Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Normalt er nytårsraketter og lufthavne ikke en god kombination, men akkurat ved udgangen af 2017 kunne man godt få lyst til at sende en raket i vejret for at fejre udviklingen i Billund Lufthavn. 3.375.363 passagerer benyttede lufthavnen. En stigning på 9,2 %, eller hele 283.350 ekstra passagerer i forhold til 2016.
Administrerende direktør for Billund Lufthavn Kjeld Zacho Jørgensen udtaler at:
Det er ottende år i træk, at vi kan melde om stigning i passagertallet, og vi synes, det er en god tradition. Vi er naturligvis helt klar over, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at vi ikke kan forvente så store vækstrater hvert år, så vi glæder os lidt ekstra over det netop ved dette årsskifte. Vi havde forventet en vækst, men ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at den ville blive så stor.
Gennem de seneste år har det været udenrigsruterne, der har skabt væksten i Billund Lufthavn – og 2017 er ingen undtagelse. 2.349.048 passagerer benyttede udenrigsruterne, og det vidner om både et stærkt rutenet og et godt kundeunderlag.
Kjeld Zacho Jørgensen forsætter med at:
Det jysk-fynske område er i god vækst både hvad angår arbejdspladser, indtjening og bosætning. Naturligvis er der lokale forskelle, men generelt har vi oplevet en fremgang i økonomien i vores område, og det tror jeg, er en af forklaringerne på passagerfremgangen.
Virksomhederne oplever stigende efterspørgsel, hvilket kan ses både i deres rejseaktiviteter og i godsmængderne. Privatøkonomien er i bedring for rigtig mange, og det omsætter mange til oplevelser i form af ferie og rejser.” Med mere end 50 direkte forbindelser samt mere end 500 destinationer med ét flyskifte har Billund Lufthavn gennem de seneste år cementeret sin betydning som den jysk-fynske internationale lufthavn.
Indenrigstrafikken viser en smule tilbagegang, hvilket i overvejende grad skyldes ændringer i antallet af daglige afgange til og fra København.
Til dette siger Kjeld Zacho Jørgensen at:
Det er en tendens vi arbejder på at vende gennem samarbejde med såvel SAS som Københavns Lufthavn. Vi ved, at antallet af afgange er særdeles vigtig, ligesom en hurtig vej gennem lufthavnene har stor prioritet. Det arbejder vi med, og håber, at det kan skabe forbedringer i de kommende år.
Chartertrafikken oplevede et af sine bedre år i 2017. Med 901.108 rejsende er der tale om en vækst på 2,4 %, svarende til 21.160 passagerer.
Kjeld Zacho Jørgensen siger om chartertrafikken at:
Dårligt dansk sommervejr sætter sit aftryk på rejselysten. Mange charterafgange var 100 % fyldte med gæster, der sukkede efter sol og varme. Og alt tyder på, at det vil fortsætte i 2018, da bureauerne melder om gode forsalg til den kommende sommer.
Godsmængderne sætter også nye rekorder. 72.470 tons gods er en stigning på 8,8 % i forhold til 2016, som også var et rekordår.
Omkring godstrafikken siger Kjeld Zacho Jørgensen at:
Vi har i flere år set efter grænsen på 70.000 tons gods, og den passerer vi med god margin i 2017. To ugentlige afgange med Turkish Airlines, gode forbindelser til de store godslufthavne i Nordeuropa og dygtige medarbejdere er med til at skabe gode resultater til gavn for virksomhederne i vores område.
Som afslutning siger Kjeld Zacho Jørgensen at:
Her ved årsskiftet vil jeg gerne takke de mange rejsende for at vælge Billund Lufthavn, som en del af deres rejse. Vi bestræber os hver dag på at give alle en god, personlig og professionel service på deres korte ophold hos os. Tak til flyselskaber og samarbejdspartnere for god dialog og flotte resultater. Tak til alle medarbejdere for en engageret og dedikeret indsat hver dag. Vi glæder os til 2018, til at leve op til forventningerne om god service og til at forbinde vores område direkte med verden.
Forsidebilledet er taget af Visitbillund
Skriv et svar