Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Braathens Regional Airlines (BRA) sætter det svenske feriesmørhul, Visby, på afgangstavlen i Aarhus Airport. Den nye rute til UNESCO-byen går i luften to gange om ugen fra den 3. juli 2023 og er den eneste direkte flyforbindelse fra Danmark til Gotland.
BRA letter første gang mod Visby den 3. juli 2023. Der er to ugentlige afgange på mandage og fredage frem til og med den 11. august. Flyvetiden mellem Aarhus og Visby er lidt over en time, mens rejsetiden i bil fra Aarhus til Visby er cirka 12 timer. BRA beflyver Visby med det brændstoføkonomiske og mest klimaeffektive regionalfly, ATR 72-600, med plads til 72 passagerer.
Gotland er sølvskattenes ø. Intet andet sted i verden er der fundet så mange sølvskatte i jorden fra vikingetiden som her. I dag er det en særdeles skattet ferieø, som tiltrækker gæster fra hele verden ikke mindst takket være sin status på UNESCO’s liste over verdensarv. Samtidig er Visby og Gotland et attraktivt feriested, der bedst kan sammenlignes med en kombination af Skagen og Bornholm.
Gotland er for svenskerne, hvad Bornholm er for danskerne. En klassisk sommermagnet med et fantastisk miks af kultur, gastronomi, historie, natur, masser af sol og unik svensk sommeridyl, der især tiltrækker Stockholmere. Visby er en oplagt kortferiedestination for danskere, og det er godt set af BRA at tilføje en direkte sommerrute fra Aarhus til Visby i tillæg til deres helårlige Stockholms-flyvninger.
David Surley, Senior Director Route Development & Marketing i Aarhus Airport.
Gotland ligger i det Baltiske Hav og er på størrelse med Fyn. I en lejebil er der ikke langt fra Visby til store skovområder, vandreklitter og hvide sandstrande – lige til et badestop eller en picnic med den smukkeste udsigt. Krimifans kan gå i Mari Jungstedts fodspor og besøge Gotland-seriens hotspots i de 16 krimier, der udspiller sig på forfatterens yndlings-ø. Visby lægger også grund til Almedalsugen, som er det originale svenske politiske folkearrangement, som Folkemødet er en fordansket kopi af.
Vi ser Aarhus som en meget vigtig destination, der passer perfekt ind i vores trafikprogram, og vi er meget glade for at lancere en direkte sommerrute fra Aarhus til den svenske ferieperle Gotland og byen Visby. Investeringen er i tråd med vores langsigtede strategi om at styrke BRA’s position også uden for Sveriges grænser, og det er en fornøjelse nu at forbinde to af Skandinaviens mest populære feriedestinationer.
Martin Erkenborn, kommerciel chef hos BRA.
Under Visbys storhedstid i den tidlige middelalder var byen en af Nordeuropas mest moderne og et knudepunkt for handlen i Østersøen. Den 3,4 kilometer lange ringmur med i alt 27 tårne er fra 1200-tallet og var sammen med middelalderbydelen Visbys billet til den attraktive plads på verdensarvslisten i 1995. Byens tidlige rigdom viser sig ved de imponerende bygninger i den gamle bydel og domkirken, der troner over byen. På klinten over kirken ligger de romantiske gamle ”peberkagehuse” i træ side om side. Byen byder på en særdeles levende, alsidig gastroscene og specialbutikker, der er lækre på den storbyagtige måde. Restaurantudvalget og bredden er stor – lige fra Creperie Strykjärnet og supertrendy Wisby Deli til en stribe gourmetrestauranter, hvor øens lokale råvarer som frisk fisk, sprøde grøntsager og fersk lammekød er i fokus.
Forsidefoto: BRA / PR
Skriv et svar