Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
På min besigtigelsetur til Bali blev andet stop The Stones Hotel – Legian Bali, Autograph Collection. I forhold til mit forrige ophold, på Courtyard Bali Seminyak Resort, skulle dette være et nøk op ad skalaen. Autograph Collection er trods alt et af Marriott´s top brands.
Beliggenhed
Hotellet ligger ved Legian-stranden, i forlængelse af Seminyak-stranden mod nord og den mere kendte Kuta-strand mod syd. Ligesom ved Seminyak, og Kuta for den sags skyld, ligger her en lang række andre hoteller, restauranter og barer.
For at komme til stranden skal man gå nogle hundrende meter fra hotellet lobby, ned ad en lidt kedelig vej / butiksarkade. Selve stranden er der ikke noget at udsætte på. Den er lang og bred.
Check-in
Lobbyen er stor og meget langstrakt og ligger i forbindelse med en af hotellets barer og to restauranter. Umiddelbart virker det som om, at designerne bag hotellet er gået mere efter en wow-faktor, end et egentligt stilfuldt udtryk. Jeg havde mest af alt fornemmelsen af at være på vej ind på en natklub og ikke et hotel.
Værelset
Også på dette hotel blev jeg indlogeret i et Deluxe Pool View værelse på cirka 32 kvm. Dette værelse havde også en nydelig størrelse balkon, her med en sofa og et udendørs badekar. Fra balkonen kigger man ud over poolområdet.
Igen var sengen rigtig behagelig. Her holder Marriott heldigvis et konsekvent niveau.
I det hele taget mindede faciliteterne på dette værelse utrolig meget om Courtyard-hotellet jeg kom fra: Støjsvag air condition, minibar, gratis vandflasker, 42-tommer fladskærms-tv, gratis og hurtigt WIFI, Ipod docking station, pengeskab, morgenkåber og strygebræt samt et lille rundt bord.
Badeværelset var til gengæld markant større på The Stones! Faciliteterne på badeværelset var egentlig ikke meget anderledes end på mit forrige hotel, der var bare mere plads.
Som jeg var inde på i min anmeldelse af Courtyard-hotellet jeg boede på før The Stones, så kan de store kædehotellers værelsesdesign virke lidt kønsløst. Derudover lykkedes det mig aldrig at få tændt lys de steder jeg havde brug for det, blandet andet på badeværelset. Den slags skal bare fungere og helst intuitivt.
Restaurant/bar
Hovedrestauranten, The Stones Kitchen, servere en glimrende morgenmadsbuffet med et meget bredt udvalg. Som forventet på et hotel af denne standard, kan man få æg på alle måder, pandekager, vafler og meget andet. Min elskede morgen-cappuccino blev også serveret med et smil og uden ekstra beregning.
I løbet af dagen og om aftenen, er det muligt at bestille forskelligartet og billig mad samme sted. Prøv endelig deres pizzaer – de er virkelig gode!
I forbindelse med lobbyen finder man desuden endnu en restaurant og en bar.
Faciliteter
Poolområdet er ret stort, kvadratisk og åbent, selvom det er omgivet af hotellet til tre sider. Rundt om poolen findes rigeligt med solsenge og håndklæder udleveres gratis af personalet ved poolen.
Her findes også en “swim-up-bar”, men har man ikke lyst til at flytte sig fra sin solseng, kan man blot hidkalde en bartender, som gladeligt levere din drink i gummibåd (!).
Hotellet har også et veludstyret fitnesscenter og en omfattende spa.
Serviceniveau
Generelt oplevede jeg et rigtig fint serviceniveau. Overalt på hotellet fik jeg en høflig og smilende betjening, men også lige en tand for rutinepræget.
Skriv et svar