Aarhus Airport ansætter hotelguru

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Aarhus Airport har ansat den 52-årige hotelier Peter Møller Laursen som kommerciel chef. Han skal sikre, at lufthavnen vil score de højeste karakterer i gæsteoplevelser.

Lufthavnen i Aarhus er i gang med den helt store make-over med en ud- og ombygning til over 100 millioner kroner. Den nye transitlounge med syv gates, nordiskinspirerede restaurant- og opholdsområder og en ultramoderne TaxFreeShop er ved at tage form. Kronen på værket er et lufthavnshotel. Det står færdigt i 2022.

Fokus på gæsteoplevelserne

Således vil de fysiske rammer være i topform. Fremtidens service- og gæsteoplevelser skal være i samme høje kaliber. Det skal Peter Møller Laursen, som kommer fra en stilling som Country Manager Norway hos DigitalGuest, være garant for.

Peter Møller Laursen er en sværvægter inden for gæsteoplevelser. Han har en særlig evne til at analysere 360 grader rundt om kunderne og skræddersy en service- og oplevelsesramme, som matcher målgruppen og er i tråd med forretningsmålene. Det kræver en ambitiøs gæstestrategi, hvor barren sættes højt, og det er Peters speciale. Peter er en af Danmarks ypperste hoteleksperter, og han kommer med en dokumenteret erfaring i at udvikle og fastholde et servicekoncept, der kommer både gæster, kolleger og virksomheden til gode.

Peer H. Kristensen, administrerende direktør i Aarhus Airport

Stor erfaring fra hotel- og event brancen

Peter Møller Laursen er cand.merc fra Copenhagen Business School. Han får ansvaret for passagerservice, restaurant, shop, parkering og det nye lufthavnshotel. Det er hjemmebane for den erfarne hotelmand, som har leveret solide resultater. Han har blandt andet været Deputy CEO for incomingbureauet Unique North, General Manager for Bergens største konferencehotel, Quality Hotel Edward Grieg. Desuden har han gennem 19 år haft skiftende stillinger i kæden Radisson Blu Hotels. Det har bragt ham til London, Dubai, Bergen, Oslo, Leeds, Ålesund og til Radisson Blu Scandinavia i Aarhus. Hotellet i Aarhus tog rejseprisen som ”Bedste hotel i provinsen” hjem hele syv år i træk under Peters ledelse.

Der findes ingen magisk formel for den gode gæsteoplevelse. For mig handler det om at motivere teamet til at løfte i samme retning og skabe en fælles ånd samtidig med, at alle tager et personligt ansvar for at optimere gæstens oplevelse. Vi skal være et skridt foran og være stolte af at yde verdens bedste service til vores gæster. Lufthavnen er første eller sidste led i rejsen, og vi skal sikre, at folk drager videre med en lyst til at komme igen. Jeg glæder mig rigtig meget til at møde de dygtige medarbejdere i Aarhus Airport og ikke mindst til at åbne det nye lufthavnshotel i 2022.

Peter Møller Laursen, kommerciel chef i Aarhus Airport.

Peter Møller Laursen er østjyde fra Silkeborg, men bor i dag i Solbjerg med sin norske hustru og tre hjemmeboende børn. På feriebarometret ligger rejser, kultur, god mad og vin øverst på skalaen, mens løbe- og gåture med familiehunden ved skov og strand gør hverdagen flyvende.  

Peter Møller Laursen starter i den nyoprettede stilling som kommerciel chef den 1. februar.

Forsidefoto: Peter Møller Laursen starter 1. februar som kommerciel chef i Aarhus Airport. Foto: Kirsten Adler.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *