Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Lufthansa er et europæisk traditionsselskab. Til traditionerne hører sikkerhed, pålidelighed og forudsigelighed. Og med sit store rutenet er Lufthansa en væsentlig aktør på det danske luftfartsmarked, ja sågar førende i Vestdanmarks internationale lufthavns optageområde. Og det er sagt før: Lufthansa brillerer måske ikke ved innovation, men pålideligheden og forudsigeligheden fejler ikke noget. Når det nye business class produkt bliver indfaset, styrker selskabet med det klassiske traneemblem sin favoritposition.
Det gav genlyd i rejseverdenen, da Skytrax for nogle måneder siden gjorde kort proces og fratog Lufthansa “den femte kvalitetsstjerne”, som selskabet – som det eneste i Europa – havde kunnet bryste sig af. Men hvordan klarer selskabet sig på kvalitetsparametrene, når det drejer sig om langdistance? InsideFlyer tog turen på Business Class fra Billund via Frankfurt til Seoul, Sydkoreas pulserende hovedstad, og retur.
Problemet: Et forældet sædekoncept
En væsentlig manko ved Lufthansas Business Class er Lie-flat sæderne, som i horisontal stilling er både smalle og hårde og på ingen måde lever op til konkurrenternes tilbud. Lufthansa har for længst erkendt problemet. Den aktuelle “løsning” består i rullemadrasser, som tilbydes de rejsende.
Den fremtidige løsning er naturligvis … nye sæder. Faktisk står Lufthansa overfor et sædefornyelsesprogram, som omfatter ikke mindre end 31.000 sæder, som trods en delvis påbegyndelse hos Swiss desværre har været flere år forsinket især p.gr.a. Boeings leveringsproblemer. Lufthansa lover bedring fra 2023. Men for dagens rejsende er det jo en ringe trøst.
“Outbound” på Upper Deck
Vi har alle hørt et utal af skrækhistorier om det fremherskende rejsekaos i Europa. Men sådan behøver det ikke at gå.
Vi tjekkede ind i Billund og det foregik helt smertefrit. Også sikkerhedskontrollens fast track fungerede efter hensigten: Hurtigt, effektivt og venligt. Boarding skete til tiden, afgang og ankomst i Frankfurt ligeledes. Vi nåede derfor også et pit-stop i Business Class loungen i Terminal 1B, lige ved siden af vores gate. Lufthansas lounges (Business Class, Senator og First) er alle udmærkede, men med stigende passagertal er det igen ved at blive overfyldte. Nuvel, det lykkedes os at kapre et par ubesatte lænestole i ventetiden.
Også kufferterne fandt vejen til LH 712, en Boeing 747-8. Men Frankfurt er Frankfurt: Boarding blev en time forsinket, hvilket vel nærmest er “til tiden” i disse tider.
Vi tog plads på sæderne 81A og B, dvs. forrest på “upper deck”, og blev hilst velkommen af et charmerende personale og med et glas champagne, appelsinjuice eller mineralvand – efter valg. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne kronikør altid har følt en særlig glæde ved at tage plads på “upper deck” med dets mere intime atmosfære, og – måske efter en stresset dag – læne sig tilbage i sædet med en velkomstdrink. Dertil kommer at pladsen til håndbagage er overdådig, selv når man udnytter sin “allowance” (2×8 kg. hver) fuldt ud. Det skal nævnes, at Lufthansa er et af de få selskaber, der tilbyder flyvninger med “The Queen of the Skies”, som typen betegnes. Mad og drikkevarer, inkl. apéritif, fulgte prompte efter start og i høj kvalitet (mere om dette senere), og tilbage stod jo så bare at udnytte det righoldige underholdningsprogram, som Lufthansa holder parat.
Da alle printvarer er afskaffet, betyder det elektronisk underholdning. Inden afgang kan man downloade div. aviser og magasiner – antallet retter sig efter flyklassen (economy, premium economy, business eller first), og derudover har man naturligvis ombord et stort udvalg af musik, film, og meget mere. Her savnede jeg dog en trykt oversigt over underholdningstilbuddet. At scrolle sig igennem en lang række sider på skærmen er faktisk langt mere besværlig og tidskrævende end at se i et trykt program, især når elektronikken er lidt vakkevornt. Men måske vil man bare slappe af. Og her fulgte en overraskelse: Det klassiske “amenity kit” med en tandbørste, fugtighedscreme, overtrækssokker, osv. havde Lufthansa udskiftet med … en natbluse. En mildest talt mystisk dispostion, som ganske få passagerer vil byde velkommen. Her har maketing-drengene nok spillet lidt rigelig karl-smart.
Under flyvningen gjaldt maskekrav, som foreskrevet af de tyske myndigheder, men besætningen udviste ingen iver i forhold til en egentlig håndhævelse. (I mellemtiden er kravet ophævet).
Ruteføringen blev bestemt af lukningen af det russiske luftrum, så det gik over Ungarn, Rumænien, langs den tyrkiske Sortehavskyst, ind over Kaukasus (Georgien), så let mod nordøst over Kazakhstan, dernæst Uzbekistan, Kirgisien og endelig i en zig-zag kurs tværs over Kina før landing i Incheon lufthavnen lidt vestligt for Seoul efter 11 timer i luften.
“Homebound” med en (ret) gammel kending
Indtjekning gik hurtigt og problemfrit i Incheon lufthavnen. Også uden fast-track i sikkerhedskontrollen, gik den videre proces uden problemer eller stort tidstab. De har tydeligvis bedre styr på tingene end f.eks. Kastrup lufthavn. Det gav overskudstid, så vi satte kursen mod Asiana’s store lounge. Den viste sig at være så ucharmerende som ventesalen på en provinsbanegård, så vi lod loungen bag os til fordel for en fin butik med smukt koreansk kunsthåndværk. Nu var det så bare at vente på boarding.
Vi vil ikke overdrive, men en Airbus 340-300 hører ikke til de yngste i Lufthansas flyflåde. Faktisk var de de facto på vej ud af flåden, men blev “reddet”, da Lufthansa kæmpede med tilpasning af sin langdistance-kapacitet i løbet af Covid-19 krisen. Returflyvningen foregik netop med et fly af denne type, hvoraf Lufthansa stadig har 17 eksemplarer i drift. Forskellen mellem den og en B747-8 er slående, ikke mindst hvad angår plads til håndbagage, som er noget mere begrænset i de 20+-år gamle Airbus-fly. Det var lidt som at starte et godt måltid med en fremragende rødvin, for så at nedgradere til en efterfølgende, der bare er “god”. Lidt af en flad fornemmelse.
Men vi tog fortrøstningfuldt plads på sæde 2A og 2C og forberedte os mentalt på en meget lang dag. Afgangen blev forsinket med en time, næsten traditionstro, fristes man til at sige, men den tabte tid blev indhentet undervejs så præcist, at vi faktisk landede 10 min. før tid i Frankfurt.
Undervejs lod vi os igen forkæle med Lufthansas udmærkede service, leveret af et veloplagt personale, og med den lange flyvetur in mente fandt vi tid til både at se et par film, høre musik og få en passende blund. Sæderne er jo ikke blevet bedre, så her ventede ingen overraskelse, men til gengæld genfandt vi det gode gamle – og overordentligt nyttige – amenity kit. Dejligt at se, at verden ikke er helt af lave. Det kom i øvrigt i form af noget, der kunne forvandles til en regulær indkøbspose til senere brug. Praktisk.
Kort efter start begyndte serveringen af hovedmåltidet. Selvom champagnen (Heidsieck Monopole Blue Top) trak som apéritif, valgte jeg at starte med et glas spansk 2018 rødvin fra Marina de Moya Bobal. Forretten, jeg valgte, bestod af kalvestrimler med trøffel-sauce og ristet græskar, hovedretten en kyllinge-saltimbocca med tomatconfit sauce, polenta og sauteret spinat, efterfulgt af en osteanretning – Emmental, Edamer og Cheddar garneret med druer, kiwi og tørret abrikos. Blandt valgmulighederne bestående kylling, torsk og en vegetarret (rigatoni pasta), udsøgte min rejsepartner sig torskeretten med baby zucchini, sorte champignons og dampet ris.
Returflyvningen fulgte samme rute, men da flyvninger fra øst mod vest jo ofte tager længere, var flyvetiden nu sat til 13 timer. Undertegnede har mange flyvninger af denne længde bag sig, men de fleste har været natflyvninger. Tretten timer som dagsflyvning er længe, skal jeg hilse at sige.
Før landingen serveredes igen et måltid; denne gang faldt mit valg på grillstegt kyllingebryst. Man kan måske mene, at det er lidt fantasiløst at have kylling på menukortet to gange på samme flyvning, men kortet indeholdt også den option, at man kunne få bøf med Se Song svampe og dampet ris. Ind imellem var der naturligvis rigelig tid til at nyde en eftermiddagsdrink eller en kop kaffe.
Med den punktlige landing i Frankfurt undgik vi stress i forhold til at nå aftenflyet til Billund. Trods en ankomst til den yderste position i A+ terminalen og en Billund afgang fra A24 og manglende fast-track i sikkerhedskontrollen, fandt vi sågar tid til en forfriskning i Lufthansas panorama-lounge. Også den sidste strækning forløb problemløst og i Billund kunne vi glæde os over gensynet med vor bagage. Som sagt: Verden er ikke helt af lave endnu. Og vi kan igen konstatere, at Lufthansa holder sin gamle standard, hvilket ikke alle selskaber har formået i corona-tiden. Til gengæld er der al mulig grund til at glæde sig til indførelsen af den nye Business Class-bestoling, som i virkeligheden kun kan komme for sent. Tiden vil vise, om de så kan generobre den femte kvalitetsstjerne.
Forsidebillede: Lufthansas B747-8 Mecklenburg-Vorpommern under klargøring ved Gate B23 i Frankfurt. Foto: BongoPlanes
Skriv et svar