Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Aalborg Lufthavn leverede i går lørdag den 3. ruteåbning på kun 2 uger fra den nordjyske lufthavn. InsideFlyer var selvfølgelig også til stede i forbindelse med lørdagens ruteåbning fra Aalborg Lufthavn.
Ikke siden det spanske lavprisselskab Vueling fløj mellem Aalborg og Barcelona har der været flyforbindelse i mellem Catalonien og Aalborg. Indtil i går. Norwegian annoncerede i fjor at selskabet ville gå ind på netop Aalborg – Barcelona ruten. Ruten blev oprindeligt oprettet af Vueling i 2012, men det spanske lavprisselskab valgte dog i 2022 ikke at vende tilbage til ruten efter Covid-19 pandemien.
Efter Vueling valgte at træde tilbage fra Aalborg ruten, til trods for at selskabet i 2018, valgte at gøre ruten til en helårsrute, så så Norwegian sit snit til at annoncere en rute som længe har vist at den har et passagergrundlag. I går kom dagen så for rutens åbning, og sædvanen tro var InsideFlyer på pletten til at dække dagens begivenhed.
Festivitas i Aalborg lufthavn
En ruteåbning er altid en glædelig nyhed for en lufthavn. I Aalborg Lufthavn, var der i dagens anledning pyntet op med balloner i røde og hvide farver, samt spanske flag der prydede gate 6.
Foruden et fint setup i spansk tema og med spansk musik i højtaleren, så var der selvfølgelig i dagens anledning også vandportal, taler, og lidt godt til ganen.
En glædelig nyhed hos Aalborg lufthavn
Hos Aalborg lufthavn finder man naturligvis glæde over at Norwegian har valgt at komme ind og lukke hullet efter Vueling, og lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen har udtaler følgende.
En storbyfavorit er igen på rutekortet fra Aalborg Lufthavn, og nu direkte to gange om ugen med Norwegian, der er et ideelt flyselskab til at betjene sådan en rute, da de har stort kendskab til både det danske og spanske marked.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn
Barcelona er en storby, der har det hele – alt lige fra shopping og kultur til strand og gode madoplevelser. Barcelona henvender sig derfor også til en bred målgruppe, hvor børnefamilien kan finde ren afslapning på stranden og hotellet, vennerne kan tage på fodboldtur og ægteparret kan tage på et tiltrængt citybreak.
Også ved Norwegian er der glæde over at selskabet nu har åbnet endnu en rute op fra Aalborg.
Barcelonas imponerende kulturliv og historie er et stort trækplaster for de danskere, der sætter pris på fremragende storbyoplevelser. Vi er glade for at kunne tilbyde et stort udvalg af de mest populære spanske sommerdestinationer fra Aalborg Lufthavn. Det giver rig mulighed for vores kunder at vælge lige præcis den type ferie, de ønsker. Samtidig giver de to ugentlige afgange til både Barcelona og Mallorca samt hele fem ugentlige afgange til Malaga, stor fleksibilitet og mulighed for både korte og længerevarende ferieophold.
Magnus Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.
Skriv et svar