Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Booking.com’s årlige og mest omfattende undersøgelse af rejseforudsigelser til dato peger på, at rejsende vil være nødsaget til at navigere i modsigelser og kaos når de skal planlægge deres rejser.
Globalt set er vi mere optimistiske omkring rejser i 2023 sammenlignet med 2022, og på trods af den nuværende ustabilitet der kan mærkes verden over, siger over halvdelen af de danske rejsende (60%) at det er umagen værd at tage ud at rejse. Stemningen ændrer sig fra håbefuld usikkerhed til en stærk omstillingsparathed – mens 2022 handlede om at vi igen kunne rejse, vil 2023 handle om at gentænke rejser midt i en kaotisk tid. Der er intet der er for skørt, og alt er muligt i en verden fuld af modsigelser, hvor vi alle prøver at finde den rette balance.
For at forstå hvordan vi kommer til at gentænke rejser i 2023, har Booking.com foretaget en omfattende undersøgelse med mere end 24.000 rejsende på tværs af 32 lande og territorier1 og sammenholdt den med virksomhedens indsigt som en førende digital rejseplatform for at dele syv forudsigelser om rejser.
I en tid med generel uro, hvor krig, stigende social polarisering, inflation og presserende bekymringer om klimaforandringer fortsat ændrer verden radikalt, føler folk at de på den ene side ønsker at gøre det der er vigtigt for dem, og på den anden side ønsker at tage hensyn til deres daglige forpligtelser. Rejseforudsigelserne for 2023 afspejler disse følelser og er et billede på hvordan de rejsendes behov går i mange forskellige retninger for at tilpasse sig denne foranderlige tid.
1. Tilbage til naturen
Camouflerede hytter, mad over lejrbål og kompas til at finde vej – i 2023 handler det om at komme tilbage til naturen. Et par kaotiske år med naturkatastrofer, politisk uro og en global pandemi har for nogle betydet mindre tiltro til verden og det moderne liv med letsindig komfort. Næsten to femtedele af danske rejsende (38%) ønsker mere simple rejseoplevelser og leder efter naturferier, hvor de kan undslippe virkeligheden (52%) og leve livet med minimale fornødenheder (38%). De er også ivrige efter at bruge deres rejser i 2023 til at træne deres overlevelsesevne (55%), blandt andet ved at lære hvordan man kan finde rent vand (47%), lave et bål fra bunden (36%), søge føde i naturen (30%) og tilmed forberede sig på en apokalypse (30%).
Vi kan forvente at se flere miljøvenlige overnatningssteder dukke op for at tage imod udbrændte byboere der søger enkelhed, samt overnatningssteder der kan tilbyde gæsterne vejledning i at blive mere selvforsynende ved eksempelvis at finde og tilberede deres egne måltider under opholdet. Rundt om i verden forventes det også at der vil dukke skoler op som har fokus på overlevelse i naturen, hvor de rejsende kan lære nødvendige færdigheder for at overleve en katastrofal begivenhed.
At tage tilbage til naturen i 2023 betyder dog ikke nødvendigvis at al komfort vil blive tilsidesat. Der er en generel opfattelse af, at naturoplevelser er lig med at undvære luksus (53%), men der er også et stærkt ønske om at kombinere natur og luksus, og 49% vil kun overveje naturoplevelserne hvis det kan lade sig gøre under behagelige forhold.
Og hvor meget vil rejsende i 2023 egentlig koble sig fra omverden? Over halvdelen af de danske rejsende (51%) har et ufravigeligt krav: Der skal være telefon- og internetforbindelse på rejsemålet. Så denne gruppe rejsende tager ikke ud i vildmarken uden 5G.
2. Ud i den virtuelle verden
Engang var rumrejser ambitiøse og vilde. Men nu hvor det er blevet normalt, hvad er så næste skridt? En tredjedel af de danske rejsende (33%) siger at de vil bruge virtual reality til at finde inspiration til deres rejser næste år, og dermed bliver 2023 året hvor rejser for alvor bevæger sig ind i metaversets virtuelle 3D-verden, som er under konstant udvikling. Næsten en tredjedel af de rejsende (28%) har mod på at tage på en virtual reality- eller augmented reality-rejseoplevelse over flere dage. Men metaverset bliver mere end en mulighed for at se noget inden man køber det; det vil være med til at oplyse, underholde og inspirere os og åbne døren til uendelige eventyr. Rejsende vil ikke længere være begrænset af fysikkens love og kan eksperimentere med forskellige rejseoplevelser i et år hvor metaversets verdener vil kopiere og genskabe rejsemål. Ser vi længere frem end 2023, vil haptisk feedback-teknologi (brug af bevægelser, vibrationer og lignende til at kommunikere med brugeren) gøre virtuelle rejser til en virkelig medrivende oplevelse med troværdig 3D-touch, såsom følelsen af bløde sandkorn eller solens varme stråler.
De rejsende bliver mere dristige i deres valg af feriedestinationer efter at have haft muligheden for at se dem online i metaverset først. Det gælder især dem der måske kan være nervøse over at besøge et nyt sted. 37% af de danske rejsende vil med større sandsynlighed rejse et sted hen de ikke tidligere havde overvejet efter de har besøgt det virtuelt.
Mens metaverset giver de rejsende en ny måde at opleve verden på i det kommende år, vil det stadig ikke stoppe os fra at booke en fysisk billet til vores næste rejsemål – næsten syv ud af ti (69%) siger nemlig, at en virtuel rejse ikke er tilfredsstillende nok til at strege et rejsemål over på listen med drømmedestinationer.
3. Ud af tryghedszonen
Nogle har måske opsparet energi, andre opsparet frustration, men uanset hvad er vi verden over klar til at opsøge andre kulturer og oplevelser med alt hvad det indebærer. To femtedele af de danske rejsende (40%) ønsker et fuldstændigt kulturchok i 2023 – for eksempel ved at rejse et sted hen med en helt anden kultur og sprog (53%) eller ved at udforske mindre kendte byer med skjulte skatte som ikke allerede er på radaren (26%).
Glem de sædvanlige favoritter. I 2023 vil de rejsende opsøge unikke feriesteder der chokerer, overrasker og fornøjer. Næsten tre fjerdedele (70%) ser frem til rejser der skubber til deres grænser, så der vil være en tilstrømning af nicheoplevelser der opfordrer rejsende til at tage deres rejser til ekstremer. Over to femtedele (41%) er på jagt efter verdens mest eksotiske spise såsom den stærkeste chilipeber, mens 32% gerne vil bruge deres ferie på at udforske liv i rummet, for eksempel ved at spotte ufoer eller rumvæsner.
Det er måske ikke overraskende at den type af rejsende som ønsker kulturchok, også er mere risikovillige – flere end tre ud af 10 (35%) vil gerne købe en enkeltbillet i 2023 og følge deres instinkt, hvor end det tager dem hen.
4. De gode gamle dage
Midt i en tid med global ustabilitet og et ønske om at flygte fra virkeligheden ønsker mange at skabe rejseoplevelser der vækker minder om enklere tider. Nostalgiske ophold er for de fleste danske rejsende (87%) noget der kan give glæde ved at minde os om bedre tider og derfor står det også øverst på ønskelisten for rejser i 2023. Der er en længsel efter at forsvinde ind i en romantisk forestilling om tiden før den digitale tidsalder – også blandt millennials og yngre generationer der aldrig selv har oplevet den. Næsten en femtedel af de rejsende (17%) søger oplevelser som vækker følelsesladede, for nogle uægte, minder om forgangne tider, såsom besøg til vartegn eller seværdigheder der er med i ikoniske retrofilm, eller at vælge bussen som den primære transportform for at genkalde sig gruppeånden ved ungdommens skoleudflugter. De rejsende vil ikke længere gøre afkald på underholdning til fordel for afslapning. Stadigt flere opsøger adrenalinsus i forlystelsesparker (48%) og gør brug af deres indlevelsesevne til at bygge forter med kæmpestore byggeklodser eller deltage i aktiviteter som escape rooms og skattejagter.
Mange millennials er nu småbørnsforældre, så flere vil vælge rejsemål som tidligere har været populære i 80’erne og 90’erne, såsom Budva i Montenegro, et glamourøst alternativ til Saint-Tropez for de kendte i 80’erne, eller Bolzano i Italien der er populært takket være byens retro julemarkeder – begge rejsemål optræder på listen over de mest populære rejsemål i 2023. Millennial-rejsende vil være de første til at booke rejser med et tidsalder bestemt tema, der tager dem tilbage til en tid der betyder meget for dem, og de tager højst sandsynligt familien med. Gensyn med familien og rejser med flere generationer af familiemedlemmer er nemlig også højt på listen over drømmerejser i 2023.
5. Rejser til det indre og nydelse
I 2023 bliver velvære for sind, krop og sjæl taget til et højere niveau på rejsen – en fuldstændig fordybende og uhæmmet tilgang til at opnå fred og nydelse, herunder utraditionelle måder at føle sig lykkelig på. Ferier med meditation og mindfulness for at afbalancere tankerne er som altid populære blandt de danske rejsende (35%), samtidigt svarer næsten 4 ud af ti (37%) at de gerne vil finde ro på et “silent retreat”, og mere end to femtedele (41%) vil gerne på et sundhedsophold, hvor fokus eksempelvis er på mental sundhed eller på vigtige milepæle som overgangsalderen eller graviditet. Til dem der søger stærkere spirituelle oplevelser der kan røre sjælen, står mere eksperimentelle wellness-oplevelser på listen 2023, da 33% af danske rejsende er interesserede i at prøve noget udover det sædvanlige på næste wellness-ophold.
Flere samtaler i det offentlige rum om seksuelt velvære, nydelse og orientering får samtidig flere til at hive tid ud af kalenderen for at tage på et erotisk ophold, svarer næsten en tredjedel af de danske rejsende (30%). Diskrete ophold hvor rejsende kan eksperimentere med bondage, feticher og lignende forventes at blive mere almindelige i 2023, hvilket skaber et sikkert sted, hvor rejsende kan udforske deres seksuelle lyster uden for hjemmet.
6. Fra daglige rutiner til store firmaudflugter
I modsætning til muligheden for at arbejde hvor du vil, som efterhånden er blevet et næsten lige så almindeligt vilkår som ferie med løn, vil ansatte gerne spare på deres feriedage så de kan holde helt fri. En betydelig andel (55%) ønsker ferier helt uden arbejde i 2023, og mens over to femtedele (42%) ikke er interesserede i at arbejde på ferien, så ville de alligevel overveje at tage på en forretningsrejse eller udflugt med arbejdet.
Dermed er forretningsrejser tilbage på programmet i 2023. Men ulig forretningsrejserne før coronatiden opsøger de ansatte muligheden for at opbygge et fællesskab med kollegaerne i virkeligheden (udenfor kontoret), hvilket afspejler et stigende behov for at kombinere arbejdsrejser med produktiv adspredelse. Faktisk ser 36% af de danske respondenter frem til at deres arbejdsgiver planlægger en “rigtig” forretningsrejse der kan samle folk, og næsten halvdelen (45%) ser gerne at deres arbejdsgiver bruger de penge der er sparet fra at man er gået over til at arbejde (delvist) hjemmefra, på forretningsrejser eller -udflugter.
Derfor vil vi i 2023 opleve en stigning i forretningsrelaterede rejser hvor fokus vil være på at styrke medarbejdernes relationer og dyrke fritidsinteresser fremfor arbejde. Arbejdsgiverne vil gøre konferenceoplevelsen til en leg og skabe de nødvendige rammer for samarbejde og teamwork. Det kunne være overlevelsesture i luksushytter eller på landsteder med fælleskøkken og udendørsaktiviteter eller ophold med et kriminelt tema hvor spionskole, detektivkurser eller CSI-simulationer er en del af en skattejagt.
Denne tendens er også fordelagtig for virksomhederne. Over to femtedele (43%) af de danske respondenter mener at det at udforske nye steder vil inspirere dem til at blive mere produktive på arbejdet.
7. Vi sparer for at bruge endnu flere penge
På grund af den globale økonomiske usikkerhed vil rejsende i 2023 fortsat prioritere rejser, men de vil være mere opmærksomme på hvordan de får mest muligt ud af deres rejsebudget, og hvad der er vigtigst for dem. Bekymringsfri ophold vil stadig være øverst på listen, og over to femtedele (43%) af de danske rejsende siger, at det at finde pengene til at tage på ferie stadig bliver prioriteret højt. Det bliver dog afgørende at være budgetbevidst. Næsten seks ud af 10 af de danske rejsende (58%) vil helst føle at de får ekstra meget for de penge de bruger på at rejse.
I 2023 vil vi se økonomisk velorganiserede rejseplaner hvor folk planlægger deres rejsebudget mere nøje ved at gøre brug af tilbud, tricks og velovervejede rejsetidspunkter (47%) og ved at prioritere valuta for pengene takket være rabatter og loyalitetsprogrammer (40%). Næsten halvdelen af de rejsende (48%) vil spare penge ved at overveje at rejse uden for højsæsonen eller vælge ruter der tager længere tid, mens halvdelen (50%) regner med at planlægge rejser længere tid i forvejen i håbet om at finde et bedre tilbud. Næsten halvdelen (47%) mener at de får mest for pengene ved at vælge en eller to længere ferier fremfor flere kortere ophold.
Set i dette lys er mange rejsende også overraskende villige til at skrue op for forbruget – og endda bruge ekstra meget – på de dele af ferien der betyder mest for dem. Mere end en tredjedel af de danske rejsende (36%) indrømmer at de planlægger at være mere frie i deres forbrugsvaner når de er på ferie, for at opveje for de manglende rejser de seneste par år, mens 39% planlægger at bruge ekstra penge på at få mest muligt ud af opholdet og sikre at hver eneste oplevelse er det værd.
Som afslutning siger Christin Schmidt følgende:
Hvis de seneste par år har lært os noget, så er det at vi ikke bør tage rejser for givet. Dette års undersøgelse af rejseforudsigelser viser den underliggende tendens om at vi alle får det mere behageligt med at træffe beslutninger midt i den vedvarende ustabilitet. Den viser også et ønske om at man gennem rejser vil opsøge glædelige øjeblikke uden at føle skyld og komme væk fra dagligdagen og den tunge virkelighed vi ser i nyhederne. Booking.com har en fortsat målsætning om at gøre det nemmere for alle at finde deres unikke rejseglæde på en mere personlig og sammenhængende måde i de kommende år og fremover.
Christin Schmidt, Regional Manager for Danmark hos Booking.com.
Note 1:
Undersøgelse med fokus på rejseforudsigelser for 2023 bestilt af Booking.com og udført blandt en række voksne med planer om at rejse i forbindelse med arbejde eller fritid indenfor de næste 12-24 måneder. I alt deltog 24.179 personer fordelt på 32 lande og territorier (herunder 1014 fra Argentina, 1006 fra Australien, 505 fra Østrig, 504 fra Belgien, 1009 fra Brasilien, 503 fra Canada, 1009 fra Kina, 1010 fra Colombia, 505 fra Kroatien, 505 fra Danmark, 1010 fra Frankrig, 1001 fra Tyskland, 500 fra Hongkong, 1005 fra Indien, 504 fra Irland, 504 fra Israel, 1008 fra Italien, 1003 fra Japan, 504 fra Mexico, 502 fra Holland, 1007 fra New Zealand, 1009 fra Portugal, 507 fra Singapore, 1008 fra Sydkorea, 1001 fra Spanien, 505 fra Sverige, 508 fra Schweiz, 500 fra Taiwan, 504 fra Thailand, 1006 fra Storbritannien, 1009 fra USA og 504 fra Vietnam). Deltagerne udfyldte et online spørgeskema i august 2022.
Foto: Dariusz Sankowski from Pixabay
Skriv et svar