Aalborg Lufthavn har taget et nyt landingssystem i brug

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Fredag den 25. maj 2018 trådte den nye Databeskyttelsesforordning i kraft, men for Aalborg Lufthavn var det også dagen, hvor et helt nyt landingssystem med ILS CAT III klassificering blev idriftsat. Hvis et kommercielt fly har det korrekte udstyr, vil det kunne lande i al slags vejr takket være lufthavnens nye landingssystem.

Dårlige vejrforhold plejer at påvirke flytrafikken i lufthavnene og derfor er lufthavnens landingssystem og den tilhørende CAT klassificering essentiel for pilotens vurdering af, om det er sikkert at lande flyet. Aalborg Lufthavn forventer at kunne reducere mulige gener for både flyselskaber og flypassagerer med en helt ny opgradering og klassificering af lufthavnens landingssystemer.

ILS CAT III er navnet på den nye klassificering, som betyder at kommercielle fly med det korrekte udstyr vil kunne lande i lufthavnen i al slags vejr. Således vil et fly kunne lande i f.eks. tæt tåge og med en sigtbarhed ned til 0 meter. Hidtil har Aalborg Lufthavn kun haft CAT I og II klassificeringerne, men fra fredag den 25. maj 2018 har lufthavnen idriftsat CAT III klassificeringen og hele installationsprocessen op til idriftsættelsesdatoen er forløbet problemfrit. Lufthavnens direktør, Søren Svendsen, siger:

Det er en stor dag i Aalborg Lufthavns historie, da en CAT III klassificering i høj grad kommer til at styrke flytrafikken ind og ud af Aalborg. Vi har været glade for samarbejdet med Flyvestation Aalborg, Naviair og Indra Navia i dette projekt, der alle har gjort en kæmpe indsats for projektets realisering, og nu ser vi frem til at se det hele i drift.

Landingssystemet kan opleves på nært hold lørdag den 9. juni 2018, hvor InsideFlyer indbyder til rundvisning i Aalborg Lufthavn. Her vil det bl.a. være muligt at høre mere om det nye landingssystem. Tilmelding til rundvisningen skal ske på InsideFlyers Facebook-side: https://www.facebook.com/events/1020797638068560/



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *