Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Jeg har netop tilbragt en dejlig weekend på Mercure London Bridge. I forbindelse med en Accor-kampagne i maj måned, som vi også skrev om her på siden, bookede jeg et værelse på det nyrenoverede hotel.
Jeg skulle til koncert med min bedre halvdel og havde svært ved, at finde et ordentligt hotel til en fornuftig pris og med morgenmad inkluderet. Hvis jeg fra starten havde tænkt mig lidt om ville jeg vide, at de høje hotelpriser til dels skyldtes, at vores besøg faldt sammen med tennisturneringen ved Wimbledon og ikke mindst den årlige Pride parade. Vores koncert med U2 om lørdagen tiltrak også omkring 55.ooo (det gentog sig søndag). Accor´s kampagne med 30% rabat og morgenmad inkluderet på en lang række hoteller, kom derfor som kaldet!
Beliggenhed
Hotellet ligger i Bankside-området i det sydlige London, blot to minutters gang fra Themsen, Shakespear´s Globe Theatre og Tate Modern. Lidt længere væk finder du London Bridge.
Indenfor 1-5 minutters gang af hotellet findes et hav af restauranter, barer, cafeer og butikker. Tapas restauranten Camino på den anden side ad gaden kan anbefales!
Nærmest undergrundsstation er Southwark som ligger 5-7 minutters gang mod sydvest. Lidt længere mod vest ligger Waterloo stationen.
Check-in
Vi ankom til hotellet sent om aftenen, men blev alligevel budt varmt velkommen. Idet vi allerede havde tjekket ind online via Accor´s app, tog check-in ikke mange minutter. Den søde pige der udleverede vores nøglekort, tog sig dog tid til at forklare lidt om hotellet samt hvornår der serveres morgenmad (i weekenden fra 06.30-11.30!). Herefter blev vi fulgt helt hen til elevatoren og ønsket en god nat.
Receptionen er egentlig blot et lavt rundt bord midt i lobby området, hvor to til tre ansatte dagen igennem bemander et par lap tops og klare ind- og udtjekning og hjælper gæster med spørgsmål med mere. Det er et meget afslappet setup som Mercure praktisere, men det falder ikke til jorden, fordi personalet virkelig er opmærksomme. Du passere ikke igennem lobbyen uden, at mindst en ansat hilser på dig.
Værelset og badeværelset
Vores Privilige værelse var nydeligt, havde en fin størrelse og var udstyret med en king size seng. Det er tydeligt at hele hotellet har fået en overhaling for mindre end et år siden.
Sengen var komfortabel og vi sov begge rigtig fint. Der var to forskellige slags puder at vælge i mellem.
På den ene side af sengen findes to stikkontakter. Modsat er der to USB-stik.
Badeværelset var også ganske fint. Tilpas stort til, at to personer uden problemer kan manøvrere rundt derude på samme tid.
Brusenichen er lidt spøjs, da der i cirka 175cm højde rager en kasse ud, som man skal passe lidt på, hvis man er højere end gennemsnittet. Det sære design element, skulle dog ikke være standard på alle værelserne.
Når man træder ind af døren til værelset går man lige ud for, at komme ind i selve værelset, til venstre for at komme ud på badeværelset og på højre hånd, findes et rummeligt klædeskab med strygejern og -bræt og ikke mindst et område med minibar (med gratis soft drinks for Privilige gæster), elkeddel og Nespresseo kaffemaskine.
På værelset finder du også et pengeskab, en lille radio, fladskærms-TV og et arbejdsbord.
Air condition anlægget fungerede fint, selvom det var lidt lang tid om at køle værelset ned (London bød på 25 grader under vores ophold).
Vores udsigt fra værelset var ud mod en lille kedelig gade bag hotellet. Omvendt betød det, at vi overhovedet ikke oplevede nogen trafikstøj om natten.
Restaurant og bar
I det fjerneste hjørne af lobbyen ligger The Lounge Bar, som servicere hele lobby området, som rummer en lang række stole, lænestole og sofaer, hvor du kan slappe af og hygge, eller holde et uformelt møde.
Fortsætter du forbi baren, kommer du ind i hotellets lille restaurant, Marco´s New York Italien, som trods navnet også servere morgenmad. Vi spiste kun morgenmad her og havde på intet tidspunkt problemer med at finde et bord.
Morgenmadsbuffeten er ganske god og byder bl.a. på friskbagte croissanter, forskellige slags æg, brød, toast, pandekager og meget andet. Det er svært ikke at blive mæt med det udvalg der tilbydes.
Faciliteter
Hvis du har flere kræfter tilbage, efter at have udforsket London, så har hotellet også et lille fitnesscenter.
Rejser du i forretningsøjemed, findes der tre mødelokaler.
WIFI er gratis på hele hotellet og fungerede upåklageligt under hele vores ophold.
Serviceniveau
Personalet på dette hotel er grundlæggende godt trænet og sørger for at skabe behagelige rammer for dig som gæst.
Som tidligere nævnt, så hilser alle ansatte på dig når du passerer dem. Det er altså god stil. Eventuelle spørgsmål besvares også beredvilligt og med et smil.
Skriv et svar