Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Omfanget af COVID-19 betyder lige nu væsentligt færre passagerer for Billund Lufthavn og dermed væsentligt lavere indtægter.
Som konsekvens af krisen er lufthavnen nødt til at tilpasse sig situationen og varsler derfor en reduktion i medarbejdertallet.
Udbredelsen og varigheden af COVID-19 krisen trækker ud, og det har fået store konsekvenser for antallet af flypassagerer over hele verden. I Billund Lufthavn er antallet af passagerer ligeledes faldet brat, og den nuværende sundhedskrise kommer til at markere afslutningen på 10 års uafbrudt vækst i Danmarks anden største lufthavn. I øjeblikket er der stort set ikke noget passagertrafik til og fra Billund Lufthavn. Det betyder, at store dele af indtægtskilden i lufthavnen er forsvundet fra den ene dag til den anden.
Billund Lufthavn frygter en tilbagegang i hele 2020 på over to millioner passagerer ud af de 3,7 millioner passagerer, der rejste igennem lufthavnen i 2019. Prognoser fra luftfartsbranchen viser, at der potentielt kan gå op til fem år før, at trafikken er tilbage på dét niveau, der var i 2019.
Som konsekvens af krisen varsler lufthavnen nu afskedigelse af, hvad der svarer til 270 fuldtidsstillinger pr. 31/05-2020. Lufthavnen beskæftiger lige nu det der svarer til 800 fuldtidsstillinger.
Det er trist, at COVID-19 tvinger os ud i en situation, hvor vi skal sige farvel til så mange dygtige medarbejdere. Det er en uvirkelig situation. For to måneder siden præsenterede vi vores vækstplan frem mod 2040. Nu skal vi handle rettidigt, så lufthavnen kommer bedst muligt igennem krisen og kan stå konkurrencestærkt på den anden side. Det kan vi desværre kun gøre ved at tilpasse antallet af medarbejdere i forhold til det fald, der er i indtægterne.
Det gør ondt, men vi håber at flere af medarbejderne søger tilbage, når trafikken vender, og vi skal opjustere igen.
Jan Hessellund, administrerende direktør for Billund Lufthavn
Skriv et svar