Denne side kan indeholde links til partnere, som betaler os kommission for salg.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fastsætter frist for en række flyselskabers tilbagebetaling af refusion til passagerer, der har fået deres flyafgang aflyst. Dermed får passagerer, som fortsat har penge til gode, klarhed over, hvornår de kan forvente at få deres billetter refunderet.
EU’s flypassagerrettighedsforordning slår fast, at passagerer har ret til refusion af deres ubrugte flybilletter inden for syv dage, når en flyafgang aflyses. Siden udbruddet af Covid-19-pandemien har mange passagerer oplevet en længere ventetid, når de har anmodet flyselskaberne om refusion af deres flybilletter.
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har i foråret og sommeren udvist forståelse for den vanskelige situation, som flyselskaberne har stået i med at håndtere de ekstraordinært mange refusionssager.
Styrelsen konstaterer imidlertid, at en række selskaber fortsat har udfordringer med at efterleve refusionspligten. På den baggrund har styrelsen gennemført en høring af en række flyselskaber med henblik på at få afdækket, hvilke tiltag selskaberne har taget for at efterleve fristen for tilbagebetaling på syv dage.
På baggrund af den gennemførte høring har styrelsen i dag informeret selskaberne om, at styrelsen i begyndelsen af oktober forventer at udstede påbud med følgende vilkår:
- Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne før den 1. oktober skal være refunderet senest den 15. november
- Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne i perioden 1. oktober-15. november skal være refunderet senest den 1. december
- Refusionsanmodninger modtaget af selskaberne efter den 15. november skal være refunderet efter senest syv dage
Med disse vilkår får selskaberne et tidsrum til at færdigbehandle de mange modtagne anmodninger om refusion og samtidig får passagerer, der fortsat mangler at få penge tilbage for ubrugte flybilletter, klarhed over, hvornår de kan forvente at modtage penge fra det enkelte selskab.
Styrelsen forventer at sende ovenstående påbud til følgende selskaber:
- Aegean Airlines
- Air France
- Brussels Airlines
- easyJet
- KLM
- Lufthansa
- Norwegian
- Ryanair
- SAS
- TAP Portugal
- Thai Air
- Vueling
Påbuddene vil gælde for rejser, som er aflyst af selskaberne, og hvor rejsen skulle være startet fra en dansk lufthavn. Det vil endvidere gælde for rejser fra et tredjeland med et EU-selskab til en dansk lufthavn. Er rejsen købt som en samlet booking gælder påbuddene, når både ud- og hjemrejsen er aflyst eller hvis udrejsen er aflyst, og hjemrejsen derfor ikke kan foretages.
Styrelsen vil løbende vurdere, om der er behov for tilsvarende påbud mod andre flyselskaber.
Hvis et eller flere selskaber ikke efterlever det påbud, styrelsen giver dem, påtænker styrelsen at henvende sig til anklagemyndigheden med henblik på, at der bliver anlagt sag med selskaberne for ikke at overholde EU’s flypassagerrettighedsforordning.
Skriv et svar