Billund Lufthavn forbereder sig til 7 mio. passagerer om året

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Væksten fortsætter i Billund Lufthavn, som investerer et trecifret millionbeløb i bygninger og anlæg, der skal sikre, at kapaciteten kan følge med. Nyt, solidt årsresultat vidner om en sund økonomi.

Billund Lufthavn A/S kom ud af 2018 med et overskud på 61,1 mio. kroner.

Den samlede omsætning nåede 828,7 mio. kr.; en stigning på 7,2 % i forhold til året før. Investeringerne beløb sig til 132,3 mio. kr. og i 2019 investeres der for yderligere 162,1 mio. kr.

Bygger til vækst

 Administrerende direktør Jan Hessellund siger:

Resultatet er som forventet, selv om overskuddet er lidt mindre end budgetteret.

Det er bl.a. påvirket af Primera’s konkurs i oktober og de generelle kursfald på aktiemarkederne i fjerde kvartal.

Bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen kalder resultatet tilfredsstillende og siger:

Investeringsniveauet er ret højt men nødvendigt og et udtryk for rettidig omhu. Billund Lufthavn bygger til vækst, og i bestyrelsen glæder vi os over den fortsatte fremgang og de øgede aktiviteter, der kommer alle lufthavnens brugere til gode.

14 rutenyheder i 2019

I 2018 blev der blev sat endnu en ny årsrekord med godt 3,5 mio. passagerer, mens mængden af luftfragt satte rekord med 73,2 tusind tons.

Til det siger Jan Hessellund:

Billund Lufthavn har i en lang årrække oplevet uafbrudt vækst i passagertallet, og intet tyder på, at det stagnerer.

Tværtimod er vi gået ind i 2019 med udsigt til foreløbig 14 rutenyheder i år. Nu skal vi sikre, at vi fortsat har den fornødne kapacitet i alle områder af lufthavnen, også i årene frem.

Bygger til 7 mio. passagerer om året

Den eksisterende passagerterminal er fra 2002 og blev bygget til en kapacitet på 3,5 mio. passagerer. Vækstkurven er kun gået én vej, og nu planlægger lufthavnen efter det dobbelte. Til efteråret tages en helt ny tilbygning til passagerterminalen i brug, og samtidig udvides og moderniseres ankomsthallen, som bl.a. får nye og større bagagebånd. I afgangshallen er det King Amlet Lounge, der netop nu får et løft med ny indretning, nye møbler og 50 % flere siddepladser.

Jan Hessellund siger:

Det er afgørende vigtigt for os, at vi også i fremtiden kan tilbyde alle vore passagerer og flyselskaber en professionel og hurtig service i moderne, behagelige omgivelser.

Den nationale tilgængelighed

Jan Hessellund afslutter af med:

Det er Billund Lufthavns mission at skabe international tilgængelighed. En forudsætning for international tilgængelighed er den nationale tilgængelighed.

Vi har et stort behov for en forbedring af vejene til Billund og ikke mindst en tilkobling til jernbanenettet. Jernbanen vil også understøtte den grønne omstilling, der er i fuld gang, og som vi ønsker at være en del af.

 



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *