Dagbog fra en pilotstuderende – Uge 35

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Så gik endnu en uge, og jeg har lidt nyt fra flyveskolen.

Eksamenerne er så småt på vej, og vi er for alvor begyndt på vores teorioplæsning. Vi har, som jeg har skrevet tidligere, eksamener sidst i maj og i starten af juni, så vi skal til at køre en del spørgsmål igennem, så vi er klar.

Hvis nogle af jer, følger skolen på de sociale medier, vil I vide at vi har fået vores ene single-engine malet i nye farver. Og til dem af jer, der ikke følger skolen, så har vi fået malet vores ene single-engine i nye farver.
Det er gjort, da skolen mente, at den tidligere grå farve var for kedelig, og svær for andre at se i gråt vejr.

De nye farver med den gamle bemaling i baggrunden

Om torsdagen var jeg ude at flyve i den nye flyver. Jeg havde planlagt en tur til Aalborg og Vesthimmerland, som ligger omkring Aars.

Turen blev fløjet i lav højde, da der var mange skyer, men det gør det kun sjovere.
Efter at have lavet to touch’n’go’s i Aalborg, fløj jeg videre til Vesthimmerland. En meget sjov plads at flyve til, da der står høje træer for enden af banen. Så ind over dem, før man kunne gå ned for at lande. Her fik jeg kun lavet en enkelt touch’n’go. Jeg havde aftalt en bestemt tid, jeg skulle være tilbage på, med min instruktør, så da jeg stadig havde 1 1/2 time tilbage, spurgte jeg Karup, om jeg også måtte lave en touch’n’go der. Det var jeg velkommen til. På vej ned mod Karup, fik jeg pludselig øje på Skive flyveplads. Så jeg fortalte Karup, at jeg skiftede over til Skive Radio, og ville være tilbage om et øjeblik. Så ned og lave endnu en touch’n’go og derefter tilbage til Karup. På vej ind til Karup var der en del regnbyer der skulle undgåes. Så det var zigzag flyvning uden om de værst synlige regnbyger, for derefter at lave en touch’n’go i Karup.

Efter Karup, gik turen direkte hjem til Århus, hvor jeg fik lavet to touch’n’go’s og derefter en landing med en samlet flyvetid på 3 timer og 8 landinger.

This slideshow requires JavaScript.

Håber I alle har haft en god påske. Indtil næste gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *