Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Vi har tidligere her på InsideFlyer.dk – skrevet om at Danmark er et kreditkort-uland. Den påstand står vi stadig ved – for de danske forbrugere har betydeligt færre valgmuligheder end i de fleste andre lande.
Men heldigvis ser vi stille og roligt nogle små forbedringer (og en enkelt forringelse). Ikke store, men små skridt fremad er bedre end den stilstand det danske kreditkortmarked har været i i mange, mange år og langt hen ad vejen stadig befinder sig i.
Den frie konkurrence på kreditkortmarkedet er reelt stadig ikke-eksisterende i Danmark. Officielt er den der, men så længe politikerne beskytter Dankortet og forretningerne må opkræve ublu kreditkortgebyrer, så bliver det ikke nogen reel konkurrence og giver ikke forbrugeren særligt gode valgmuligheder.
Bankernes kreditkort er utidssvarende
Netop fordi der ikke er reel konkurrence på kreditkortmarkedet, så er det – i Danmark – primært bankerne som tilbyder deres egne (og skrabede) produkter. Fortrinsvist Visa/Dankortet, men også Mastercards i udgaver, som egentligt er ganske uattraktive.
I de fleste andre lande er det muligt at få gode kreditkort, som optjener bonuspoint af forskellig art – og som ikke mindst indeholder andre goder, som f.eks. tilmeldings bonus, 2-for-1 voucher til bonusprogrammer, concierge-service, loungeadgang, gode rejseforsikringer m.v.
Nogle af disse ting tilbydes også i Danmark, men sjældent i en samlet pakke. I store træk må man vælge mellem bonuspoint eller tillægsydelser. Sjældent er det muligt at få begge dele i samme kort.
Danmark halter langt bagefter Norge og Sverige og endnu længere bagefter flere andre lande.
SAS har i mange år været eneste reelle bonus-kreditkort
Igennem mange år har SAS været eneste reelle bonus-kreditkort for flyrejsende, som ønsker at optjene bonuspoint til gratis rejser. Sammen med SEB har de tilbudt et Diners Club kort og et Mastercard.
Begge kort er ganske skrabede og findes kun i en udgave hver, som langt fra er særligt attraktive. Diners Club giver mulighed for at købe loungeadgang og Mastercard har en rimelig begrænset rejseforsikring. Begge kort optjener EuroBonus-point, men ikke i særligt stort omfang.
SAS Mastercard giver 10 EuroBonus-point pr. 100 kroner omsat på kortet og Diners Club 15 point.
Mastercard tilbyder også kun sølle 1.000 EuroBonus-point i tilmeldingsbonus, hvilket er noget “nærrigt” i forhold til at man i f.eks. Sverige kan få 12.000 point på et SAS American Express kreditkort.
Slut med SAS Diners Club
Det er dog ikke længere muligt at nytegne et SAS Diners Club kort. Denne kortløsning er ikke længere tilgængelig på SAS.dk og det efterlader altså de danske kunder med et meget skrabet udvalg.
SAS og Nykredit produkt for de få udvalgte
SAS tilbyder dog nu også et Mastercard til Nykredits kunder. Her kan man også optjene 10 point pr. 100 kroner. Men det kræver at man er boliglånskunde eller Private Banking kunde hos Nykredit. Så det er altså ikke en løsning, som er særligt interessant for de fleste.
Små forbedringer
Der er dog i den seneste tid kommet er par produkter på markedet som kunne være interessante for mange.
Selvom Danmark stadig er et direkte uland på dette område, så er det dog stadig værd at tage de små goder med som er tilgængelige.
Banknorwegian Visa
Bank Norwegian, som har introduceret et Norwegian kreditkort i Danmark er en af de “lavthængende frugter”, som man bør plukke. Mest af alt fordi det ikke koster noget i årsgebyr.
Dette kort er et ret simpelt kort, som kun giver begrænsede muligheder. Men da det er et såkaldt “cash back” kort, som optjener 1% af det beløb du forbruger og at denne bonus også kan bruges til at delbetale Norwegian flybilletter, så er det dog også et kort, som rigtigt mange kan få glæde af.
Her skal man ikke vente til man har opsparet et stort antal point for at kunne få glæde af sin bonus. Du kan nemlig betale med de point du måtte have optjent og betale resten af flybilletten med kontanter. Desuden kan dine Cash Points bruges på alle flybilletter og du er altså ikke begrænset til at rejse når der er ledige bonusbilletter. Til gengæld er du begrænset til at du kun kan bruge dine Cash Points på flybilletter med Norwegian, hvor de fleste andre bonusprogrammer giver dig langt flere muligheder.
Bruger du kortet til at købe Norwegian flybilletter, så optjener du hele 5% cash points på lavprisbilleter og hele 20% på flex billetter.
Lægger man til at dette kort ikke har noget årsgebyr, så er det nærmest en “no brainer” at bestille dette kort.
Det koster dig altså ikke noget og du vil optjene bonus, som kan bruges på Norwegian flybilletter.
BankNorwegian kreditkortet er altså et rigtigt godt alternativ i stedet for det Mastercard, som din bank tilbyder dig og som ikke giver dig nogle goder af betydning.
Der er desværre ingen tilmeldingsbonus på BankNorwegian kortet.
British Airways Mastercard
Resursbank udsteder et British Airways Mastercard i Danmark. Her får du et noget mere interessant tilbud for nytegning. Efter første køb får du 2.000 Avios point og bruger du for 20.000 kroner inden 30. juni 2016, så får du yderligere 7.000 Avios point. De i alt 9.000 Avios er nok til en bonusbillet tur/retur fra København til London med British Airways. Du skal dog stadig selv betale skatter/afgifter.
Dette British Airways kort giver dig 10 Avios point for hver 100 kroner du bruger på kortet og 20 Avios når du køber flybilletter hos British Airways.
Derudover indeholder kortet heller ikke nogle goder af betydning. Her er altså også tale om et ret skrabet kreditkort. Der er et oprettelsegebyr på kr. 195,- og et årsgebyr på kr. 295,- på dette kort. Altså i den billigere ende, men indholdet på kortet retfærdiggør absolut heller ikke mere end det.
I modsætning til det svenske British Airways Visa kort, så er det – i Danmark – ikke muligt at optjene til en 2-for-1 voucher.
American Express er et lukket land i Danmark
Et af de mest populære bonus-kreditkort i vores søsterlande i Norge og Sverige er SAS American Express. I både Norge og Sverige er der mulighed for at få en 2-for-1 voucher til EuroBonus når man omsætter for over et vist beløb. Desuden er optjeningen på omsætningen også ret god. Helt op til 20 EuroBonus-point pr. 100 (svenske) kroner, hvilket cirka svarer til 20 point pr. 86 danske kroner.
Altså en betydelig bedre deal end danske kunder får tilbudt.
Desværre, så tilbyder American Express ikke nogle kreditkort i Danmark p.t. Tidligere udbød de kort via Danske Bank, men ikke et co-branded kort med SAS.
I dag der ingen danske American Express kort på markedet, desværre. Helt sikkert fordi det danske marked er uinteressant fordi Dankortet bliver politisk beskyttet og butikkerne har tilladelse til at opkræve store kreditkortgebyrer. Noget som f.eks. ikke er tilladt i Sverige. Det er ganske enkelt ikke besværet værd for American Express at tilbyde et kort på et så lille marked.
Uland
Danmark er altså et kreditkort uland – ingen tvivl om det. Mulighederne for at optjene bonuspoint på kortforbrug er yderst begrænsede og omkostningerne for at benytte kreditkort er ekstremt høje i forhold til andre lande. Ærgerligt at kunderne ikke reelt får et frit valg og ganske uforstående at det er lovligt at diskriminere produkter på denne måde.
Der arbejdes nu på EU regler, som begrænser og ensformer disse kreditkortgebyrer. Det kan forhåbentligt hjælpe på at vi i Danmark kan få flere produkter på markedet på sigt. Denne begrænsning vil dog sikkert også have indflydelse på de bonusser, som kreditkortselskaberne kan tilbyde – nok desværre i negativ retning. Hvis de får begrænset deres betaling fra butikkerne, så vil der også være færre penge at give tilbage til kunderne.
Hvordan de kommende år vil udvikle sig kan vi kun spå om, men vi håber at danske forbrugere snart for samme muligheder som forbrugere i andre lande.
Mathias siger
Heldigvis er vi et uland! Grunden til vi ikke kan optjene bonusser er fordi kreditkortene simpelthen er for dyre i brug, det kan man som forbruger se i Danmark grundet muligheden for at opkræve gebyrene butikkerne har ved modtagelse af kortet direkte hos forbrugeren. Hvis man skjuler denne udgift vil flere bruge kreditkort for at optjene bonus, hvilket vil få priser e til at stige i butikkerne generelt
Sebastian Bruun siger
Nu skal man jo heller ikke gøre systemet i Danmark værre end det er.
Sidder med en regning fra et australsk rejsebureau for en flyrejse til Europa.
..og der er ikke tale om valutatillæg – det er en australier, der betaler sin australske regning i AUD..
Paypal: 1.00% (men hvad tager Paypal så derudover, når man betaler sin konto hos dem?)
Mastercard: 1,98%
Visa : 1,98 %
Amex: 2,97 %
Diners 3.00% !!