Aviapartner Executive Lounge, Fiumicino “Leonardo da Vinci” Airport, Rom

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Der er ikke meget glamour og luksus på direktionsgangene længere. Dette er også tydeligt afspejlet i Aviapartners såkaldte Executive Lounge, som er spartansk med et skrabet udvalg af mad og drikkevarer. På plussiden tæller, at loungen har rigelig plads til de få gæster, og at det let at finde isterninger til drinken.

Jeg kom i god tid til mit fly i roms Fiumicino “Leonardo da Vinci” lufthavn og kunne derfor tilbringe en god times tid i Aviapartners Executive Lounge. Det var let at finde loungen, som ligger tæt på gaten, jeg skulle flyve fra.

Ankomst

Jeg ankom til loungens reception lige efter et ældre ægtepar, der blev afvist. De havde åbenbart ikke en billet eller kort, der kunne give dem adgang. Så de gik skuffede derfra. Det samme gjorde jeg, selvom jeg fik lov til at komme ind og nyde godt af samtlige tilbud og faciliteter.

rom-02

Loungen bruges af 4 flyselskaber, bl.a. Brussels Airlines, som jeg rejste med. Desuden giver forskellige kort adgang til loungen, bl.a. ”Priority Pass” og ”Diners”.

Logoet for Star Alliance ser lidt underligt ud – men de skyldes alene, at den store skrue, som skiltene er sat op med, sidder midt i logoet. Jeg er ikke sikker på, at dette er i overensstemmelse med alliancens ”Design manual”

 

Indretning

rom-03

 

rom-04

 

Som det ses, har loungen mange bløde stole, som jeg personligt synes er alt for lave at sidde i, samt en række med barstole ved det høje bord langs med vinduet ud mod pladsen, så man kan følge med i flyenes ankomster og afgange. Der var ikke mange gæster sidst på eftermiddagen, da jeg besøgte lokalet.

Jeg savner nogle gode arbejdspladser, hvor man kan sidde i fred med PC-eren, læse e-mails og skrive rapporter. Men lænestolene er for lave og ubekvemme til kontorarbejdet – og de høje stole er langs med en gang, hvor andre gæster passerer. Internettet virkede udmærket til mit brug. Jeg skulle blot læse e-mails samt tjekke InsideFlyer. Der var rigeligt med stikkontakter i bordene mellem lænestolene, så det var let at finde strøm, hvis man havde behov for det.

 

Mad og drikkevarer

rom-05

Udvalg I buffeten var begrænset til 2 forskellige sandwich, 2 salater, ost, skinke, et godt brød samt forskellige desserter og småkager. Jeg synes dog ikke, at udvalget repræsenterede det gode italienske køkken. Desuden var der ingen varme / lune retter. Det var muligt at stille sulten – men fly-maden på den efterfølgende korte tur kunne nemt blive dagens kulinariske oplevelse.

 

rom-06

Da jeg har en sød tand, har jeg valgt at tage et billede af desserterne og småkagerne. Dette er et relativt stort udvalg sammenholdt med det meget begrænsede sortiment af øvrige madvarer i buffeten.

 

rom-07

Der var et mindre udvalg af drikkevarer, så det er nemt at overskue ”baren”. Bemærk den store sorte isspand midt på bordet. Den er let at få øje på – og naturligvis fyldt. Jeg var meget glad for isterningerne, som kunne holde min danskvand kold, mens jeg gik rundt og tog billeder til denne anmeldelse.

Der er naturligvis også en lille kaffemaskine.

rom-08

Nogle af de velkendte spiritusmærker kunne findes, så det var let at blande en drink efter eget ønske. Desuden vin. Det hele blev naturligvis kun meget bedre af en særdeles gavmild og høflig selvbetjening.

 

rom-09

Køleskabet var fyldt med juice, sodavand og vin på køl. Jeg savnede ikke noget i denne del af baren.

Jeg kom efterfølgende til at tænke på, at jeg altid er blevet skuffet de få gange, jeg har besøgt en lounge i roms Fiumicino “Leonardo da Vinci” lufthavn. Og dette uanset om jeg har rejst med Alitalia, Lufthansa eller Brussels Airlines. Så måske er den store forskel til lounger i Nordeuropa blot et udtryk for kulturelle forskelle? Men skulle jeg have betalt for opholdet, ville jeg overveje at bruge pengene på en af lufthavnens sandwich- eller kaffebarer.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Overblik

Indretning

Plads

Mad

Drikkevarer

Generel Vurdering

Konklusion

Loungen er let at finde og der var masser af plads. Jeg kan ikke vurdere, om det ligger i et lille antal flyafagange eller snarere skyldes loungens meget begrænsede tiltrækningskraft på gæster, som rejser ofte – og dermed kender alternativerne i lufthavnen.
Det var et meget lille udvalg af snacks og ”kolde” madvarer og et lidt større udvalg af drikkevarer.  Så det er absolut ikke noget at skrive hjem om – det er hermed gjort.

3.3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *