Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
En kollega sagde engang til mig: “Held – det er for amatører!” Nu vel, jeg må beråbe mig en vis form for held før denne tur, dog vil jeg tilføje, at held skal opsøges for at få lov til at tilsmile en.
Jeg havde booket en retur på business class med Singapore Airlines (SQ) fra Stockholm via Moskva og Singapore til Sydney i Australien da ruten blev annonceret og SQ forsøgte at lokke med gode introduktions priser. Rejsen blev booket i en billetklasse som kunne opgraderes med point fra SQ’s eget bonus program Krisflyer.
Der var derfor ledige pladser i First Class Suites på afgangen Sydney-Singapore med afgang kl. 12:15 på hjemrejse dagen, altså den gamle udgave. Det var før SQ modtog deres nyeste sending Airbus A380’ere med helt nydesignet kabine i alle 4 klasser.
Jeg brugte 90.000 Krisflyer point på at opgradere fra business class til First Class suites. Det var her heldet tilsmilede mig: skæbnen ville (eller heldet), at SQ valgte netop den rute som jeg booket, at sætte deres nye A380 ind på, nemlig SQ232 SYD-SIN. Lucky me, nu var det pludselig den nye kabine jeg skulle prøve, istedet for den suite som havde været på deres A380’ere siden de begyndte at flyve med flytypen for godt 10 år siden. SQ fjernede samtidigt ledige bonuspladser på de afgange med den nye maskine. Som sagt, lucky me at jeg nåede at opgradere inden de skiftede.
Check-in, Lounge & Boarding i Sydney
Lad mig gøre det her kort, så pladsen kan bruges på flyveturen.
En dedikeret first class suites bane ved check-in, så med kun 6 sæder på denne afgang har jeg svært ved at forestille mig en kø lige netop her. SQ har ganske vist 4-5 daglige afgange fra Sydney, alle med first class hvor der skiftes mellem Boeing 777-300ER og Airbus A380.
Singapore har deres egen lounge i Sydney, med en dedikeret first class lounge som de åbner med et stort smil når man vifter med boarding kortet hvor der på smukkeste vis står “Suites” med en guld stribe øverst.
Straks jeg havde sat mig til rette i loungen, kom en tjener og spurgte om jeg kunne tænke mig noget at spise og drikke. En lille beef-slider og et glas Den Gule Enke Champagne var mit beskedne ønske.
Boarding var en lille smule kaotisk da jeg kom lige efter de faktisk havde bedt first class passagerer om at gå ombord. Mit boarding kort sagde BEEP – det lød ikke rigtigt. Gate agenten forstod ikke hvad det var det beep betød, så hun måtte have superviseren til at checke det. Han var dog i gang med at boarde resten af flyet ved en anden maskine.
Så der stod jeg, med mit gyldne boarding pass og pyntede, og frygtede for at min lille champagne buzz ville fordampe. Hurtigt kom superviseren dog over og undskyldte og sagde det var fordi et par på first class passagerer ville bytte nogle pladser så de kunne få dobbeltseng-suiten som er en sammenlægning af 1A+2 A eller 1F+2F (der er kun 3 rækker i alt). Men den sag var allerede klaret i loungen, da jeg overhørte at hende i 1F blev spurgt om hun ville flytte til 3F. Så det var sådan set unødigt spild af alles tid.
Men ombord kommer jeg, jeg tager den bro hvor der står “A380 – Upper Deck” som er for first class og business class passagerer. Fra døren ved flyet bliver jeg fulgt hen til mit sæde 1A af en meget venlig stewardesse, der stolt siger:
Welcome to our brand new first class Suite
Jeg tror jeg står med et lidt bøvet smil. Det er altså ret underligt at gå ombord på et fly, et meget stort fly javist, men at stå – STÅ i sin egen suite og ikke rigtigt vide hvad jeg skal gøre af mig selv og går…i ring.
Første møde med suiten er altså bare wauu, senere går der lidt af wauu faktoren som man tager suiten i brug, det vender jeg tilbage til.
Herefter sker der noget lidt underligt, stewardessen vækker mig fra min suite-trance, og spørger mig: “Now tell me, how much does it cost to fly in one of these suites nowadays – please tell me, I want to know?” Jeg bliver lettere paf, det havde jeg ikke lige forventet, måske misforstod jeg hende, pga. to sprog der bliver blandet sammen med engelsk som mellemstop. Men et lidt upassende spørgsmål på en måde, og jeg kunne jo faktisk ikke give hende et brugbart svar, for jeg vidste det jo reelt ikke.
Hun introducerer mig til suitens sæde, indretning og funktioner, og ender med de gyldne ord:
If You need ANYTHING, just push the call botton.
Ahhhh hvor synger det dog smukt i mine ører.
Hurtigt herefter kommer der en mandlig steward og spørger om jeg vil have noget at drikke før start. Hvorfor ikke begynde roligt med et glas kølig Krug!?
Toilettet er i højre side, der er to tilgængelige øverst, længst fremme. Med to toiletter til seks first suiter er det jo ganske fint.
Altså det største er virkelig stort:
Men lad os bare tage hul på den manglende logik i denne ellers fine suite. Der er et smalt garderobe skab som kan indeholde en jakke eller to på bøjle og plads til SQ’s slippers.
Men en kabine trolley er der ikke rigtigt plads til noget sted, så den må ligge under bordet ved vinduet som faktisk fungerer som understøttelse for sengen når den bliver foldet ud.
Take-off
Sikkerhedsvideoen bliver vist på den lille skærm på væggen der. Det er faktisk hvad den skærm bliver brugt til under hele turen. Resten af tiden viser den dette:
Intet kan man efterfølgende bruge den til. Det ellers så famøse “tail camera” som blev introduceret på A380’eren som sidder højt i halen og med flyet som forgrund ville jo være oplagt at have på denne skærm. Men det kamera har SQ fravalgt på deres nye fly.
A room with a view?
Det varer ikke længe efter take off, før champagne med nødder bliver tilbudt, som jeg vil sidde og nyde med udsigten over dette fantastiske røde land Down Under.
Jeg hører til den type som synes, at måske den bedste inflight intertainment findes ved at kigge ud af vinduet og lade tankerne flyde sammen med Champagnen. Men se, her har SQ altså ikke rigtigt tænkt at man kunne finde på noget sådant.
Da 1A ikke har et vindue foran stolen, så må stolen drejes heeeeele vejen rundt til højre mod de to andre vinduer. Så man ender sådan lidt skævt på det hårde stykke plastic som faktisk ikke er beregnet til fodstøtte. For benstøtten på selve sædet kan ikke komme ud når man er så tæt på vinduet. Så der sidder jeg så, lidt skævt i sædet for at se ud af vinduet.
Så er der service
Frokost serveringen er altså udført til perfektion af crewet ombord denne flyvning.
Menuen står klar fra man kommer ombord, men jeg har i månederne op til afgangen kunne bestille mit helt eget valg udfra deres Book The Cook (BTC) koncept. Jeg kiggede menuen på flyvningen igennem på forhånd og besluttede mig så for at prøve BTC til hovedretten.
Dagens menu på flyvningen, jeg kendte den på forhånd da den er tilgængelig nogle måneder/uger op til afgang under ens booking på singaporeair.com. Foto: IsolCBflyer
Crew’et har hele tiden øje på hvor langt man er i måltidet, og glassene når ikke langt mod bunden før man bliver tilbudt mere eller noget andet. Når døren til 1F overfor er lukket, har man ingen fornemmelse af hvordan servicen foregår i de andre suiter, man sidder bare og passer sig selv. Stor fornemmelse af privatliv uden at blive glemt af crew’et. Jeg spørger lidt ind til vinene, og med stor viden og begejstring opfylder crew’et mine spørgsmål.
Suiten er så dejlig stor, at bordet lige kan skubbes til siden og man kan liste ud til toilettet imellem retterne – sikke da en luksus at opdækningen ikke ryger på gulvet. 🙂
Tilbage til hovedretten, som sagt, bestilt før afgang via Book The Cook: “Veal Mignon in Red Wine Sauce”. Overordnet smagte det fint, med nogle spændende svampe og skønt tilberedte grøntsager med bid.
De spurgte hvordan jeg ville have bøffen, medium var svaret.
En lidt frisk tilgang til medium må jeg sige. Lidt til den tørre side, dog var total oplevelsen udemærket. Foto: IsolCBflyer
Desserten og specialkaffen fra et større udvalg. Det er den bedste Americano jeg har fået i luften. Mums en cremet sag uden bismag af flyvemaskine vand.
Suitens seng
Det venlige crew gjorde sengen klar til mig.
Jeg fik lyset ved spisebordet til at gå ud, ved blot at røre ved det. Den statiske elektricitet gav mig et lille rap og bum lyset slukkede. Så slap jeg da for at finde den knap. Lyset kan i øvrigt fuldstændig designes som man har lyst til via en tyk og tung tablet som fungerer som en slag fjernbetjening til skærm og lys.
Sengen, ja det er faktisk en seng, en rigtig seng hvor man kan tillade sig at strække sig ud, sjaske benet ud til siden uden frygt for at der kommer nogen stormende igennem mørket, som ikke har set man ligger og flader ud. Det giver en skøn fornemmelse af en uhørt mængde plads og privatliv.
Alligevel her sneg der sig detaljer ind som virkede ulogiske.
F.eks. havde jeg svært ved at finde en ligge/sidde stilling med min computer i sengen. Lyset lige over hovedet var placeret, ja lige over hovedet og var ikke super funktionelt.
Som den artige passager man er, og vil i øvrigt gerne holde sig sikker “i sadlen”, tænkte jeg, at sikkerhedsselen bør være spændt også når man ligger ned. Det er trods alt turbulens som giver de fleste skader på passagerer i statistikkerne.
Men…
…Arg, den skal godt nok dybt ned i puden i et lille bitte hul for at få den til at klikke fast, men hvad værre er, også for at få klikket den fri igen til enten en tur på toilettet eller måske ligefrem en evakuering, det var en bøvlet omgang.
Her ligger man så, med selen lige lovligt spændt til at det føles behageligt, det er en selvspændende sele, så det blev – uden sele trods alle tidligere advarsler jeg har hørt mod netop dette.
Ja det kan lyde fjollet at gå op i den slags detaljer, men det er jo netop hvad det er….fjollet.
Privat kabine
Ud over en lille knægt fra “nedenunder” som racede forbi et par gange, var man helt enormt meget sig selv uden oplevelsen af at crew’et havde glemt een.
Alle, pånær ‘FlittigLise’ i 3F, havde trukket i sovetøjet, men lyset fra 3F generede ikke, slet ikke i 1A, men det virker det heller ikke til at gøre på de andre suiter:
Anflyvning Singapore – “fastspændt”
Et typisk syn ud af vinduet i asien i de lavere luftslag, bemærk krøltoppen i det fjerne, en fin konvektionssky, en CB’er, altså risiko for turbulens.
Suitens stol var på en underlig måde, ikke helt låst fast i sin “landing” position. Der var simpelthen slør i dens dreje mekanisme. Så den rokkede 1-2 cm fra side til side, læg så dertil turbulensen på det sidste stykke af landingen, det var faktisk ikke særligt rart. Man blev lige rusket lidt ekstra af den løse stol.
Ankommet til Singapore, vender jeg rundt ned igennem kabinen og venter på at komme ud bag i first kabinen.
Står jeg og kigger lidt på 3A (eller F), som faktisk ser ud til at være lidt bedre indrettet end 1A. Måske mindre i gulvplads, men bedre logik, kig ud til venstre, kig på IFE til højre – det gir’ bedre mening. Så lærte man det trods alt.
Denne artikel er skrevet af vores forummedlem IsolCBflyer
Skriv et svar