Anmeldelse: BB-Hotel Kastrup

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

BB-Hotel Kastrup ligger tæt på lufthavnen, er rimeligt billigt og giver god “value for money”. Det er stille og rent, men ikke luksus: Værelserne er kompakte og internettet virker upåklageligt. Bad og toilet på gangen – og TV i fællesstuen, hvor der også serveres morgenmad. Hotellets gæster kan benytte et lille tekøkken med et køleskab – denne facilitet giver også et ekstra plus i vurderingen. Alt i alt mindede overnatningen på BB-Hotel Kastrup mig om mine højskoleophold i 1980-erne.

Der er tydelig skiltning til hotellets indgang

Jeg havde brug for en overnatning tæt ved Lufthavnen, da jeg ankom til København om aftenen og skulle videre næste morgen. Desværre havde mine foretrukne hoteller enten ikke plads – eller også skulle jeg betale over 2.500 kroner, hvilket jeg syntes var for dyrt. En søgning på hotels.com kom enten ud med priser i samme niveau – eller forslag om at overnatte i Malmø, Gentofte og Glostrup. Det syntes jeg ikke lige var så attraktivt.

Lidt mere søgning ledte mig hen til hjemmesiden: https://www.bbhotels.dk  (BB står formentlig for “Bed and Breakfast”) Der er BB-hoteller 6 steder i Danmark – og et af hotellerne ligger i Kastrup. Priserne er absolut rimelige (og morgenmad er inkluderet):

  • 450 kroner for et enkeltværelse
  • 560 kroner for et dobbelt værelse
  • 740 kroner for et 3-mands værelse
  • 900 kroner for et 4mands værelse
  • 200 kroner for en baby-seng

Let at booke

Hotellet bookes på hjemmesiden, hvor man skal vælge værelset – siden har en oversigt, så man kan se, hvor værelset ligger. Eneste skønhedsfejl er, at verdenshjørnerne ikke fremgår af oversigten. Så de gæster, der foretrækker morgensol eller aftensol har ikke mulighed for at vælge et værelse mod øst / vest.

Låsen til værelset

Hotellet har ikke en bemandet reception, så gæsterne skal selv låse sig ind med en 6-cifret kode. Koden virker både til hoveddøren og døren til værelset. Denne kode kommer i en mail umiddelbart efter reservationen er foretaget og betalt. Mailen indeholder også en beskrivelse af, hvordan man finder hotellet. Jeg fik også koden på en SMS samme dag, som jeg skulle ankomme. Det er en god service.

BB-Hotel Kastrup ligger gemt men godt

Hotellet ligger central. Kun et metrostop fra lufthavnen. Rutebeskrivelsen gjorde det let at finde frem til hotellet, som ligger gemt bagved hotel Dan. Det var stadig lyst, da jeg ankom, så det var ikke så svært at finde indgangen. Jeg havde lige lidt bøvl med dørkoden – men kom dog hurtigt ind. Der er tydelig skiltning, så det var let at finde værelse 13 (som var det sidste ledige værelse, da jeg reserverede). Her virkede koden til låsen første gang, jeg indtastede den.

Værelset har 2 enkeltsenge, et lille bord og en stol samt et “klædeskab”. Gode og praktiske møbler. Som det ses på billedet, er pladsen udnyttet optimalt. Der vil også være plads til en babyseng og et par enkelte kufferter, men så er værelset også fyldt (nogle af de andre værelser er større). På værelset ligger en lille vejledning, som også anbefaler flere spisesteder i Kastruplundgade, hvor hotellet ligger. Flere af spisestederne kom jeg forbi, da jeg gik fra metroen til hotellet. Jeg havde en god internetforbindelse på værelset, så jeg kunne læse e-mails og se tv-avisen på www.dr.dk.

TV stue

Hotellets TV er placeret i fællesstuen, hvor man også kan tage en gratis kop gratis kaffe eller the, når tørsten melder sig. Mindre end 5 minutters gang fra hotellet kan man finde både en Netto og en Fakta. Så det er let at supplere op med andre drikkevarer og snacks til rimelige priser.

Fælles bad og toilet

De 8 værelser på 1. sal deler 3 badeværelser med toilet. Derudover er der 2 toiletter. Dette skulle være tilstrækkeligt i langt de fleste tilfælde. Bad og toilet var rene, men i modsætning til andre hoteller, skal man selv medbringe shampoo og sæbe (med mindre man kan nøjes med at bruge håndsæben på toilettet).

Jeg var naturligvis hunderæd for at låse mig selv ude fra værelset, så jeg tog både telefonen og udskriften med dørkoden med mig, da jeg skulle i bad om morgenen. Desuden havde jeg lidt mere tøj med end det mest nødvendige, så det ikke ville blive for pinligt at låse sig selv ude. Men naturligvis havde jeg ingen problemer med at låse mig ind på værelset.

Måltider og morgenmad

Som tidligere nævnt, er der et lille te-køkken med køleskab og en mikro-bølge ovn. Gode faciliteter til gæster, der selv vil lave et enkelt eller billigt måltid på hotellet.

Den lille morgenmadsbuffet har forskelligt slags brød, smør, ost, marmelade, juice og mælk. Dertil kommer kaffe og te. Så det er muligt at blive mæt fra morgenstunden af.

Morgenmaden serveres i fællesstuen. På væggene hænger mange fotos – alle er fra Bornholm, hvor ejeren af hotellet også kommer fra. Det er meget charmerende at gå rundt og kikke på disse fotos og få et godt indtryk af de forskellige årstider på solskinsøen.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Pros

Hotellet er billigt og ligger tæt på lufthavnen. Restauranter og supermarkeder ligger 3 - 5 minutters gang fra hotellet.

Cons

Ingen bemandet reception.

Lokation

Værelse

Value

Generel Vurdering

Konklusion

Kan anbefales, hvis man skal have en enkel og billig overnatning tæt på Københavns lufthavn.

4.3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *