Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
DAT har længe forsøgt at holde ruten mellem Karup og København flyvende, men det viser sig fortsat at der simpelthen ikke er kunder nok som vil bruge ruten til at den kan holdes i live.
Da der er for få kunder på de 3 daglige rotationer mellem Karup (Midtjyllands Lufthavn) og København, så tager DAT nu konsekvensen og lukker ruten.
Tallene fortæller også de hårde fakta. På DR P1 blev der i dag oplyst at der kun havde været godt 20.000 passagerer på ruten her i 2022. Med 3 daglige rotationer med flytypen AT72, som kan have omkring 66-68 passagerer (ud fra en ATR72-200), så betyder det at DAT kunne have fløjet over 70.000 passagerer i årets første 9 måneder. Så er 20.000 passagere ikke noget som giver god grobund for en rute, da det giver en gennemsnitlig loadfaktor på under 30%.
DAT skriver følgende i går i en pressemeddelse:
Vi er ærgerlige over at måtte meddele at vi opererer den sidste flyvning mellem Midtjylland og København d. 9. december.
Vi ser lige nu næsten alle kollegaer i branchen skære afgange, kapacitet og hele ruter væk i den kommende vintersæson. De høje energipriser rammer os alle og på et tidspunkt hvor vi ellers havde set frem til langsomt at vende tilbage til normal drift. En ny krise afløser den gamle, og det har ganske enkelt ikke været muligt at få enderne til at mødes i rutens budget for næste år. I en tid hvor kollektive transportudbydere modtager ekstraordinær kompensation for at modstå prisstigninger, så gør uafhængige regionale flyselskaber det ikke. Dette til trods for at ruten til København er vigtig infrastruktur.
Både før og under Corona har vi selv investeret betydeligt i at opretholde ruten, men må nu erkende at den investering er tabt. Det er hårdt.
Det har altid været en fornøjelse at flyve til Midtjyllands lufthavn og vi sætter pris på den indsats lufthavnens medarbejdere har ydet gennem tiden. Vi har givet vores indspil til hvordan man politisk sikrer en god og stabil forbindelse i fremtiden, og er åbne for at genetablere ruten hvis rammerne er der.
Robert Rungholm, CCO i DAT
Det har desværre endnu en gang vist sig at være meget svært at holde den indenrigsrute i gang.
Foto: Danish Air Transport ATR 72-600 (OY-RUV) i Copenhagen Kastrup Airport (CPH) – Foto: BongoPlanes
Skriv et svar