Emirates får overskud

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Emirates regnskabsår endte ved udgangen af marts. Selskabet har overskud for 32. år i træk. Det på trods af både coronapandemi og nedlukning af en landingsbane i Dubai internationale lufthavn.

Emirates Group har lige offentliggjort sit seneste regnskab. Emirates Group består af flyselskabet Emirates og dnata – der blandt andet driver lufthavne og cateringfaciliteter for Emirates og andre flyselskaber.

Selskabets regnskabsår går fra 1. april til 31. marts. Emirates Group er dermed et af de første luftfartsrelaterede selskaber, der fremlægger regnskabstal for en del af pandemi-perioden.

Regnskabet viser overskud for 32. år i træk. Resultatet på 3,2 mia. kroner (AED 1,7 mia.) er imidlertid en nedgang på 28% i forhold til sidste regnskabsår. I samme periode var omsætningen 195 mia. kroner (AED 104 mia.) – et fald på 5%. Nedgangen skyldes dels færre flyvninger under den planlagte lukning af en landingsbane i Dubais internationale lufthavn. Lufthavnen er udgangspunkt for alle selskabets flyvninger. Desuden har corona-pandemiens påvirket lufttrafikken i marts, hvor passagerflyvninger har været midlertidigt suspenderet.

Emirates Group kommer ikke til at betale udbytte for regnskabsåret 2019-2020. Det skyldes den helt særlige situation, som coronapandemien sætter selskabet i, og de krav den vil sætte til likviditeten. Sidste regnskabsår udbetalte selskabet knap 937 mio. kroner (AED 500 mio.) i udbytte til Dubai Investment Corporation.

Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Emirates Airline og Group, siger om resultatet

I de første 11 måneder af 2019-20 præsterede Emirates og dnata stærkt, og vi var godt på vej til at nå vores forretningsmæssige mål. Fra midten af februar ændredes omstændighederne imidlertid hurtigt, da corona-pandemien spredte sig over hele verden. Resultatet var et markant fald i efterspørgslen efter internationale flyrejser, da alverdens lande lukkede deres grænser og indførte strenge rejsebegrænsninger.

Trods de udfordringer opererede Emirates og dnata for 32. år i træk med fortjeneste som følge af en sund efterspørgsel efter Emirates’ prisvindende produkter og service, især i årets andet og tredje kvartal (juli – dec 2019, red.), og i kombination med i gennemsnit lavere brændstofpriser over hele året.

Markedet er først normalt om halvandet år

Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum fortsætter med at give denne vurdering:

Corona-pandemien vil påvirke vores 2020-21-resultat voldsomt, da Emirates’ passagerflyvninger har været midlertidigt suspenderede siden den 25. marts, og fordi dnatas aktiviteter påvirkes af afmatningen af flytrafik og rejseefterspørgsel overalt i verden. Vi fortsætter med at gribe aktivt ind overfor omkostningsniveauet og tager andre nødvendige skridt til at beskytte vores forretning, mens vi planlægger genoptagelse af driften.


Vi forventer, at det vil tage mindst 18 måneder, inden rejseefterspørgslen vender tilbage til noget, der ligner det normale. I mellemtiden samarbejder vi aktivt med tilsynsmyndigheder og andre relevante interessenter på at definere standarder, der kan sikre rejsende og operatørers sundhed og sikkerhed i en verden efter pandemien.

Forsidefoto: © Emirates



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *