Billund Lufthavn vækster, trods svære tider i andre jyske lufthavne

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

September har været en god måned i Billund Lufthavn, der vandt verdensmesterskabet i ruteudvikling og markedsføring. I lufthavnen har der været en stigning på 6,8 procent i forhold til september 2018.

Flyselskaber og lufthavne har altid haft høj- og lavsæsoner, men forskellen mellem de to sæsoner bliver mere og mere udlignet i Billund Lufthavn. September er nemlig endnu en måned med vækst. 6,8 procent, svarende til 23.540 flere passagerer end sidste års september. I alt benyttede 369.954 passagerer lufthavnen i årets første efterårsmåned. 

Et godt tegn på, at fordelingen af passagerer bliver mere ligeligt fordelt ud over hele året, er den stigende efterspørgsel på regionalruter uden for sommerferien, som er steget med omkring 20 procent i forhold til samme måned sidste år. Næsten 110.000 passagerer benyttede lufthavnens regionale ruter i september 2019. De regionale ruter forbinder Vestdanmark med bl.a. Manchester, Færøerne og Wien.

Når regionalruterne stiger 20 procent i en måned som september, tør jeg godt sige, at der tegner sig et mønster – der er mindre og mindre forskel mellem højsæson og lavsæson. Vi har fået flere nye ruter til destinationer, der underbygger erhvervslivet i Danmark, men flyrejser er også blevet mere allemandseje, derfor er der også flere, som flyver på familie- eller vennebesøg, på fodboldrejser eller på andre kulturelle weekendture.

Jan Hessellund administrerende direktør i Billund Lufthavn

I september rejste der to procent flere passagerer til én af lufthavnens 11 hub-ruter. 

Svære tider i andre jyske lufthavne

Til trods for at Billund Lufthavn vækster, går det knapt så godt hos lufthavnens nordjyske lillebror. Her har Aalborg haft en tilbagegang på 11,3% i september måned. En måned der ellers er blevet beskrevet som årets travleste af lufthavnen selv.

Også Aarhus melder om svære tider, da de præsenterede et underskud på 33 millioner i sommer. Her oplever man dog positiv passagervækst.

Danmark er et populært rejsemål for udenlandske turister
Den primære danske feriesæson sluttede allerede i forrige måned, men dette er ikke tilfældet i mange udenlandske lande, som i september stadig er i udkanten af sommerferien. De udenlandske turister kan også mærkes på den markante vækst i september 2019. 

Feriesegmentet er nemlig steget med omkring syv procent siden sidste års september – og i alt er næsten 150.000 passagerer rejst gennem lufthavnen for at holde ferie.

Når vi får en ny rute, forsøger vi at skabe noget opmærksomhed om ruten både i Danmark, men også i den anden ende af ruten. Og Danmark er mere og mere tilstede i turisternes mindset. Vi kan i hvert fald se, at der fortsat kommer flere turister til Danmark via Billund Lufthavn.

Jan Hessellund.

23. september vandt Billund Lufthavn verdensmesterskabet i ruteudvikling og markedsføring i Adelaide, Australien. Det er flyselskaberne fra hele verden, der udpeger vinderen, og prisen vil derfor endnu engang sætte fokus på Billund Lufthavn blandt nuværende og fremtidige kunder, hvilket er med til at tiltrække endnu flere turister til Danmark. 

Vi havde over 25 møder på ruteudviklingskonferencen i Adelaide, Australien. Derefter har vi været til nogle interessante møder i Asien. Forhåbentligt ser vi frugten af vores arbejde i fremtiden.

slutter Jan Hessellund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *