Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Så er det igen blevet mandag, og det betyder endnu en gang en dagbog her fra det jyske.
Ugen har budt på masser ag flyvning og endda en tur til Sverige
Mandag havde jeg nemlig planlagt en tur til Sverige, hvor vi skulle lave en touch and go i Malmö. Jeg havde planlagt at flyve en STAR ind til Malmö. Det står for Standard Arrival Routes, og er en rute der er lavet af lufthavnen. Den starter ved et punkt, og har derefter forskellige punkter som fører ind til lufthavnen.
På billedet kan man se STAR’en ind til Malmö. Vi fløj den STAR der hedder SVEDA2F, som starter på SVEDA (SVD) cirka midt på kortet. Man følger herefter ruten ind til lufthavnen. Så efter SVD, er det ind til VEY. På stregen ind til VEY står der over stregen 22, og nedenunder SVD2F. De 22 er afstanden fra SVD til VEY. Dvs. at der er 22 nautiske mil mellem de to punkter. SVD2F er navnet som vil dukke op, når piloter skal indtaste indflyvningen i computeren. Man følger som sagt ruten hele vejen ind til man er på ILS’en til banen. Efter ALM neders på billedet skal man lave et højre drej. Her står der 2500 under stregen. Det betyder at man ikke må flyve under 2500 fod før man er på ILS’en. ILS (Instrument Landing System) har jeg fortalt om før, men I får lige en hurtig genopfriskning. Det er det de fleste fly flyver efter, når de skal ned og lande. Her følger man radiobølger der kan fortælle hvor flyet ligger i forhold til banen. Det kan piloterne så se på deres skærm og flyve meget præcist ned til banen og lande, selv i meget dårligt vejr. Jeg har endelig tid til at lave nogle videoer der forklarer lidt om det vi flyver. Og den første bliver nok omkring anflyvningen til banerne.
I Malmö fik vi dog af vide allerede i 2000 fod, at vi skulle gå rundt og flyve mod Kastrup. På vej mod Kastrup fløj vi lige over Malmö by og indflyvningen til bane 04L i Kastrup. Et utroligt flot syn i mørket med indflyvningslyset til banerne. På billederne kan man se Københavns Lufthavn. Banernes lys er meget retningsbestemt, så det er derfor man kun kan ane banerne, selvom man næsten ligger ude for banerne.
Efter at have passeret Kastrup satte vi kursen mod Roskilde hvor vi lavede en ILS til bane 21, denne gang også med en go-around. Derefter vendte vi snuden mod Aarhus i bælgragene mørke. En super fed tur, men det var med et par kolde fødder at vi landede i Aarhus. I den højde vi lå i, var der omkring 15 minusgrader, og flyene er ikke specielt gode til at varme. Så de var lidt stivfrosne til sidst.
Dagen efter skulle jeg også ud at flyve. Jeg havde planlagt en hurtig tur til Sønderborg. Det havde sneet aftenen før og i løbet af dagen, så jeg var meget skeptisk for om jeg kom ud, da flyene ikke må flyve i is. Men kl. 15 lettede vi fra Aarhus og fløj mod Sønderborg. Der var ingen problemer med is, da vejret var for koldt til at det kunne blive siddende. Men det betød endnu en gang at fødderne var stivfrosne allerede inden vi nåede Sønderborg. I Sønderborg lavede vi en missed approach, da vi havde alt for meget sidevind til at vi kunne lande. Så efter anflyvningen fløj vi tilbage mod Aarhus igen.
Søndag var jeg også ude og flyve en kort tur. Turen skulle være gået til Halmstad i Sverige og Roskilde, men da vejret var for dårligt, blev det desværre ikke til noget. til gengæld var jeg ude at øve nødprocedure omkring lufthavnen. Jeg startede med at sidde bagved, mens en af mine medstuderende fløj. Vi øvede både motorfejl og brand, og lukkede en motor ned i luften. Det var anden gang jeg har prøvet det, og det ser stadig meget mærkeligt ud, når den ikke drejer rundt. Ikke et syn jeg håber at opleve uden for træningsøjemed.
Det var alt for denne uge. I næste uge står den på endnu mere flyvning, men det afhænger som altid af vejr og vind. Men vi krydser fingre og håber på det bedste.
Indtil næste gang.
Skriv et svar