Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Efteråret i Aalborg Lufthavn blev rundet af med bidende koldt dansk vintervejr, der i den grad gav anledning til en solrig tur sydpå, hvor De Kanariske Øer var de helt store trækplastre i november 2023. Med fortsat luft under vingerne i rejseaktiviteten til udlandet var der en samlet fremgang på 1,6 procent i forhold til november 2022.
I november 2023 var der alt i alt 105.548 passagerer gennem terminalen i Aalborg Lufthavn. Det er en fremgang på 1,6 procent i forhold til samme måned året før – et resultat af blandt andet hele 28,9 procent flere udenrigsrejsende i november.
100 flere udenrigsfly til og fra Aalborg Lufthavn
Den høje efterspørgsel på rejser til udlandet var ikke til at tage fejl af i november 2023, hvor der i sammenligning med november 2022 var over dobbelt så mange afgange til Amsterdam med KLM – en populær rute for erhvervslivet og ferierejsende på vej til oversøiske feriedestinationer i blandt andet Asien og Nordamerika.
I årets vinterprogram har vi fået mere KLM-trafik på banen, med hele fire daglige afgange vinteren igennem, og i sammenligning med november sidste år, har vi rundt regnet haft 100 flere fly i luften til og fra udlandet. Langt størstedelen er KLM-fly, som til dels kunne opveje for den mindre indenrigstrafik i november, hvor de rejsende derfor har haft mange rejsemuligheder videre ud i verden via både København og Amsterdam.
Vi kunne samtidig i november glæde os over en stor anerkendelse fra de rejsende med KLM, der har kåret os som dén lufthavn i Europa med den bedste kundeoplevelse. Det er vores medarbejders fortjeneste, der hver dag gør en kæmpe indsats.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn
Op til 10 ugentlige afgange til De Kanariske Øer
Der er i år et større rejseudbud til De Kanariske Øer end tidligere fra Aalborg Lufthavn. Foruden de altid populære charterafgange med blandt andet Apollo Rejser, Bravo Tours, Spies og TUI, kom Norwegian i november på banen med en direkte rute til Tenerife, og i løbet af december kan vi se frem til airBaltic med to ugentlige afgange til Gran Canaria samt nyheden La Palma med Bravo Tours op til jul og nytår.
Den nye Norwegian-rute til Tenerife er kommet rigtig godt fra start med fyldte fly hele måneden, og i søndags kunne vi ligeledes se frem til at byde airBaltic velkommen med deres direkte rute til Gran Canaria. Sol og strand på De Kanariske Øer kommer derfor til at fylde på afgangstavlerne i de kommende vintermåneder, hvor vi i løbet af december vil komme helt op på 10 ugentlige afgange til Fuerteventura, Gran Canaria, La Palma og Tenerife.
Niels Hemmingsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn
Trafiktal for november 2019-2023
2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | |
Indenrigs | 70.868 | 21.903 | 72.718 | 74.230 | 69.909 |
Udenrigs | 29.770 | 2.080 | 20.064 | 19.875 | 25.615 |
Charter | 7.598 | 26 | 9.439 | 9.739 | 10.024 |
I alt | 108.236 | 24.009 | 102.221 | 103.844 | 105.548 |
Foto: Jonas R. Søndergaard
Skriv et svar