Anmeldelse: Hotel Best Western Der Föhrenhof, Hannover Tyskland

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

En international hundeudstilling i Messegelände i Hannover i Tyskland løb af stabelen i den sidste weekend i oktober. Jeg skulle deltage for første gang og så var det med at finde et hotel, der opfyldte mit behov og hvor det var tilladt at have hund med.   

Det var første gang jeg skulle udstille hund i Hannover og mine præferencer var, at hotellet skulle have gode tilkørselsforhold både i forhold til A7 motorvejen og i forhold til messecentret (Messegelände), hvor hundeudstillingen foregik. Valget faldt på Best Western Der Führenhof i Hannovers nordlige del og i onlinebookingen havde jeg skrevet, at jeg medbragte 2 hunde og at jeg ønskede morgenmad.

Beliggenhed

Hotellet ligger i bydelen Lahe og med godt 10 minutters kørsel i bil til den indre by og 15 km til Messegelände. Hvis man vil med toget til og fra hotellet, foregår det via S-banen og den nærmeste S-bane station (Hannover Stadtfriedhof Lahe) ligger direkte overfor hotellet. Det er dejlig nemt, hvis man gerne vil ind til centrum uden at have bilen med.

Hotellet ligger i et område med en blanding af bolig- og industrikvarter. Lige ved siden af hotellet ligger der et flygtningecenter og på hotellets parkeringsplads står der skilte med information om, at man skal tømme bilen for værdier, men man behøver generelt ikke være bekymret for sikkerheden hvis bare man tager sig sine forholdsregler.

Ankomst og check-in

Jeg ankom sidst på eftermiddagen og fandt hotellet uden problemer. Hotellobbyen var meget hyggelig og flot indrettet og man følte sig straks velkommen. I hotellets reception stod der en sød dame, som straks klarede check-in. Adspurgt kunne hun fortælle, at det tog cirka 15 minutter i bil at komme hen til messecentret – det afhang lidt af trafikken, som godt kunne være tæt. Eftersom hundeudstillingen startede tidligt, spurgte jeg hvornår det var muligt at spise morgenmad. Receptionisten oplyste at morgenmaden normalt først stod klar kl. 07:15, men hvis man kom kl. 07:00 var det også acceptabelt, men så var det ikke sikkert at hele morgenmadsbufféten var klar.

Værelset

Værelset var et almindeligt standard dobbeltværelse og værelset havde en fin størrelse. Man kom ind i en slags entré og badeværelset lå lige til venstre for indgangen. Badeværelset var pænt og funktionelt. Der var en bruseniche i stedet for badekar og jeg foretrækker faktisk brusenichen, så det var fint. Værelsets interiør og indretning var holdt i moderne stil. Sengen var blød og behagelig at ligge i. Det var muligt at lave gratis kaffe og the og det var rart.

20161028_165332 20161028_165352 20161028_165410 20161028_165425 20161028_165449-1 20161028_165511 20161028_165551

Restaurant / Bar

Hotellet rådede over en lille hyggelig bar (Bierstube) i direkte forbindelse med hotellobbyen og restauranten ved navn Estragon. Eftersom jeg var ankommet sidst på eftermiddagen, valgte jeg og mit mandlige selskab at spise i restauranten. Vi havde i hotellets elevator set en reklame for restaurantens tilbud og vi var så heldige, at der var et særligt vildttema. Valget faldt derfor på en vildtplatte og vi blev noget forbavsede og glædeligt overraskede, da det blev serveret. Der blev stillet et lille anretterbord for enden af vores 4-personers bord og så spekulerede vi straks på, hvad det mon var vi havde bestilt. Ind kom tjeneren med et stort fad og så lavede han en anretning til os hver med flere forskellige slags vildtkød, herunder fasan, rådyr, kronvildt og vildsvin. Tilbehøret var en specielt god vildtsauce, skovchampignoner og hjemmelavede kartoffelkroketter. Det hele smagte aldeles pragtfuldt og vi var enige om, at 24 Euro for denne ret pr. person var godt givet ud.

Mørkt øl fra Restaurant Estragon
Mørkt øl fra Restaurant Estragon
Vildtplatte fra Restaurant Estragon
Vildtplatte fra Restaurant Estragon

Næste morgen var der morgenmad i restauranten. Morgenmadsbufféten stod klar allerede kl. 07:00 og der var også flere gæster, der var tidligt oppe. Der var et stort fint udvalg af interkontinental morgenmad, herunder også æg og bacon.

Faciliteter

Det 3-stjernede hotel råder over i alt 78 værelser, restaurant, bar (Bierstube) og 6 konferencerum med plads til 150 personer. Disse rum kan også laves om til festlokaler med op til 80 personer. Hotellet har egen parkeringsplads med god plads til mange biler.

Serviceniveau

Hotelpersonalet var søde og meget serviceminded, uanset om det var i receptionen eller i restauranten.

Pris

Jeg betalte tæt på 2000 kroner for dobbeltværelset for 1 overnatning inklusiv gebyr for to hunde, samt morgenmad.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Pros

+god service fra hotelpersonalet
+togstation lige overfor hotellet
+pænt og stort værelse

Cons

-knap så god beliggenhed i forhold til Hannover centrum
-lidt kedelige hotelomgivelser, hvor man godt kan føle sig lidt utryg i forhold til flygtningecentret

Service

Lokation

Værelse

Value

Generel Vurdering

Konklusion

Næste gang jeg skal til Hannover på hundeudstilling eller f.eks. til messe eller koncert, vil jeg godt bo på hotellet igen. Beliggenheden er udmærket, om end hotellet ligger i en forstad til Hannover by. Pænt værelse, der opfyldte mit behov. Pragtfuld mad i restauranten.

3.9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *