Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Billund Lufthavn tror på, at de nye regionale rejsevejledninger og de nye karantæneregler vil hjælpe luftfarten. Dertil kommer at lyntest også kan give de rejsende viden om, hvorvidt de er smittet.
Billund Lufthavnen har lige offentliggjort trafiktallene for november. Det er den første måned i luftfartens vinterprogram, og det har ikke just været den bedste start. Bølge to af COVID-19 har igen taget styringen, og det har betydet endnu en nedlukning af store dele af luftfarten. Der er dog både kommet regionale rejsevejledninger, udsigt til nye karantæneregler og lyntest som kan hjælpe luftfarten i den rigtige retning.
De nye tal og tiltag.
I slutningen af oktober blev Europa malet orange igen, og det har påvirket passagertallet i Billund Lufthavn i den forkerte retning. Der er nemlig kun gået 16.764 rejsende igennem terminalen, hvilket er 93 procent færre end november 2019.
Men november har også bragt nyheder med sig, der kan skrue håbet op for en bedre vintersæson. Der er kommet regionale rejsevejledninger, som kan åbne op for regioner i områder, der ellers er orange. Der er udsigt til, at der i løbet af december kommer nye karantæneregler for rejsende, som kommer hjem fra et orange område. Og der er kommet lyntest i Billund Lufthavn.
Vi vil ikke dvæle ved de dårlige tal, vi vil fokusere på de muligheder, der er kommet i november. Lyntest i lufthavnen har stor værdi for de erhvervsrejsende, og testen, der giver svar på 15 minutter, er eftertragtet, da det giver en større fleksibilitet. Snart er det heller ikke nødvendigt med 14 dages karantæne, hvis man rejser til et orange område. Snart er det forhåbentligt nok med fire dages karantæne plus ventetiden på sin negative test.
Og nu er der endelig åbnet op for regionale rejsevejledninger. Det giver et håb for rejsebureauerne, der kan sende danskere til de næsten coronafrie områder. Nu handler det om, at vi får indført test før afgang på alle europæiske afgange, så vi kan flyve coronafri på tværs af grænserne.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn
Godt ruteudbud og lufthavn for EM-deltagere
På trods af vinterprogram og strenge rejsevejledninger er der stadig et fornuftigt ruteudbud i Billund Lufthavn. KLM, Lufthansa, Atlantic Airways, Ryanair og Wizz Air holder stadig gang i en lang række ruter. Wizz Air åbnede endda en ny rute til Bacau i Rumænien søndag 29. november, som allerede fra første flyvning har vist sig at være populær.
Billund Lufthavn lægger også rammer til indrejsende EM-deltagere til det kvindelige håndbold EM, der afholdes i Danmark fra 3. december til 20. december.
Billund Lufthavn understøtter og servicerer et stort og stærkt erhvervsområde, der bl.a. er afhængige af gode forbindelser til Amsterdam og Frankfurt, men også til Rumænien og Polen. Vi er også glade for, at vi kan tage imod EM-deltagerne og kan være behjælpelig med, at deres coronafri-boble starter i Billund Lufthavn.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn
Overvældende fremgang på fragtflyene
Black Friday og Cyber Monday er nogle hektiske dage for fragten, det har det ligeledes været i år, hvor COVID-19 har fået folk til tasterne for at handle online. Turkish Airlines med deres to ugentlige fragtfly og kurerflyene fra TNT/Fedex, UPS og DHL, der flyver fast alle hverdage, ser i den forbindelse en flot fremgang. De har bl.a. indsat større fly og ekstra afgange.
Samlet set er fragten i Billund Lufthavn i november gået ned med 19,9 procent sammenlignet med november 2019. Det svarer til en samlet nedgang på 1.395 tons.
Vi oplever en stor stigning på efterspørgslen på fragt af e-commerce både ind og ud af landet. Selvom den pæne vækst på kurerflyene ikke kan udligne nedgangen, vi ser i fragten, som normalvis bliver kørt fra os til de store lufthavne, hvorfra det bliver distribueret videre, er vi yderst tilfredse med at være en så stor aktør på fragten af e-commerce.
Jan Hessellund, administrerende direktør i Billund Lufthavn
Se trafik-tallene for november 2020
Skriv et svar