Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Min og familiens efterårsferie stod på road trip i det Nordtyske. Midtvejs på turen havde vi stop i Hamburg og nød to nætter på det spektakulære The Westin Hamburg.
Valget faldt på dette hotel, dels på grund af beliggenheden ud til Hamburg Havn, jeg ret glad for Hafencity området i Hamburg, men også fordi det ligger i gåafstand af Miniatur Wunderland som vi havde bestilt billetter til.
Beliggenhed
The Westin Hamburg troner helt ude på spidsen af Kaiserkai, oven på Elbphilharmonien. Det er et ret dominerende byggeri, som kan ses på lang afstand.
Det er let at komme til hotellet i bil og der findes en p-kælder under bygningen. Hotellet tilbyder en særpris på EUR 25 per døgn for parkering (husk at få valideret billetten i forbindelse med afrejse).
Bygningen blev indviet i 2017 og hele området er i det hele taget i en rivende udvikling. Der findes efterhånden mange restauranter og cafeer i kort gåafstand af hotellet.
Ind- og udtjekning
Indgangen til hotellet er diskret placeret til højre for indgangen til Elbphilharmonien.
Da vi først kom op på 8. etage hvor receptionen findes, gik det ganske raskt med at få udleveret nøglekort.
Herren som tjekkede os ind spurgte meget venligt om vi ønskede et værelse straks, på 9. etage, eller om vi kunne vente en 3-4 timer for et værelser på 16. etage. Med to trætte og spændte børn stående bag mig, blev valget 9. etage.
Udtjekning sker let og smertefrit ved at du droppe dine nøglekort i en dedikeret boks i lobbyen.
Værelset
Jeg havde reserveret et Premium Waterfront værelse, så det første jeg lagde mærke til da jeg kom ind på værelset var naturligvis udsigten. Selv fra 9. etage er det svært ikke at blive imponeret af udsigten gennem gulv til loft vinduerne ud over Hamburg Havn!
Stikkontakter og USB-stik er gavmildt fordelt rundt i værelset, så det bør ikke blive en udfordring af få opladet telefon, tablet og hvad du ellers måtte have med. Det store fladskærms-TV kan vinkles 90 grader ud fra væggen. De to lag gardiner styres fra knapper ved siden af sengen.
Grundet corona-restriktioner var minibaren tom under vores ophold.
Badeværelset er ligeså bredt som værelset er dybt og selv om det er ret smalt, er der fint plads til toilet, en meget stor bruse niche, håndvask og et badekar hvorfra du kan sidde og kigge ud over Elben og havnen. Der er varme i gulvet foran badekaret.
Ud over sæbe og shampoo var der ingen andre amenities på badeværelset. Jeg troede først at det også var corona-relateret. Men nej, man havde glemt at fylde op. Sådan noget kan naturligvis ske, men jeg synes alligevel det er lidt kikset på et hotel på dette niveau.
Restaurant og bar
Morgenmadsbuffeten serveres i restaurant Fang & Feld og byder på et omfattende udvalg og du finder blandt andet de klassiske elementer som friskbagt brød, frisk frugt, friskpresset juice, røræg og ikke mindst muligheden for, at få lavet en ommelet.
Kaffen er egentlig det eneste jeg kan sætte en finger på. Den kommer fra en stor automat og er ikke videre interessant. Der havde jeg forventet mere af et 5-stjernet hotel.
Rejser du med børn findes der i et hjørne af restauranten en dedikeret mini-buffet og et legeområde. En sød lille detalje.
Normalt kan du også spise aftensmad i Fang & Feld restauranten, men under vores ophold var det ikke muligt. Jeg spurgte en af de ansatte hvorfor der var aftenlukket og det skyldtes problemer med bemandingen (der skulle ved udgangen af oktober være åbnet for aftenservering igen).
På 8. etage, hvor du også finder, lobby og check-in skranke, ligger BLICK Bar hvor du kan nyde en drink eller snacks med udsigt ud over Elben og Hamburg.
Faciliteter
På 7. etage findes hotellets spa, et fitness område og en godt 20 meter lang pool.
Så længe der er corona restriktioner må du forvente at en tur i poolen kræver reservation. Dette klares dog let via SPA afdelingens direkte mail. Jeg skrev en uges tid før vores ankomst og fik indenfor et par timer bekræftet tre tider.
Overalt på hotellet er der gratis WIFI. Forbindelsen er ok, men jeg oplevede flere gange udfald.
Personale og serviceniveau
På et hotel af denne standard havde jeg forventet et top proffessionelt personale og her blev jeg ikke skuffet. Alt personale jeg var i kontakt med var søde og rare og svarede smilende og beredligt på spørgsmål jeg måtte have.
Konklussion
Efter lidt overvejelse er jeg nået frem til at The Westin Hamburg er et af de hoteller der kommer på min “been-there-done-that” liste. Falder jeg i fremtiden over et godt tilbud på ophold på hotellet, bor jeg der gerne igen, men jeg vil ligeså gerne prøve et af de andre gode hoteller i byen.
Skriv et svar