Dansk firma fjerner kø ved security i lufthavne

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Virksomheden Exruptive har med hjælp fra foreningen LINX udviklet en scanner og trolley, der kan minimere ventetiden ved sikkerhedstjekket i lufthavnen.

Om få år kan det være slut med at vente i evigheder på, at dine medpassagerer får fisket laptop, kabler og nøgler op af tasken, når de skal igennem sikkerhedstjekket i lufthavnen.

Det er takket være det danske firma Exruptive, der med bistand fra foreningen LINX, har udviklet en scanner, der ved hjælp af røntgenstråler meget mere præcist kan identificere, hvad der er i tasken.

– Vores scanner kan faktisk se forskel på, om en passager har en Coca Cola eller en Coca Cola Light med i tasken.

Morten Christensen Projektmanager ved Exruptive.

Den forbedrede scanner betyder også, at du i fremtiden blot kan køre din baggagetrolley gennem scanneren – der er ingen grund til at tage stort og småt op af tasken.

Det er vores vurdering, at det vil kunne øge passagerflowet og fordoble eller tredoble hastigheden ved sikkerhedstjek. Det vil først og fremmest komme de rejsende til gavn. Men det vil også komme lufthavnene til gavn, da passagerne vil have en mere rolig tur og dermed have mere lyst og tid til at bruge penge.

Morten Christensen

Hjælp fra foreningen LINX

Vejen til den smarte scanner er gået via den danske LINX-forening, der skaffer firmaer adgang til forskningsekspertise indenfor noget af verdens mest avancerede neutron- og røntgenstråling.

– Vi har kunnet hjælpe Exruptive, fordi man med den teknologi ikke bare kan se på, men igennem materialer – helt ned på atom-niveau.

Jacob Becker-Christensen, direktør for LINX.

Undervejs i udviklingen fik Exruptive hjælp fra LINX til at teste sit udstyr på den fælleseuropæiske synkrotron ESRF i Grenoble i Frankrig. Synkrotroner gør det muligt at arbejde med røntgenstråler ved lige præcis de energier, som er relevante for dem.

Trolley får dig hurtigt til gaten

Det er dog ikke kun en scanner, som Exruptive har udviklet. Faktisk lægger de op til en fuldstændig omkalfatring af vejen gennem lufthavnen. Sammen med scanneren har firmaet udviklet en trolley, der dels vil kunne køre gennem den nye type scanner og dels vil kunne guide passagerne i lufthavnen på en indbygget skærm. Det betyder, at det er slut med at fare forvildet rundt efter den rette butik, gate eller skærm, hvor du kan se de opdaterede flyafgange.

Han forventer, at Exruptives løsninger er i brug i forskellige lufthavne i Europa og Mellemøsten i løbet af de kommende to år. Og han understreger, at fremtidsudsigterne ikke er blevet dårligere, selvom corona i øjeblikket sætter sit præg på flytrafikken.

Corona betyder, at flere gerne vil have en kontaktløs rejse. Og det kan vores løsning også hjælpe med. Vi kan minimere kødannelse, hvor du står op og ned ad andre. Og hele din bagage skal heller ikke rodes igennem af andre.

Morten Christensen



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *