Billund har stor sommervækst og udsigt til vinternyheder

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Billund lufthavn fik flotte vækstrater både for hele sommertrafikken og i oktober sammenlignet med 2019. Oktober har også budt på åbningen af ny terminaludvidelse.

Udgangen af oktober sætter også et punktum for sommerfartplanen. Oktober slutter med ligeså flot vækst som de resterende sommermåneder. Der er gået 392.929 passagerer igennem terminalen. Det en vækst på 10,3 procent sammenlignet med oktober 2019. Og 2019 er fortsat Billund Lufthavns og luftfartens reelle sammenlignings år.

Med oktobers vækstniveau slutter Billund Lufthavn sommerfartplanen af med et historisk højt antal gæster i terminalen. Der er gået intet mindre end 2.834.499 passagerer igennem i Billund Lufthavn fra april til oktober. Det er en vækst på 10,3 procent ift. samme sommerperiode i 2019. Det gør, at oktober er landet præcis på gennemsnitsvæksten for hele sommerperioden.

Tallene taler for sig selv. Det har været en fantastisk sommer. Det har været hårdt, men medarbejderne har løftet i flok, og det er årsagen til, at det er gået så godt.

Og så slutter vi sommerfartplanen af med en fremragende oktober, hvor vi bl.a. har fremtidssikret en ny del af Billund Lufthavn, da den nye terminaludvidelse i grænsekontrollen blev taget i brug. Derudover har Folketingsvalget også fyldt meget, hvor vi lagde rammer til et valgmøde, hvor der i den grad blev dykket ned i substantielle emner, der skal fremtidssikre dansk økonomi og skabe grøn luftfart.

Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn

Masser af vinternyheder at varme sig på

Vinterfartplanen er startet op. Det betyder, at en lang række af sommerdestinationerne er gået på pause. Men i år er der 11 nyheder vinteren over fra Billund Lufthavn.

Tenerife, Birmingham, Craiova i Rumænien og Bolzano i Italien er blandt de helt nye ruter. Derudover fortsætter Vueling med at flyve til Barcelona gennem vinteren ligesom også, at Wizz Air fortsætter med at flyve til Cluj. Widerøe åbner til Bergen, Turkish Airlines flyver til Istanbul, mens Ryanair fortsætter deres nye ruter til Madrid og Turino. SUN-AIR har netop også genåbnet til deres direkte rute til Manchester. Udover ruteflyene er charterbureauerne også aktuelle med skønne destinationer.

I søndags fløj Ryanair for første gang til Birmingham, og 31. oktober, startede SUN-AIR i samarbejde med British Airways deres rute til Manchester igen. Der er et stort, attraktivt ruteudbud fra Billund Lufthavn henover vinteren. Derudover har charterbureauerne igen vist sig fra deres fine side og giver vestdanskerne nogle skønne charterdestinationer. Vi har et fuldt overblik over alle destinationer på vores destinationsunivers på bll.dk.

Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn

Nedgang i luftfragt

Markedet reagerer på urolighederne: Krig og energikrise, og det kan mærkes på luftfragten i Billund Lufthavn. I oktober er der blevet fragtet 6096 tons luftfragt, hvilket er en nedgang på 16,1 procent. Desuden ser luftfarten nogle af de samme udfordringer som de forrige måneder, hvor bl.a. laks på fragtflyene ikke er tilbage på niveau endnu.

Der sker meget i verden for tiden, der gør, at fragtmarkederne er lidt mere forsigtige, hvilket bl.a. kan ses på vores import. Eksporten er fortsat ramt af, at flere typer gods ikke er tilbage igen pga. store prisstigninger.

Jan Hessellund, adm. direktør Billund Lufthavn

Forsidefoto: Leveret af Billund Lufthavn



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *