Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Påsken gav vanlig høj rejseaktivitet og trak marts i plus målt mod marts 2023. Fremgang på både passager og især luftfragt.
Årets første tre måneder er målt på antal passagerer tæt på samme periode i fjor. Isoleret set går marts 2024 frem med 4,3 procent og samlet set lander måneden på 256.004 rejsende. Det er på linje med forventningerne. Marts afrunder vintersæsonen og dermed indledes sommersæsonen i Billund Lufthavn. Sæsonen løber fra 31. marts til slutningen af oktober.
Vinteren lukker stærkt, og rejselysten har været stor i påsken. De seneste måneder har budt på færre flysæder hos lavprisflyselskaberne, til gengæld har netværksselskaberne stor vækst. Det modvirker i nogen grad de manglende sæder. Ved udgangen af vintersæsonen har vi således grund til at forvente, at vi når samme høje passagertal for hele 2024, som vi gjorde i rekordåret 2023.
Jan Hessellund, der er adm. direktør i Billund Lufthavn.
Nye ruter fylder op
Sommeren varsler vanen tro nye og masser af genåbninger af ruter. Norwegian åbner en række nye afgange. Her tegner den Iberiske halvø sig for nye ruter til Alicante, Malaga og Palma de Mallorca. Fra juni flyver selskabet ligeledes til Stockholm to gange ugentligt, hvor SAS i forvejen flyver 3 daglige direkte flyvninger. Air Baltic åbner fra maj en direkte rute til den estiske hovedstad Tallinn.
Herudover er det glædeligt at KLM øger antallet af daglige flyvninger til Amsterdam fra fem til seks, mens LOT udvider fra syv til ti ugentlige flyvninger til Warszawa. Sommerfartplanen byder på 30 direkte ruter med Ryanair, inklusive f.eks. Porto, Madrid og Wien og DAT genåbner den direkte forbindelse til Østersøens perle Bornholm. I det nordatlantiske flyver både Icelandair og PLAY op til seks ugentlige afgange til Island og Air Greenland genstarter ugentlige flyvninger til Grønland.
Ved indgangen til sommersæsonen er der altid en række ubekendte. Temperaturen på den danske sommer er en af dem. I skrivende stund fortæller vores samarbejdspartnere hos charterbureauerne om fin efterspørgsel. Det tyder på at aktiviteten i det segment, når samme niveau som sidste år. Sommeren byder også på et par meget store sportsbegivenheder i henholdsvis Tyskland og Frankrig med EM i fodbold og OL. Danmark spiller to indledende kampe i henholdsvis Frankfurt og München, og Paris lægger kulisse til utallige OL-discipliner. Så er man sportsinteresseret, er det godt at vide, at vi har gode forbindelser til alle tre byer hen over hele sommeren.
Jan Hessellund, der er adm. direktør i Billund Lufthavn.
Luftfragt fortsætter fremgangen
Vækstraterne i fragtmængderne bliver fortsat målt i to cifre. Marts gik 13,5 procent frem og der blev håndteret godt 7.800 tons luftfragt i lufthavnen. I marts blev Billund Lufthavn det blot tredje sted i verden, hvor specialtrænede bombehunde kan screene en hel lastbil på få sekunder.
Vores handling servicerede sidste år omkring 200 luftfartsselskaber, der i 2023 fik fløjet 78.000 tons luftfragt ud i verden. Den fragtmængde forventer vi stiger med 30 procent i 2030. Derfor har vi investeret et betydeligt beløb i den nye godkendte screenings-metode, der giver mulighed for at vi kan tilbyde vores kunder fra hele Nord- og Mellemeuropa en billigere, hurtigere og mere skånsom screening af luftfragten. Vi kan med rette have store forventninger til de forretningsmæssige perspektiver metoden åbner.
Jan Hessellund, der er adm. direktør i Billund Lufthavn.
Se traffiktallene her i detaljer: Marts (bll.dk)
Kilde: Pressemeddelse
Foto: Austrian Airlines ERJ-195LR (OE-LWD) i Billund Airport (BLL) (BongoPlanes)
Skriv et svar