Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
I går blev ruteudbuddet fra Billund Lufthavn til erhvervsrejsende større, da British Airways genåbner ruten til Heathrow i London, og Ryanair genåbner ruten til Wien.
Her har vi det klassiske spørgsmål om, hvordan vi får gang i luftfarten igen. Hvad kommer først: Er det hønen eller ægget: Skal efterspørgslen komme før udbuddet eller omvendt?
2 ruter genåbner
På trods af, at regeringen har skærpet restriktionerne grundet stigningen af Coronasmitte i Danmark og i resten af Europa, er det stadig vigtigt, at dansk erhvervsliv bliver understøttet på det globale marked. Erhvervsrejsende er som udgangspunkt nødvendige rejser, og derfor kan erhvervsrejsende rejse ud og komme hjem uden at blive ramt af karantæne, som de ferierejsende gør.
Men det danske erhvervsliv kan ikke fastholde deres globale relationer, hvis der ingen flytransport er. Derfor er det glædeligt for det vestdanske erhvervsliv, at British Airways genåbner en vigtig erhvervsrute mellem Billund Lufthavn og Heathrow i London, og at Ryanair genåbner ruten til Wien.
Faktaboks: Stort ruteudbud fra Billund på trods af et orange Europa I 2019 havde Billund Lufthavn 100 direkte destinationer, og nu hvor næsten hele Europa er orange, er der stadig 22 direkte ruter, hvoraf en stor del af ruterne er populære for erhvervslivet og vigtige for at få arbejdskraft ind i Danmark.
Det er fantastisk, at British Airways genåbner ruten til Heathrow, og at Ryanair genåbner ruten til Wien. I vores dialog med bl.a. British Airways, gør de det klart, at der er nødt til at være ruter, før der kommer passagerer. Og det er fuldstændig rigtigt. Vi ved fra erhvervslivet i Vestdanmark, at der er mange virksomheder, der begynder at lempe på deres interne rejserestriktioner, og det er flyselskaberne klar til at understøtte.
Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn
Erhvervsrejser er anerkendelsesværdige formål, og virksomheder kan påvirke ruteudbuddet
Når Billund Lufthavn gør passagergrundlaget op, er det ingen overraskelse, at de erhvervsrejsende er blandt den største gruppe rejsende derfra. I Danmark er der omkring 800.000 jobs, der relaterer sig til eksporten, omkring 400.000 af de jobs ligger i Billund Lufthavns optageområde.
Flyselskaberne er opmærksomme på, at Billund Lufthavn ligger i et stærkt erhvervsområde med nogle af Danmarks største internationale virksomheder i området. Og før Corona skyllede ind over verden, var der flere virksomheder, der gik til lufthavnen med dokumentation om et stort antal af erhvervsrejser til et givent område, hvorefter lufthavnen satte fokus på udviklingen af en ny direkte forbindelse. I øjeblikket er det stagneret, men det kan være mere relevant for virksomhederne nu end nogensinde før, da ruteudbuddet er faldet så markant.
Virksomhederne i vores område har tidligere været med til at påvirke, hvilke ruter der blev åbnet. Det er langt fra umuligt, at det sker igen. Vi servicerer størstedelen af det danske eksporterhverv i Danmark, og hvis virksomhederne mangler vitale ruter, vil vi gerne understøtte etableringen i at få ruten tilbage.
Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn
Skriv et svar