Færøerne satser stort i jagten på flere turister

Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.

Ny landingsbane, ny lufthavnsterminal, nedsættelse af passagerafgifter, flere penge til markedsføring samt rabatter til flyselskaber. Alt sammen for at få flere udlændinge til at besøge atlanterhavsøerne mod nordvest

Den nye terminal (model)
Den nye terminal (model)

I går – den 17. juni – åbner Færøernes eneste internationale lufthavn, Vagar, sin nye terminalbygning. Og det bliver en moderne en af slagsen, hvor passagererne så vidt muligt skal klare sig selv. Det danske firma, Crisplant, har installeret et system, hvor passagerne selv skanner bagagen ind og sender kufferten af sted til flyets bagagerum. Men for dem, der ikke er vant til den slags, er der også de ’gammeldags’ skranker, hvor man kan få hjælp. ”Vi kommer også til at have manuel check-in, men vi vil opfordre folk til at gøre det selv”, forklarer lufthavnsdirektør Jákup Sverri Kass til Bonusfeber.

Den kommende taxfree-butik
Den kommende taxfree-butik

Terminalen fra 1978 er bygget til 100.000 passagerer, men den grænse er for længst passeret. I år forventer lufthavnen 260.000 passagerer, så det er på høje tid med en udbygning. Den nye terminal kan klare 400.000 passagerer og får også flere faciliteter end den gamle. Blandt andet vil ankomst og afgang fremover være samlet for at give et større kundegrundlag til lufthavnens forretninger – deriblandt nye restauranter. I dag er der en tax free-butik i både afgang og ankomst, men de vil fremover bliver samlet i én stor butik i terminalen. Og driften vil blive varetaget af et selskab ejet af lufthavnen og Atlantic Airways i fællesskab. Heinemann, som står bag butikkerne i bl.a. Københavns Lufthavn, bliver leverandør til den færøske butik.

 

Nye ruter

Lufthavnsdirektøren kæmper en hård kamp om at skaffe flere passagerer til det lille ø-rige. For nogle år siden åbnede en længere landingsbane, der kan klare større og mere brændstoføkonomiske fly.  Det har fået Atlantic Airways til at åbne ruter til Barcelona og Milano, og flyene er næsten fyldte med en load factor på 90-92%, og lufthavnen forventer i år at blive større end Aarhus Lufthavn på udenrigstrafikken.

Sverri Kass håber, at det kan få andre selskaber til at melde deres ankomst: ”Vi ser meget gerne, at der kommer andre selskaber og driver rutetrafik. Vi er i dialog med nogen, men jeg kan ikke sige konkret, hvordan det går. Dem, vi snakker med, er både europæiske og skandinaviske.”

Et af lokkemidlerne til nye ruter er rabat: ”Vi har rabatordninger for nye ruter. Hver gang Atlantic Airways starter nye ruter, så er vi ude med rabatter til opstarten – de første tre til fem år. Og det samme vil vi gøre for andre luftfartsselskaber. Udover det, så har vi et godt samarbejde med Visit Faroe Islands, som kommer ind med markedsføringsstøtte til nye ruter”, forklarer Sverri Kass.

Selv om han ikke ønsker at fortælle, hvilke selskaber han prøver at tiltrække, løfter han lidt af sløret: ”Vi har rute til London, men ikke til Skotland, hvor de fleste færinger har tilknytning til. Hvis du tager Aberdeen, så er det mere interessant for færøsk erhverv end London. Det kunne være oplagt for et andet flyselskab.” Flyselskabet Bmi Regional har hovedsæde i Aberdeen og er dermed et oplagt bud.

BMI Regional på besøg i Vagar
BMI Regional på besøg i Vagar

Mere charter

Bmi Regional er også et af de selskaber, der flyver charterturister til Færøerne. En niche, som lufthavnen også håber at udbygge: ”Nu har vi direkte ruter til Barcelona og Milano, men vi har ikke noget til Tyskland, Frankrig og Holland. Så det ville være en drøm – en ambition – at man kan flyve direkte fra Berlin, Paris og Amsterdam på charter”, fortæller lufthavnsdirektøren. Et af de mere usædvanlige besøg i lufthavnen, var da det khazakstanske fodboldlandshold fløj med et russisk selskab til Vagar for at spille mod de bold-ivrige færinger. Men også Widerøe, Austrian og Jet-Time har foretaget charter-flyvninger til Færøerne.

Det færøske selvstyre, der ejer lufthavnen, forsøger også på andre måder at øge trafikken. Sidst i 90’erne blev der indført en slags rejseskat på passagerer til og fra Færøerne – både med fly og skib. Den udgjorde 120 kroner pr. billet, men blev sidste år nedsat til 65 kroner – og i 2016 bliver den helt afskaffet. Desuden bliver budgettet for turistorganisationen Visit Faroe Islands mere end fordoblet, fra otte til 17 mio. kr.

Den nye terminal (model)
Den nye terminal (model)

 

Jákup Sverri Kass

  • 37 år
  • Direktør for Vagar Lufthavn siden april 2012
  • Har før været marketingschef for Atlantic Airways og salgs- og marketingsdirektør for Smyril Line
  • Første flyrejse: Som seks-årig til Bilbao (via København) med Mærsk Air
  • Medlem af SAS EuroBonus og Atlantic Airways’ Súlubonus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *