Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Aegean Airlines ses af nogle som Star Alliance’s lille opkomling. Hvordan klarer de sig i konkurrencen om kunderne på ruterne til Grækenland? Kort fortalt: Et tema med variationer – og overraskelser!
Aegean Airlines begyndte ruteflyvninger i 1999. Tre år senere overtog selskabet resterne af det hedengange Olympic Airlines og er i dag Grækenlands ”flag carrier”. I 2010 blev Aegean medlem af Star Alliance, men har lejligheds givet anledning til panderynker hos nogle af partnerne, fordi de var lidt mere imødekommende overfor deres kunder end partnerne mente var nødvendigt, især hvad deres bonusprogram angik.
Vi fløj med Flight A3-751 fra København (CPH) til Athen (ATH) d. 25. oktober, og jeg tog plads i sæde 3A.
Check-in foregik i CPH hos SAS i terminal 3. Trods de mere tidskrævende Corona forholdsregler gik det hurtigt og smertefrit.
Som en interessant detalje skal nævnes, at der ved boarding fandt en striks kontrol af håndbagagen sted med hård håndhævelse af bagagereglerne. Dette kom bag på nogle. Men for en frequent flyer som mig var det godt at se, at nogen har mod til skride ind over den stigende misagtelse af bestemmelserne hos en del passagerer – med hvad deraf følger af alles kamp mod alle om den knappe bagageplads.
Flyet, en Airbus A321-200, ankom lettere forsinket fra Athen, men trods en tilsvarende forsinket afgang fra CPH ankom vi til tiden i et solbeskinnet Athen.
Kaptajnen havde valgt den direkte rute over det vestlige Polen og Ungarn, vest om Budapest, vest om Beograd i Serbien, og til sidst over det nordlige Sporades Arkipel i det Ægæiske Hav, hvor de 30.000 ft højde dog skånede os for Mama Mia musik ved overflyvning af øen Skopelos. Turen sluttede med et højredrej, som førte os ind over Peloponnes til landing i Athens Eleftherios Venizelos lufthavn, hvilket gav en flyvetid på 2 timer og 45 minutter. Boarding fulgte i grupper, først børnefamilier, dernæst passagerer med vinduessæder, så passagerer med midter- eller gangpladser, og endelig – i gruppe fire – business class passagerer. Konceptet med at lade business class-passagerer boarde til sidst er jo ikke nyt, men har ikke altid været populært hos dem, der betalte de dyre billetter, ofte som et resultat af ovennævnte kamp om bagagepladsen, formoder jeg. Personligt har jeg altid anset det for fornuftigt og måske Corona-pandemien, hvor man ikke ønsker, at for mange mennesker skal stimle sammen, kan give dette system en renæssance.
Benpladsen ombord var upåklagelig, men sæderne var i øvrigt Economy-standard. Intet ophidsende at se her.
In-flight service blev leveret med et smil (tydeligt, selv bag mundbindet) og charme, og måltidet, som kom hurtigt efter start, var omfangsrigt med en forret bestående af quinoasalat med kylling, hovedret – valgfrit kalv og kartoffelmos i Santorini-sauce eller kylling med græsk pasta – dernæst ost fra Naxos og en græsk halva dessert. Men her kommer et godt råd til Aegean og måske andre: Hold tilbage på de lækre menukort eller gør det bedre med maden (sidste anbefales!). Forventningerne bliver alt for sjældent indfriet. Fra min barndoms bibelhistorie husker jeg, at Guds vrede over syndefaldet førte til menneskehedens forbandelse fra Paradis. Det tilstår ikke mig at modsige dette, men i min verden må det være Guds vrede, der gav menneskeheden quinoa, hvilket i virkeligheden nok er det samme som forstødelsen fra Paradis. Hovedretten var vel så god, som man kan klare det i luften (suk!), bortset fra at den jo faktisk kunne have været varm. De to stykker brød var oplagte kandidater til knækbrød, bortset fra tykkelsen. Godt mine tænder endnu er sunde! Omvendt så det ud, hvad angår drikkevarerne. Jeg medgiver gerne, at mit kendskab til græske vine er rudimentær og at jeg endnu har til gode at finde mange virkeligt gode græske rødvine. Den serverede Semeli Oreinos Helios, en ren Syrah, hjalp dog gevaldigt på indtrykket. Min rejsekammerat valgte i stedet en gin-tonic, som han deklarerede som værende den bedste af slagsen, han havde prøvet på et fly. Bedømt af en ægte connoisseur vil det sige en del. Jeg skylder også at sige, at kaffen var prima, hvilket altid højner mit humør. Det skortede heller ikke på forespørgsler fra kabinepersonalet om alt var OK, og om vi manglede noget. Med to cabin attendants permanent i business class kabineafsnittet (med plads til 12 passagerer) viste Aegean klasse. Her kunne visse andre selskaber nok lære et eller andet.
Air-showet kom på skærmene en god time før landing. Inden da var underholdningspladsen besat med reklameindslag. Internet (bortset fra ”Aegean Stream”, som jo til gengæld bød på div. underholdning) og strømstik søgte man forgæves, men der er Aegean jo desværre ikke alene.
Efter landingen havde vi en bus-transfer, men modsat en del andre selskaber havde Aegean en separat bus for business class passagererne. Bevares, Aegean er ikke alene om det på intra-europæiske ruter, Swiss, f.eks., gør det også. Jeg må indrømme, at jeg i disse Corona-tider værdsatte ikke at blive stuvet tæt sammen med et stort antal mennesker i en lufthavnsbus.
Vor rejse fortsatte med en indenrigsflyvning i Grækenland, hvor vi tilbragte ventetiden i Aegeans business lounge, som hvad plads og kulinariske fristelser angår er fuldt på højde med andre europæiske selskabers.
Sammenfattet kan man sige, at Aegeans business class produkt er OK, men ikke overvældende og nok et stykke fra de bedste selskaber, selv i Europa. Men venner af Grækenland vil nyde den græske atmosfære ombord, og mange vil se med stor interesse på selskabets bonusprogram. Således kunne den endelige bedømmelse have faldet ud. Men hjemrejsen den 30. august bød på overraskelser.
Hjemturen til København
Indtjekning forløb hurtigt og effektivt, men boarding virkede kaotisk. Ganske vist prøvede man også her at gennemføre boarding i grupper, men en virkelig styring fandt ikke sted, og stort set alle blev derefter stuvet sammen i en bus ud til flyet. Ditto for de-boarding i CPH.
Håndbagagekontrol? Forget it! Resultatet var som forventet: Bagagepladsen i business class kabinen var delvist optaget inden c-passagererne kom ombord. Omvendt stod det til med den mere fornøjelige del af flyrejsen, som jeg foretog i sæde 1A.
Serveringen startede hurtigt med drinks efterfulgt af maden – først en virkelig lækker Saganaki rejesalat, dernæst – valgfrit – kylling med traditionel græsk pasta eller havaborre i grape-saft. Jeg valgte kyllingeretten, som var fin og varm, denne gang. Min rejsekammerat prøvede fisken og roste den i høje toner. Derefter ost fra Kreta og Naxos og endelig en dessert af baklava med pistacier. Som på udrejsen var udbuddet af drikkevarer stort og betjeningen top – igen med to cabin attendants udelukkende til at tage sig af de 12 c-class passagerer.
De-boarding skulle være Covid-19 sikkert, hvilket betød, at man blev kaldt op i små grupper for at forlade flyet og med en velmenende formaning om at holde mindst to meters afstand til sine medrejsende. Hvorefter alle endte tæt pakket i en lufthavnsbus og en ligeså tætpakket kø ved paskontrollen, som man trods Schengen-aftalen foretog.
Angiveligt som stikprøve, men til gengæld med udsøgt uforskammet behandling af de indrejsende. Men det skal naturligvis ikke lægges Aegean Airlines til last.
Konklusionen
Så hvorledes falder bedømmelsen så ud: Aegeans business class produkt er et produkt med variationer. Jeg tænker, det er en pæn måde at sige: med svingende kvalitet. Måske er det bare typisk græsk, og med en afslappet græsk tilgang til temaet er det ikke helt så galt endda. Kalimera!
Billeder: BongoPlanes
Skriv et svar