Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I forbindelse med en SAS Plus flyvning fra Milano, fik vi lejlighed til at teste Lufthansa’s Business Class lounge i Terminal 1.
Ved ankomst til loungen blev vi budt “Hertzlich Willkommen” af to søde italienske Lufthansa ansatte. På trods af tidspunketet 18:30 en fredag aften, var loungen kun lidt over halvt fyldt og vi fandt nemt nogle ledige pladser.
Loungen er nydelig indrettet med moderne møbler, rigtig god plads og der var et super venligt personale.
Lufthansa’s lounge har et relativt stort udvalg af drikkevarer samt både kolde og varme retter samt flere slags kager. En ansat mixede drinks på bestilling, mens vine, øl og vand var tag-selv-service, hvilket jeg egentlig foretrækker. Prosecco var tilgængelig i både Brut og Dolce, som sammen med to forskellige hvidvine svømmede rundt i en stor bowle med masser af is. Ved siden af denne var placeret to typer rødvin, så der var lidt for enhver smag. Alle vine var naturligvis italienske. Sodavand og øl kunne man tappe fra dispensere ad libitum.
Maden var italiensk præget. Der var pizza slices og andre små tærter med grøntsager og kød samt bland selv salat og brød. Denne dag var der fire varme retter bl.a. en velstegt Seabass med sukkerærter. Sidst men ikke mindst kunne man afslutte middagen med et stykke kage eller vaniljetærte. Sidstnævnte var virkelig lækker.
Vor fly viste sig at være en time forsinket på grund af mindre arbejdsnedlæggese blandt 3F’erne i København, men det gav blot anledning til et ekstra stykke kage og lidt ekstra vin.
Under vort lidt forlængede ophold løb min mobiltelefon tør for strøm og da jeg havde fået lagt min oplader i kufferten, spurgte jeg personalet, om de havde en oplader, som jeg kunne låne. Det havde de ikke, men de havde i receptionen et super hurtig oplader, som de lagde telefonen i og i løbet af 40 minutter var jeg on-line igen.
Skriv et svar