Endelig afgjort: Der kommer ikke en konkurrerende terminal A i Københavns Lufthavn.

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har lukket en sag om muligheden for at etablere en konkurrerende passagerterminal i Kastrup til Københavns Lufthavne A/S. Det sker efter Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har besluttet ikke at ændre luftfartsreglerne.

Sagen om Terminal A begyndte i 2008, efter at Københavns Lufthavne A/S nægtede at udleje et jordstykke i Københavns Lufthavn Kastrup til Airport Terminal A ApS (Terminal A). Terminal A klagede derefter til konkurrencemyndighederne over, at Københavns Lufthavne overtrådte konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling.

For at kunne afgøre, om konkurrenceloven var overtrådt, bad Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen den daværende Trafikstyrelse vurdere, om der var noget i luftfartslovgivningen, som kunne være til hinder for Terminal A. Trafikstyrelsen afgjorde herefter, at luftfartsreglerne var til hinder for en konkurrerende lufthavnsterminal i Københavns Lufthavne.

Dermed blev Konkurrencerådet afskåret fra at træffe afgørelse i sagen. Det skyldes, at anden lovgivning kan sætte konkurrenceloven til side, hvis den relevante myndighed vurderer at begrænsningen af konkurrencen er en direkte og nødvendig følge af anden lovgivning.

Konkurrencerådet opfordrede det daværende Transportministerium til at ændre luftfartsreglerne og gøre det muligt at konkurrere på området.

Siden har sagen afventet en aftalemodel mellem Terminal A og Københavns Lufthavne, en landsretsdom og siden højesteretsdom i en sag mellem Terminal A og Transportministeriet samt en ny luftfartspolitisk strategi.

Senest har Transport, Bygnings- og Boligministeriet afgjort, at en ændring af reguleringen ville kræve en omfattende analyse, og at tidspunktet for en sådan analyse ikke var det rette. På den baggrund lukkes sagen også i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

I stedet for Terminal A har Københavns Lufthavn opført CPH GO, hvorfra lavprisselskaberne easyJet, Ryanair, Wizz Air og Transavia opererer.

Foto © Københavns Lufthavne A/S



Husk at ved at følge os på Facebook og Twitter - Så får du besked så snart vi udgiver noget!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *