Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Den aarhusianske fodboldklub har fået en ny sponsor og et nyt strategisk samarbejde. Lufthavnen tæt ved Legoland er blevet Guldpartner.
AGF flyver fra Billund, når fodboldholdet i denne uge rejser til Nordirland. På torsdag skal holdet spille sæsonens første kamp i UEFA Conference League mod den nordirske klub Larne FC. Afgangen kommer til at markere den første af forhåbentlig mange flyrejser fra Billund Airport. Lufthavnen og AGF har indgået et nyt stort strategisk samarbejde, hvor Billund Airport bliver ny Guldpartner i den århusianske Superliga-klub. Aftalen gælder foreløbigt for de følgende 3 år.
Nyt strategisk samarbejde
Det er første gang, at lufthavnen AGF indgår i et strategisk sponsorsamarbejde. Håbet er, at AGF kan bidrage til, at Billund Lufthavn kan fortsætte den positive udvikling. Lufthavnen har igennem de senere år oplevet et konstant stigende passagertal indtil Coronaen stoppede den meste flytrafik.
Vi er Vestdanmarks internationale lufthavn, og vi ønsker at forbinde hele verden til Vestdanmark via Billund. I den forbindelse er Aarhus og den østjyske region naturligvis et vigtigt område for os, og AGF og Billund Airport supplerer hinanden godt som to store jyske brands, og vi tror, at AGF kan være med til at understøtte vores fortælling og image på en meget positiv måde.
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Airport
Lufthavnen tager imod sine passagerer i en terminal på 40.000 m², der er designet til at ekspedere 3,5 millioner passagerer om året mod over 100 direkte destinationer. I fremtiden skal endnu flere danskere bruge Billund Airport på deres vej ud i verden.
De mange lighedspunkter
AGF kæmper i 3F Superligaen mod de store hold i København, og sådan er det også for os i luftfarten. Vi kæmper for at udbygge vores position her fra vores del af landet – og sammen kan vi skabe endnu mere kendskab til vores lufthavn og vores internationale muligheder. Så vi glæder os meget til samarbejdet, hvor timingen også er perfekt nu, hvor AGF for anden sæson i træk skal ud at spille europæisk fodbold. På den måde er det internationale perspektiv også til stede i vores samarbejde, som det er i vores hverdagt.
Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Airport.
I Aarhus glæder man sig hos AGF i sagens natur over en spændende ny samarbejdspartner. For direktør Jacob Nielsen er det en bekræftelse på, at AGF rækker langt ud over Aarhus og den østjyske region.
Vi er meget stolte over det nye samarbejde. Billund har i mange år været Jyllands største lufthavn og samarbejdet markerer vores position i Jylland, hvor vi måske nok er den største fodboldklub, men stadig mangler at vise de samme flotte resultater som hos Billund Airport, der har vækstet flot i de seneste mange år. Det skal vi hjælpe med kan fortsætte ved, at de nu kan positionere deres brand yderligere i Aarhus og i den østjyske region, hvor der er mange passagerer, som bruger Billund – den trafik skal vi være med til at styrke.
Jacob Nielsen, adm. direktør i AGF
Billund Airport og AGF tog hul på det nye samarbejde, da AGF åbnede sæsonen hjemme i Ceres Park i søndags med rivalopgøret mod Brøndby IF. Her var Billund Airport for første gang synlige på Ceres Park.
Skriv et svar