Swiss åbner ny rute mellem Billund og Zürich

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

2. juli begynder Swiss at flyve mellem Zürich og Billund Lufthavn. Swiss er med i Star Alliance – og derfor kan du optjene EuroBonus point, når du vælger at prøve den nye rute.

Selvom der er modvind i hele luftfartsbranchen, er der medvind på ruteudviklingen i Billund Lufthavn. Flyselskaberne viser stor interesse i det vestdanske marked med Billund i centrum. Så armene er ikke til at få ned igen ved nyheden om, at der kommer endnu flere flyselskaber til lufthavnen.

Swiss er det nationale flyselskab i Schweiz. Det er et selskab i Lufthansa koncernen. Billund Lufthavn er stolt over at kunne tiltrække den nye rute og byde Swiss velkommen i danmarks anden største lufthavn. Ruten til Zürich giver mulighed for en forlænget week-end i alpelandet. Lufthavnen i Billund og Swiss forventer også, at mange schweiziske turister vil bruge ruten for at besøge Danmark den kommende sommer.

Det er en stor fjer i hatten, at Swiss ser og anerkender det stærke marked, vi ligger i. Vi har længe ønsket os det her samarbejde og en rute til Zürich. Det er en fantastisk destination som citybreak, og nu hvor vi danskere er blevet ekstra vilde med vandreture, byder alperne i Schweiz på en uforglemmelig vandre- eller adventureferie. Og så glæder vi os til at kunne åbne dørene i Vestdanmark op for endnu flere schweiziske gæster.

Jesper Klausholm, marketingchef, Billund Lufthavn

Bastian Frantz, General Manager Sales Denmark, fra Lufthansa Group ser også meget frem til åbningen af den nye rute.

Vi er i Lufthansa Group meget glade for, at Billund Lufthavn endelig bliver forbundet til Schweiz med Swiss. Jeg ser et stort potentiale i mulighederne for at koble ruten op til resten af verden via Swiss’ rutenetværk. Der er for eksempel rigtig gode muligheder til vores italienske, spanske og sydeuropæiske destinationer. Derudover har Schweiz altid været populær blandt de danske ferierejsende, men jeg forventer også, at antallet af schweiziske turister stiger i Vestdanmark.

Bastian Frantz, General Manager Sales Denmark, Lufthansa Group

Ruten til Zürich åbner op for hele verden

Swiss er et stort flyselskab, der flyver ud fra Zürichs store lufthavn til hele verden. Det vil sige, at den nye rute er endnu et samarbejde, der åbner op for resten af verden.

Billund Lufthavn har mange store netværkslufthavne i porteføljen. I 2019 var lufthavnen koblet op til 11 af de største hub-lufthavne i Europa, og det åbner hele verden op med one-stop rejser. Ruten til Zürich giver danskerne endnu flere muligheder for at skræddersy præcis deres ønskede rejse.

Swiss flyver hver mandag og fredag, og det passer perfekt til en ferietur til Schweiz, men ankomst og afgangstiderne er ligeledes tilpasset Swiss andre ruter ud i verden via Zürich. Så når Europa og verden åbner op igen, er ruten til Zürich en attraktiv måde for at komme på drømmerejsen med kun ét stop.

Jesper Klausholm, marketingchef, Billund Lufthavn

Tidstabel

Som tidligere nævnt, har ruten to ugentlige afgange. Der flyves fra Billund til Zürich hver mandag og fredag kl. 15.10. Ankomsten i Zürich er planlagt til kl. 17.00

Hjemrejsen fra Zürich til Billund er planlagt til kl. 12.15 om mandagen (ankomsten er kl. 14.05). Fredag flyves 5 minutter tidligere, d.v.s. afgang fra Zürich kl. 12.10 med ankomst i Billund kl. 14.00.



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *