Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Et nyt kapitel i Grønlands og Billund lufthavns historie
Onsdag tog Billund Lufthavn og Air Greenland hul på et samarbejde med åbningen af en ny flyverute mellem Vestdanmarks internationale lufthavn og Kangerlussuaq, den tidligere flybase Søndre Strømfjord, der fungerer som Grønlands hovedlufthavn for oversøisk trafik.
I første omgang bliver det ikke Air Greenlands flotte røde Airbus A330neo med navnet “Tuukkaq”, der bliver at se i Billund. Ruten betjenes i stedet af Jettime på vegne af Air Greenland, der mangler egen kapacitet for fuldt at dække det stigende passagertal mellem rigsfællesskabets nordligste og sydligste dele. Man starter forsigtigt med en ugentlig afgang, men der er ingen tvivl om, at potentialet er stort i forhold til passagerunderlaget.
Grundigt analysearbejde
“Vore analyser viser, at der i lufthavnens optageområde bor 8.000 mennesker med etnisk oprindelse i Grønland. Måske mere overraskende er det, at der i samme område er næsten 400.000 mennesker, der enten har familiære eller venne-forbindelser i Grønland. Og mon ikke at enhver dansker drømmer om at besøge Grøntand i det mindste en gang?” udtaler Jan Hessellund til InsideFlyer.
Dertil skal naturligvis føjes en stigende interesse for turistrejser, et punkt som Camilla Siezing, Teamleder i Grønlands Rejsebureau, har et særligt fokus på.
“Hos os har vi har mange kunder fra Jylland, som rejser til Grønland. Først og fremmest er der naturen og naturligvis kulturen. Det er et fantastisk sted at rejse til. Der er ikke mange steder i verden som Grønland og vi håber, at der på et tidspunkt kommer to ugentlige flyvninger.”
Det røde bånd blev klippet over af Katja Vahl, Air Greenland’s kommunikation- og marketing manager, som udtalte:
“Air Greenlands kerneopgave er at skabe de bedste forbindelser til, fra og i Grønland. Da vi analyserede være kunders rejsemønster i 2019 så vi, at en stor del af dem, der i dag flyver mellem Kangerlussuaq og København rejser videre til Jylland.”
Åbningen af ruten fra Billund giver derfor god mening for rigtig mange rejsende. Men trods vækstpotentiale er man i øjeblikket begrænset af indenrigskapaciteten fra Kangerlussuaq. Dertil siger Katja Vahl til InsideFlyer:
“Lige nu flyver vi til Kangerlussuaq, men de fleste passagerer flyver videre til andre destinationer i Grønland. Men om to år har vi den nye landingsbane i Nuuk og det giver os bedre muligheder fremadrettet.”
Det er tanken, at lufthavnsudvidelsen i Nuuk vil gøre det muligt at flyve direkte til Nuuk.
Der var derfor ikke bare stor glæde men også en sprudlende optimisme at spore før Lufthavnsdirektør Jan Hessellund kunne ringe med Billunds store skibsklokke – den symbolske afslutning på festlighederne omkring ruteåbningen.
“Vi brugte 2022 på et at skabe et come-back efter Corona. Men dette er en ny forbindelse, det er et nyt kapitel, som vi åbner.”
Han sluttede sin tale til de fremmødte gæster og de rejsende ved gaten med følgende ord:
“Vi klipper det røde bånd som et symbol på et nyt og stærkt samarbejde for at udvikle Billund Lufthavn, Air Greenland, men i høj grad for jer passagerers skyld, som har brug for at blive bedre forbundet til området og derved skabe bedre tilgængelighed til familie, til venner og til drømmedestinationen!”
Forsidebillede: Billund Lufthavn kan nu tilføje Kangerlussuaq i Grønland til afgangstavlen. Foto: BongoPlanes
Skriv et svar