Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Efter massiv kritik af farvevalget i Singapore Airlines’ nye Business Class har CEO Goh Choon Phong nu meldt ud, at selskabet vil undersøge, hvilke ændringer der eventuelt kan lade sig gøre. Men er kritikken egentlig berettiget? Vi mener, at debatten i høj grad har fået det forkerte fokus.
Singapore Airlines er ikke vant til at få så meget negativ opmærksomhed omkring et nyt kabineprodukt. Alligevel er det netop situationen efter præsentationen af selskabets kommende First Class og Business Class.
Særligt den nye Business Class har været genstand for en omfattende debat på sociale medier og blandt internationale rejsemedier. Det er især kombinationen af grå nuancer og gule detaljer, der har fået kritikerne til at reagere. Nogle har ligefrem sammenlignet sæderne med tandlægestole.
Nu ser det ud til, at kritikken har fået ledelsen hos Singapore Airlines til at tvivle kun få dage efter launch eventen, som vi deltog i på Marina Bay Sands i Singapore.
CEO åbner døren for mulige ændringer
På et internt townhall-møde onsdag den 11. november blev CEO Goh Choon Phong spurgt til reaktionerne på det nye Business Class design.
Hans svar var, at selskabet vil undersøge mulighederne:
“We’ll look at it, we’ll see what is feasible.”
Han understregede samtidig, at han tror, passagererne vil få et andet indtryk, når de rent faktisk får mulighed for at opleve sæderne og deres komfort, privatliv og funktionalitet.
Også Chief Commercial Officer Lee Lik Hsin beskrev reaktionerne som en læring for selskabet.
Det er dog vigtigt at understrege, at Singapore Airlines endnu ikke har bekræftet konkrete designændringer. Der er tale om en undersøgelse af mulighederne, og med de lange planlægnings- og produktionshorisonter for flykabiner er det ikke nødvendigvis en enkel opgave at ændre et allerede udviklet produkt.
Kilde: The Business Times – SIA CEO on new Business Class seat colours
Vi mener, at kritikken har fået et alt for stort fokus på farverne
Vi deltog selv i lanceringen af de nye kabiner og havde mulighed for at se og opleve produkterne på tæt hold. Derfor synes vi også, at den efterfølgende debat fortjener lidt mere nuancering.

Der er ingen tvivl om, at farvevalget adskiller sig fra det, mange forbinder med Singapore Airlines. Selskabet har gennem årene opbygget en meget genkendelig visuel identitet med varme farver, elegante materialer og en særlig asiatisk æstetik.
Den nye Business Class går i en mere moderne og teknologisk retning. Det er et bevidst designvalg, og man kan naturligvis have forskellige holdninger til, om det visuelle udtryk rammer plet.
Men vi synes, det er problematisk, når vurderingen af et helt nyt Business Class produkt næsten reduceres til en diskussion om gule detaljer og grå overflader.
Et Business Class sæde skal først og fremmest fungere som et sted, hvor passagererne kan arbejde, spise, slappe af og sove, også på nogle af verdens længste flyvninger.
Og netop på disse områder er der faktisk tale om en række interessante forbedringer, som vi vil komme yderlig i detalje med i en senere artikel. Vi fik nemlig god tid til at prøve det af både siddende og i lie flat konfiguration.
Det nye sæde har langt mere at byde på end farvevalget
Hvis man ser bort fra farverne et øjeblik, er der flere væsentlige produktforbedringer, som fortjener opmærksomhed.
Den nye Business Class er udviklet med fokus på komfort, privatliv og funktionalitet. Blandt de centrale elementer er:
- Skydedøre: Mere privatliv og mulighed for at skabe sin egen lille suite ombord.
- Forbedret ergonomi: En ny sædekonstruktion, hvor ryglæn, benstøtte og kropsstøtte arbejder mere sammen.
- Større og mere funktionel fodplads: Bedre muligheder for at finde en behagelig soveposition.
- Full-flat bed: Et sæde, der kan omdannes til en helt flad seng.
- Premium materialer: Blandt andet læderbetræk i fuldnarvet kvalitet.
- Opgraderet teknologi: Større skærm, bedre opladningsmuligheder og mere intuitive fysiske betjeningsknapper.
- Elektrisk midteradskillelse: Flere muligheder for at tilpasse pladsen, når man rejser sammen.
Det er funktioner, der har direkte betydning for oplevelsen på en langdistanceflyvning.
Særligt kombinationen af privatliv, ergonomi og fleksibilitet er interessant. Det er ikke blot kosmetiske ændringer, men forbedringer, der kan have betydning gennem 12-18 timers flyvning.
Det er også værd at bemærke, at flere af de personer, som har prøvet sæderne, faktisk har fremhævet netop komforten, pladsen og de nye funktioner som positive elementer.
Man skal vurdere hele kabinen og ikke kun sædet alene
En anden vigtig pointe er, at Business Class ikke skal vurderes isoleret fra resten af kabinen.
Singapore Airlines har præsenteret en samlet investering på mere end 2 milliarder singapore dollars i nye kabineprodukter på tværs af First Class, Business Class, Premium Economy og Economy Class.
Det er en omfattende opgradering af den samlede rejseoplevelse.
Den nye First Class er eksempelvis et meget interessant produkt med et helt andet visuelt udtryk, og Premium Economy og Economy får også en række forbedringer.
Der er derfor tale om en samlet designmæssig og funktionel retning for fremtidens Singapore Airlines – ikke blot et nyt Business Class sæde.

Vi synes, det er vigtigt at se på helheden og ikke lade en enkelt farvediskussion overskygge de mange forbedringer, som selskabet faktisk har investeret i. Dertil skal vi huske på den prisvindende service og catering. Samlet gør det altså produktet til noget, der fortsat vil konkurrere om at være verdens bedste business class i fremtiden.
Et nyt design skal også turde udfordre det velkendte
Singapore Airlines har gennem årtier været blandt de selskaber, der har sat standarden for premiumoplevelser i luften.
Det betyder også, at forventningerne er ekstremt høje. Når selskabet præsenterer noget nyt, bliver det automatisk sammenlignet med tidligere generationer og med de forventninger, som passagererne har opbygget gennem mange års rejser.
Men hvis et flyselskab aldrig tør udfordre sit eksisterende design, risikerer det også at ende med at gentage sig selv.
Vi synes faktisk, det er positivt, at Singapore Airlines forsøger at skabe et mere moderne og teknologisk udtryk. Om den konkrete farvekombination er den helt rigtige, kan diskuteres. Men det bør ikke være den afgørende målestok for, om produktet er vellykket.
Der er forskel på at være uenig i et designvalg og på at konkludere, at et helt Business Class-produkt er mislykket.
Vi bør vente med den endelige dom, til vi faktisk har prøvet det ombord på et fly
Det er naturligvis lettere at bedømme et farvevalg på billeder end at vurdere et sæde, der endnu ikke er sat i drift.
Men det er netop her, vi synes, debatten er blevet lidt skæv.
En kort præsentation på launch eventet i Singapore kan give et førstehåndsindtryk og vi måtte også sige at produktet vandt mere på os dagen efter, men den kan ikke erstatte en rigtig flyvning. Først når man har siddet i sædet i flere timer, prøvet at arbejde, spist et måltid og fået en hel nats søvn, kan man begynde at vurdere det samlede produkt.
Vi vil derfor gerne se det nye Business Class produkt i drift og i en fuld kabine inden vi fælder en endelig dom.
Det er naturligvis helt legitimt, at Singapore Airlines lytter til sine kunder og undersøger, om mindre justeringer af farver og materialer kan forbedre det visuelle udtryk. Men vi håber ikke, at selskabet lader sig presse til at ændre en grundlæggende designretning alene på baggrund af en voldsom debat på sociale medier.
Vores vurdering er fortsat, at Singapore Airlines har præsenteret et spændende nyt Business Class produkt med flere væsentlige funktionelle forbedringer. Farvevalget er måske ikke alles kop te – og heller ikke helt vores foretrukne valg, men det bør ikke få lov til at definere hele produktets kvalitet.
Vi glæder os til at opleve det nye sæde på en rigtig langdistanceflyvning. Det er dér, det skal stå sin endelige prøve og ikke i kommentarfeltet på diverse sociale medier.






Skriv et svar