne, to byer på hver sin side af kloden, kan vi tilbyde en helt unik bro mellem den nordlige og sydlige halvkugle.

Vi forventer, at denne nye rute vil tiltale både europæiske rejsende på vej til Australien og australiere, der vil udforske Nordeuropa.

Lina Blom, Regional Manager Scandinavia hos Finnair.

Rutestrukturen er planlagt, så afgangen fra Helsinki finder sted kort efter midnat med ankomst til Bangkok om eftermiddagen. Efter et kort stop fortsætter flyet til Melbourne med ankomst næste morgen.

Returafgangen fra Melbourne er om eftermiddagen med et aftenstop i Bangkok og ankomst i Helsinki tidligt næste dag, så der er gode forbindelser til Finnairs morgenafgange i Europa – herunder også til Danmark. Den valgte struktur understøtter samtidig en effektiv drift og god udnyttelse af Finnairs A350‑flåde.

Melbourne, beliggende på Australiens sydøstkyst, er kendt som landets kulturelle hovedstad med et stærkt fokus på gastronomi, kultur og sport. Byen er både en populær feriedestination og hjemsted for en stor europæisk diaspora samt mange internationale studerende og expats.

Finnairs netværk i 2026 omfatter udover Melbourne 93 europæiske destinationer, 11 destinationer i Asien, syv destinationer i Nordamerika – herunder Toronto, der åbner i sommeren 2026 – samt to destinationer i Mellemøsten.

Flytider (alle tider er lokale og kan ændres):

Udrejse
AY145 Helsinki → Bangkok: afgang 00.10, ankomst 16.30
AY145 Bangkok → Melbourne: afgang 18.15, ankomst 07.15 (+1)

Hjemrejse
AY146 Melbourne → Bangkok: afgang 15.40, ankomst 20.50
AY146 Bangkok → Helsinki: afgang 22.30, ankomst 06.05 (+1)

InsideFlyer‑vinklen for danske rejsende

  • Med afgang fra Helsinki efter midnat og ankomst i Melbourne om morgenen bliver rejseforløbet let at planlægge videre på. Returen lander i Helsinki i god tid til morgenforbindelser i Europa. Men det er en meget lang tur.
  • Overvej at planlægge et stopover i Bangkok, hvis billetreglerne tillader det – det kan give fleksibilitet og potentielt bedre tilgængelighed for pointbilletter.
  • Finnair Plus bruger Avios i deres medlemsprogram, og Avios kan overføres mellem Finnair og andre Avios‑programmer som British Airways, Iberia, Aer Lingus og Qatar Airways. Det gør det oplagt at holde øje med awards og opgraderinger, så snart kalenderen åbner.

Foto: Henrik Olsen



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *