Anmeldelse: Hotel Radisson Blu – Ankara

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Radisson Blu Ankara ligger centralt lige ved metrostationen Ulus og Genclik parken. Det har en fin service og kan varmt anbefales til medlemmer af Radisson Rewards.

Jeg har altid været glad for Radissons hoteller – og da jeg skulle finde et sted at bo i Ankara, valgte jeg Radisson Blu. Det ligger meget bekvemt lige ved metro stationen Ulus. Jeg foretrækker normalt at krydse byen med metro, da biltrafikken i myldretiden nærmest står stille.

Når du ankommer med fly til lufthavnen i Ankara, er det let at tage en taxi til hotellet. Det er ikke altid, at chaufføren kender det, og kun få taxichauffører taler engelsk. Derfor er det bedst at have adressen skrevet ned. Jeg viser normalt min hotelreservation, der er kommet på en e-mail.

Hvis du snakker tysk, kan du være heldig at få en chauffør, der har boet i Tyskland eller Østrig og nu er vendt tilbage til Tyrkiet med deres europæiske pension. Den rækker længere på den anatolske højslette. Specielt, når pensionen suppleres med et job som taxichauffør.

Velkomst og indtjekning

Hotellets bellboy kommer ud til taxaen og bærer kufferterne ind i receptionen. Hvis du kommer i dagtimerne, vil der altid være mulighed for at få et glas vand, et bolsje eller en småkage i receptionen.

Velkomst i hotellets lobby. Radisson Blu Ankara

Det går normalt hurtigt med at få en nøgle til værelset. Hotellet har tit større grupper boende, og derfor får medlemmer med status i Radisson Rewards ofte en opgradering. Jeg har boet på hotellet 25 – 30 gange over de sidste par år – og kun en enkelt gang har jeg ikke fået en opgradering. Alle andre gange har jeg fået et meget bedre værelse, end det, jeg har betalt for.

Værelset

Hotellet har 202 værelser. Jeg er normalt blevet opgraderet til en suite på 44 kvadratmeter. Det er naturligvis meget bedre end det standard værelse på 20 kvadratmeter, som jeg har betalt for.

Suiten er delt i 2 rum med en halvvæg, hvor fjernsynet også sidder. Soveværelset har en god stor seng, med lidt for mange puder. Men de kan naturligvis lægges ind i klædeskabet sammen med sengetæppet.

Hvis det er svært at falde i søvn, kan du ligge i sengen og se fjernsyn eller gå ud på altanen, hvor der er en fin udsigt over Genclik parken, der ligger lige overfor hotellet. Det er oplagt at tage en løbetur i parken – eller besøge den i løbet af dagen for at nyde en forfriskende drink i en af de mange cafeer.

Soveværelset. Radisson Blu Ankara

Suitens opholdsstue

Stuen har en sofa gruppe, der er placeret lige overfor opholdsrummets TV. Under TV-et står køleskabet med minibaren, der har det normale udvalg af vand, øl, vin, alkohol, chokolade og nødder. Jeg synes, at både lænestole og sofa er meget behagelige at sidde i. Sovesofaen kan slås ud, så du får en opredning til en ekstra gæst. Du skal bare bede om ekstra sengetøj.

Ved sofagruppen er der også en dør ud til altanen. Jeg kan godt lide at åbne døren og få lidt frisk luft efter en lang arbejdsdag.

Sofagruppen. Radisson Blu Ankara

Suiten har også et skrivebord samt den traditionelle Nespresso kaffemaskine. De 8 kapsler med kaffe samt det lille udvalg af tebreve har altid været nok til mig. Dertil kommer 2 – 4 gratis flasker med vand (antallet kan variere). En tjener fra restauranten kommer hver morgen og fylder op. Jeg har aldrig manglet noget

Arbejdspladsen. Radisson Blu Ankara
Så er der kaffe. Radisson Blu Ankara

Standardværelset, som jeg kun har prøvet en enkelt gang, har ikke sofagruppen – men ellers er det samme møbler på de mindre værelser. Så der er ikke meget gulvplads.

Badeværelset

Badeværelset er pænt stort. Ældre kolleger i Ankara kan fortælle, at hotellet blev renoveret for omkring 15 år siden. Det er nok også forklaringen på, at farvevalget virker lidt gammeldags. Fliserne i gulvet er nærmest turkis. Det er muligt at slappe af i badekaret – men personligt foretrækker jeg at gå ind i en bruserkabine i stede for at skulle hoppe op i et badekar for at komme under bruseren.

Hotellet har de sædvanlige produkter fra “thisworks”. Ud over shampoo, conditioner, sæbe og body lotion, finder du også badesalt og en håndcreme.

Desværre blev mine billeder fra badeværelset ikke gode, så derfor kan jeg ikke vise, hvordan det ser ud.

Velkomstgave

Den tyrkiske gæstfrihed mærkes tydeligt på hele hotellet. Restaurantens tjenere bringer normalt en velkomstgave en god times tid efter, du er ankommet. Den består af et par smagsprøver på is med lidt marmelade, et lille glas æblemost samt forskelige nødder, tørrede abrikoser og et pænt stykke “Turkish Delight”

Velkomstgave. Radisson Blu Ankara

Internet

Der er gratis internet på værelset og fællesområderne. Du får adgang til hotellets wifi ved at logge dig ind med værelsesnummer og pasnummer. Det er meget normalt på hoteller i Tyrkiet – men hvis det skal være problemfrit, så må hotellet ikke lave taste fejl, når de registrerer dit pasnummer ved check-in.

Morgenmad

Den store morgenmads buffet er typisk tyrkisk. 6 forskellige slags oliven (hvilket er det lille udvalg. Andre hoteller kan have 10 – 12 forskellige slags oliven), tzaziki, peber og naturligvis en hel tavle med bihonning, hvor du brækker det stykke, du gerne vil have.

Morgenmad, Radisson Blu Ankara. Oliven, tzaziki, peber, marmelade og honning

Der er et pænt udvalg af yoghurt. Jeg foretrækker normalt yoghurt naturel, fordi farven og smagen af frugtyoghurten virker syntetisk. Dertil kommer en stort udvalg af friske og henkogte frugter. Jeg har altid været glad for den friske frugt og de syltede sure kirsebær, som dyrkes i stor stil i Tyrkiet. Jeg undgår de henkogte pærer og ferskner, som altid er meget søde – og de syltede kvæder har jeg aldrig lært at værdsætte.


Morgenmad, Radisson Blu Ankara. Yoghurt og frugt

Der er et stort udvalg af salte hvide oste, men også et fad med mozzarella og en enkelt gul ost har fundet vej til buffeten. Udvalget af kød-pålæg er begrænset til en salami, kyllinge- og en oksekødspølse. Disse bliver dog hurtigt tørre og slår enderne up, så tjenerne skal være over kødet, for at det ikke kommer til at virke kedeligt.

Morgenmad, Radisson Blu Ankara. Ost og pålæg

Morgenmad: Salat og lune retter

Tyrkiet har en stor produktion af grøntsager, hvilket også ses i buffeten. Flere forskellige salater, gulerødder, kinaradiser, grøn peber, cherry tomater og agurk. Andre hoteller i Tyrkiet har valgt at have hele skoleagurker i buffeten frem for skiveskåret slangeagurk, som let bliver tør, hvis den står for længe i varmen.

Morgenmad. Radisson Blu Ankara. Salat og grøntsager

De varme retter bliver skiftet ud over ugen. Du kan i løbet af et par dage smage røræg, kogte æg, oksekødspølser, grillede grøntsager, stegte champignon, pizza, tærte eller små forårsruller.

Morgenmad. Radisson Blu Ankara. Den lune del af buffeten.

Du kan finde flere typer brød, end du kan nå at smage på en enkelt dag. Der er skiveskåret franskbrød (en enkelt af dem, har normalt fået lidt oliven i dejen, før det blev bagt), flutes, simit med sesamfrø (simit er lavet af franskbrøds dej og de har form som donuts: Runde og med hul i), croissanter og wienerbrød. Jeg har aldrig forstået, hvorfor der også er tørre skiver toast, når der er så stort udvalg af friskbagt brød. Men jeg kan se, at nogle af de andre gæster foretrækker de varme friskristede toastskiver.

Morgewnmad. Radisson Blu Ankara. Brød (og kage)

Tjenerne tager også imod bestilling af omeletter og spejlæg, hvis du ønsker at prøve andre retter end dem, du finder i buffeten.

Aftensmad

Ofte har hotellet større grupper boende. Det er enten et par busser med turister, unge mennesker, der deltager i sportsstævner eller skoleklasser fra andre dele af Tyrkiet.

Disse grupper får en middagsbuffet, som vi andre gæster også kan nyde godt af. Den koster normalt 60 – 70 tyrkiske lira (hvilket er omkring 80 danske kroner). Medlemmer af Radisson Rewards får rabat. Da jeg er er Plantinum medlem, sparer jeg 20%.

Buffeten har et stort udvalg af grøntsager, varme kødretter (normalt kan du finde fisk, oksekød og kylling), kartofler / ris / pasta, en suppe samt deserter. Der er gratis flaskevand til maden – og du kan naturligvis altid købe sodavand, øl og vin. Ønsker du kaffe eller te efter middagen, komme det også på regningen.

Middags buffet. Radisson Blu Ankara.
Middags Buffet. Radisson Blu Ankara
Middags Buffet. Radisson Blu Ankara
Middags Buffet (Deserter). Radisson Blu Ankara

Grupperne giver trængsel

Når der kommer en bus med 40-50 personer, bliver hotellets reception hurtigt fyldt med de nye gæster og deres bagage. Og køen fortsætter ved de 3 elevatorer, når gæsterne skal op på værelserne. Og den følgende dag ved morgenmaden, har vi igen en lang kø ved buffeten. Når de mange gæster skal forlade hotellet på samme tid, giver det igen kø ved elevatorerne. De store grupper udfordrer derfor hotellets kapacitet.

Taxi lige ved døren

Når du skal fra hotellet, er det altid let at få en taxi. Der er en taxiholdeplads på hotellets parkeringsplads – og der holder altid en ledig bil. Hotellets personale er altid flinke til at hjælpe med at oversætte, så der ikke bliver misforståelser med chaufføren. Og det aller bedste: Disse taxier tager ikke overpris. Du betaler de normale lave taxipriser for kørsel i byen.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Pros

+ Central beliggenhed
+ Gode muligheder for gratis opgradering
+ God service
+ Stor buffet med aftensmad
+ Taxi holdeplads lige ved hotellet

Cons

- Store grupper udfordrer kapaciteten ved elevatorer og i restauranten
- Nogle værelser virker lidt slidte

Beliggenhed

Service

Værelset

Value for Money

Generel Vurdering

Konklusion

Radisson Blu Ankara er et godt hotel med den kendte Radisson service. Det er lidt dyrere end traditionelle tyrkiske 4-stjernede hoteller, men det kan sagtens forsvares. Hotellet ligger centralt - og trappen ned til metroen ligger kun 10 meter fra hotellets indgang. Den store aftensmads buffet har et stort udvalg - og du bør prøve den. De store grupper kan give kø ved hotellets elevatorer og i restauranten. Specielt, hvis gæsterne bor på dobbelt værelse.

4.4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *