Billund Lufthavn ser lys for enden af tunnelen

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Flere og flere passagerer finder tilbage til flyene, efterhånden som Europa langsomt er ved at åbne grænserne for danskere. Det betyder, at væsentligt flere erhvervsrejsende og solhungerende turister i maj benyttede Billund Lufthavn.

I maj 2021 benyttede godt 25.000 passagerer Billund Lufthavn. Det er cirka 50% flere passagerer end i forrige måned. Men selv om fremgangen er til at få øje på, så svarer aktivitetsniveauet kun til omkring 8% målt i forhold til maj 2019.

Den politiske genåbningsplan for udenlandsrejser samt det nyligt introducerede danske Corona-pas er begge årsager til, at flere danskere nu sætter kursen mod lufthavnen og ud i Europa.

I den forgangne måned har vi sendt de første fyldte charterfly afsted til Mallorca, Gran Canaria, Lanzarote, Fuerteventura og Malta. I den kommende tid forventer vi endnu flere destinationer – det er så dejligt at mærke forventningen og ferieglæde i afgangshallen igen.

Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn

Den positive tendens fortsætter, efterhånden som smittetallene falder i Europa. Allerede i den kommende uge vil destinationer såsom Milano, Rom, Vilnius og London igen komme på lufthavnens afgangstavle.

Med genåbningsplanen samt et færdigudviklet dansk Corona-pas kan vi se frem til et åbent Europa allerede fra udgangen af juni. Derfor oplever rejse- og charterbureauer lige nu stor travlhed. Med 17 rutenyheder på programmet glæder vi os også over at høre, at flyselskaberne ligeledes sælger masser af billetter.

Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn

Blandt nyhederne denne sommer finder man blandt andet en ny direkte rute til Zürich med Swiss. Dertil kommer nye ruter med spanske Vueling til Mallorca, Malaga og Barcelona.

Forsat positive takter for luftfragten

Cargo Center Billund havde endnu en travl måned i maj, hvor 6.002 tons luftfragt strømmende gennem fragthallerne. Det er stort set status qua i forhold til sidste år. Tendensen er fortsat, at mere og mere gods sættes direkte på et fragtfly eller et kurerfly i Billund fremfor at blive kørt på lastbiler til andre lufthavne i Europa.

Fragtmængderne i maj 2021 skal ses i lyset af, at Billund Lufthavn sidste år i maj modtog 10 store Boeing 747 og 777 fragtfly, som kom med 1.200 tons værnemidler blandt andet til det danske sygehusvæsen. Dette har ikke været tilfældet i år. Til gengæld er værnemidlerne blevet erstattet af gods fra den danske industri, der forsat opretholder en stærk global eksport.

Det er fantastisk at se, at Turkish Airlines Cargo samt kurererne UPS, FedEx, TNT samt DHL oplever en stærk vækst. Dette er en naturlig følge af lufthavnens placering midt i den danske industri samt ikke mindst en kraftig stigning i nethandelen, hvor Vestdanmark ligeledes spiller en central rolle”.

Jan Hessellund, adm. direktør i Billund Lufthavn



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *