Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Under et lidt for langt ophold i Beijing lufthavn havde jeg fornøjelsen af at besøge Air China First Class Lounge i terminal 3. Jeg havde ikke de høje forventninger, men fik dog en meget anstændig oplevelse.
Air China First Class Lounge i Beijing, Terminal 3 er noget så sjældent som en international førsteklasses lounge, der faktisk også giver adgang til Priority Pass-medlemmer. Med andre ord: Første klasse for alle! Selvfølgelig har du også adgang, hvis du rejser videre med Star Alliance eller Air China First Class, hvilket var tilfældet for mig. Der er blevet sagt og skrevet meget om Air Kinas first class lounge, men nu skulle jeg endelig prøve den selv.
Adgang og førstehånds indtryk
Det er temmelig stille i lufthavnen, da jeg ankommer til Beijing klokken fem om morgenen. Efter en noget forvirrende immigrations- og sikkerhedskontrol finder jeg min vej til loungen ved gate E20. Dér vil jeg sandsynligvis tilbringe de næste seks timer.
Det er lige så stille i loungen, som det ellers er i lufthavnen. Da der ikke er nogen kø ved indgangen til loungen, er jeg hurtigt inde.
Air China First Class Lounge i Beijing er på ingen måde så stilfuld som andre førsteklasses lounger, jeg har besøgt. Men jeg synes dog, den er smagfuldt indrettet. Det kan se ud som om de for nylig har opgraderet interiøret, da jeg ikke bemærker meget af det inventar, jeg før ankomsten har læst om i andre anmeldelser. Loungen er stor med masser af siddepladser, primært bestående af rækker af stole med små borde imellem. Ved buffeten er der også et spisebord.
Loungen er åben ud til afgangshallen, hvilket gør den støjende, når der er mange gæster i lufthavnen.
Mad- og drikkevarer
Da jeg skulle være i loungen i et stykke tid, havde jeg muligheden for at prøve både morgenmaden og frokosten. Maden er af god kvalitet, og hvis du kan lide kinesisk mad, får du ikke problemer med at finde nogle godbidder. Både morgenbuffet og frokostbuffet består af et anstændigt udvalg af varme retter, men frokostbuffeten har et lidt mere omfattende udvalg. Du kan også få salat, brød, sushi og nudler, der bliver tilberedt efter dine præferencer. Måske ikke førsteklasses kvalitet, men for en business lounge er maden helt sikker godkendt.
Imidlertid er udvalget af drikkevarer ikke så stort. Det alkoholfrie udbud består af Coca Cola, Sprite, Schweppes, juice og vand. Hvis du vil have øl eller vin, finde du kun lokale mærker. Når det er sagt, så smagte det kinesiske øl helt ok, og som man kunne forvente af masseproduceret øl alle andre steder i verden. Hvis du helle vil have et glas vin, er udvalget begrænset til rød- og hvidvine fra China Great Wall Wine Company. Jeg har al respekt for, at de ønsker at servere lokale produkter, men Kina er ikke et typisk vinland, og i en international first class lounge kan man forvente lidt mere.
Baren har et begrænset udvalg af spiritus, der nærmest kan karakteriseres som at komme fra den lokale døgnkiosk.
Derudover kan du finde et udvalg af enkle snacks, sandwich, te og kaffe forskellige steder i loungen.
Faciliteter
Det er nok her Air China First Class Lounge virkelig kommer til kort. Da jeg kommer fra en relativt kort natflyvning og ikke har været i stand til at sove ordentligt, vil jeg gerne slappe af. Jeg kan dog ikke finde de hvileværelser, jeg har læst skulle være her. Jeg prøver at spørge personalet, men det er vanskeligt for dem, at forstå mit spørgsmål på engelsk. Stolene i loungen er behagelige at sidde i, men er ikke egnede, hvis du vil tage en lur. Jeg formoder, at hvileværelserne kan være blevet lukket i forbindelse med en renovering. Det er brusebadet og toiletfaciliteter nemlig. For at komme på toilettet skal du faktisk gå ud af loungen og ned til gate 17, som er 2-3 minutter væk.
Loungen har en afdeling med læsestof og TV. Men skærmen var slukket under hele mit ophold. Der er et stort udvalg af aviser og magasiner, men hvis du ikke læser kinesisk er der meget lidt at vælge imellem.
Internettet er, som du ville forvente i Kina. Google og Facebook kan du godt glemme alt om. De fleste instant messaging-tjenester såsom Messenger og WhatsApp er blokeret. Ikke engang min VPN-tjeneste i super-anonym tilstand er i stand til at trænge gennem The Great Firewall of China. Og det trådløse netværk straffer mig ved at smide mig af, når jeg prøver at oprette forbindelse til VPN.
Konklusion
Jeg har det lidt svært med at give en samlet vurdering af Air China First Class Lounge i Beijings lufthavn, terminal 3. Det er en af de bedste Priority Pass Lounger, jeg har besøgt. Den er også accepteret som lounge for rejsende på business class. Men den lever slet ikke op til den standard, du kan forvente i en first class lounge. Maden er OK, men udvalget af drikkevarer er simpelthen for ringe. Og mange af de faciliteter, du ville forvente i en first class lounge , kan du slet ikke finde her.
Alt i alt er loungen bedre, end jeg havde forventet. Men det er absolut ikke en oplevelse på linje med Qatar Airways Al-Safwa lounge i Doha eller Lufthansas first class lounger i Frankfurt og München.
Artiklen er oversat og lettere bearbejdet. Den er oprindelig skrevet af Martin Damm Laupstad og bragt på vores norske søsterside www.insideflyer.no
Foto: Martin Damm Laupstad
Skriv et svar