Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Det kan godt være at Aalborg Lufthavn i manges øjne ”bare” er en provinslufthavn. Men Aalborg Lufthavn er meget mere end det!
Lufthavnen har inden for de senere år løsrevet sig fra at være en ”føder-lufthavn” af passagerer til København, og til at være en lufthavn i en høj international liga og hvor antallet af passagerer bare stiger og stiger.
Som bosiddende i Nordjylland foretrækker jeg absolut at rejse fra Aalborg Lufthavn. Jeg har rejst fra lufthavnen adskillige gange igennem de senere år, og for hver gang glæder jeg mig over, hvor nemt og bekvemt det er at komme fra parkeringsplads til flysæde.
Beliggenhed og parkeringsforhold
Aalborg Lufthavn er geografisk set slet ikke beliggende i Aalborg, men derimod på anden side af Limfjorden i udkanten af Nørresundby. Et stort ønske for lufthavnen er at det i fremtiden bliver muligt at tage toget til lufthavnen. Indtil videre må man nøjes med bus, taxa eller bil.
Én af de største fordele ved at rejse fra Aalborg Lufthavn er, at der er gratis parkering. Sammenlignet med andre lufthavne uden gratis parkering, kan der spares mange penge ved at parkere netop i Aalborg Lufthavn – penge, der i stedet for kan bruges til rejsen. Antallet af parkeringspladser for biler var i 2016 5000 stk. (kilde: AAL.dk) og i 2017 kommer der endnu en udvidelse.
Selvom antallet af parkeringspladser er stort, kan det godt være svært at finde en parkeringsplads, der ligger tæt på terminalen. Det kan derfor godt tage mindst 10 minutter at gå ind til terminalen, hvis man får parkeret på nogle af de parkeringspladser der ligger længst væk fra terminalen. Det skal man lige huske at kalkulere med, hvis man i forvejen har en stram tidsplan for sin rejse.
Hvis man ikke skal ud og rejse, men f.eks. blot hente nogen i terminalen, kan man med fordel benytte lufthavnens Direct Parking. Direct Parking er et indhegnet område, som ganske vist ikke er gratis (bortset fra den første time), men hvor bilen kan holde sikkert og også tæt på terminalen.
Check-in området
Når man kommer ind i terminalen, kommer man ind i en meget stor forhal. Der er check-in automater lige til højre for indgangen og derefter kan man aflevere den indcheckede bagage i dropbag-slusen. Bagagetag’en indeholder en elektronisk RFID-microchip, så bagagen kan ekspederes det rigtige sted hen. Udover bagagetag’en giver lufthavnen også mulighed for, at man kan skrive en lille ekstra bagageseddel med information om rejsemålet og hvem der er ejer af kufferten. Denne seddel kan være en stor hjælp for lufthavnens personale, hvis bagagen skulle blive væk undervejs til og fra rejsemålet. Der er check-in personale klar til at svare på spørgsmål, hvis der er brug for det.
Security
I direkte forbindelse med check-in kommer man nemt videre ind i Security området. Man kan vælge at gå igennem to sluser. Hvis man på forhånd husker på de nødvendige sikkerhedsregler og følger disse, er det en nem sag at komme igennem Security. Skulle man være så uheldig at glemme f.eks. parfumen på mere end 100 ml i håndbagagen, er det ikke sådan at Security bare konfiskerer parfumen og smider den ud, som man måske gør i andre i lufthavne.
I stedet for opbevarer Aalborg Lufthavn parfumen i 14 dage og når den pågældende flypassagerer kommer hjem til lufthavnen efter endt rejse, kan man få parfumen udleveret igen. Det er netop denne uovertrufne servicemindedhed, der gør at Aalborg Lufthavn adskiller sig fra andre lufthavne og klart har fokus på at give passagererne en god rejseoplevelse – allerede inden selve rejsen overhovedet er begyndt. Security mandskabet er også gerne på fornavn med frekvente rejsende fra lufthavnen.
Flot og lækker DutyFree Shop
I 2013 fyldte Aalborg Lufthavn 75 år og det blev bl.a. fejret med en 7000 kvm stor terminal-udvidelse. Med den nye udvidelse blev der plads til dobbelt så mange gates (11 stk i alt), et større security område, en ny lounge til passagererne, nye mødefaciliteter og ikke mindst en helt ny og lækker DutyFree shop, der ligger i direkte forbindelse med security området.
Det er tilladt for indenrigs rejsende at handle i DutyFree shoppen og der er gode tilbud at hente på de mange varer. Uanset om man rejser indenrigs eller blot inden for EU, er det muligt at få opbevaret sine køb i DutyFree shoppen, hvis ikke der skulle være plads i kufferten. Når man kommer hjem igen, står varerne klar til afhentning i lufthavnens servicecenter i Check-in området. Denne smarte service er helt gratis. På lufthavnens hjemmeside er det desuden muligt at se et stort udvalg af varerne og man kan lave en ønskeliste, som enten kan sendes til en ven eller også kan man selv printe ønskesedlen ud og tage med ud i lufthavnen til den næste rejse. Udover selve DutyFree shoppen kan der også handles tøj hos Lindbergh og MbyM, samt tasker hos Belsac. Disse butikker ligger alle lige ved siden af DutyFree shoppen.
Faciliteter
I Aalborg Lufthavn ligger der fire rejsebureauer, to biludlejningsbureauer samt et arkitektfirma, der bl.a. laver indretninger til lufthavne. Lufthavnen råder også over flere mødelokaler med de nyeste former for AV-udstyr. Mødelokalerne kan lejes til favorable priser og det er også muligt at få forplejning til mødet. Priserne kan ses på www.aal.dk. I lufthavnen er der også en moderne lounge, som kan benyttes af passagererne. Hvis man ikke i forvejen har gratis adgang til loungen, kan adgangen købes til 149 kroner. I 2016 er der åbnet en flot ny restaurant ved navn ”& More”. Der er også blevet indrettet et nyt flot legeområde på 1. sal til både mindre og større børn.
For få år siden fik Aalborg Lufthavn opfyldt et stort ønske: Opførelsen af Aalborg Airport Hotel. Hotellet råder over 64 dobbeltværelser og er bygget i moderne arkitektonisk stil, der passer fremragende til Aalborg Lufthavn. Hotellet har opstillet infoskærme, så der kan holdes øje med lufthavnens flyafgange. Gæster på hotellet har mulighed for at indchecke bagagen 23 timer før afgang og kan slappe af med en god nats søvn og gå direkte til sikkerhedskontrollen, når rejsen skal foretages. Hvis man har en tidlig morgenafgang, serverer hotellet morgenmad allerede fra klokken 05:00. Hotellet er ejet af Familien Bühlmann, der driver i alt 4 hoteller i Nord- og Vestjylland.
Internationale forbindelser
Antallet af passagerer er fordoblet inden for de sidste 10 år. I 2015 var det samlede antal på 1.456.496 passagerer – heraf var langt hovedparten indenrigstrafik, men også med en stor stigning på både udlandstrafik og chartertrafik (Kilde: AAL.dk). Grundet de mange spændende rejsemål ud til hele verden, tiltrækker Aalborg Lufthavn passagerer fra både ind- og udland og det forventes at antallet af passagerer vil stige yderligere i årene fremover. Aalborg Lufthavn er ikke længere en lille provinslufthavn, men er bestemt en lufthavn i en international liga og med særligt fokus på den personlige rejseoplevelse, som næppe fås tilsvarende andre steder.
Hvis du sammenligner med enhver anden lufthavn på samme størrelse, ligger Aalborg Lufthavn ekstremt tæt på byen. Sølle 6 km. Er der fra centrum af Aalborg til du er ved indgangen til terminalen. Jeg vælger faktisk at cykle frem og tilbage til lufthavnen, hvilket tager 15 min.
Jeg kan give ret i at der kan være langt fra visse parkeringspladser til terminalen, men er det ikke givet godt ud, i forhold til hvor mange pladser der er, samt størrelsen.
Et fremragende eksempel er Billund lufthavn, se hvor meget det koster at holde der. Især i forhold til pris og hvor få pladser de har.
Det er ganske rigtigt mulige at få opbevaret sine dutyfree køb, også afhente dem i servicecenteret når man kommer retur – det er dog betinget af, at der ikke er alkohol og tobaksvarer iblandt, da servicecenteret ligger udenfor dutyfree område og man derfor ikke kommer forbi en tolder.