Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Ryanair’s nye rute til Dublin åbner til oktober og får to ugentlige afgange.
Dublin har ifgl. Billund lufthavn længe været højt placeret på ønskelisten i Vestdanmark, da ruten bl.a. kan komme til at spille en vigtig rolle i udviklingen af datacentre i Jylland og Fyn.
På nuværende tidspunkt er der påbegyndt eller planlagt store datacenterprojekter ved Viborg, Odense, Fredericia og Aabenraa. Her har irske virksomheder, med erfaring fra eksisterende datacenterprojekter i Irland, vundet nogle af opgaverne i bygge- og anlægsfasen, og disse virksomheder har være med til at skabe en stor efterspørgsel på en direkte rute mellem Dublin og Billund.
Direktør Steen Hommel fra Invest in Denmark udtaler:
Vi er glade for, at der nu kommer en direkte forbindelse mellem Billund og Dublin. Invest in Denmark arbejder målrettet med at tiltrække flyruter til hele Danmark, da vi ved, at flyruter har en væsentlig positiv effekt i form af øget eksport, investeringer og turisme. Det er derfor godt med endnu en international forbindelse til Billund. Denne rute er til dels et resultat af de senere års store udenlandske investeringer i datacentre i Jylland og på Fyn, hvor vi har set en del rejseaktivitet til og fra økosystemet omkring datacentre i Dublin. Fremadrettet håber vi, at ruten vil medvirke til at trække flere teknologivirksomheder til Danmark.
Udover erhvervstrafikken er ruten meget efterspurgt af jyder og fynboer, der ønsker at besøge Irland og Dublin. Fra efteråret bliver det nemt at besøge den grønne ø og bl.a. smage på den verdensberømte Guinness øl.
Der er også store forventninger til, at ruten vil bringe endnu flere irske turister til de vestdanske attraktioner og hoteller.
Adm. direktør i Billund Lufthavn, Jan Hessellund fortæller:
Væksten i antallet af irske turister der kommer til Vestdanmark er steget markant de seneste fem år. Sidste år besøgte 5.500 irere området. Det har været medvirkende til, at Ryanair nu åbner ruten, som vi forventer vil bringe endnu flere irske turister på besøg i bl.a. LEGOLAND Billund Resort, Odense og Aarhus.
Skriv et svar