Kunne jeg da bare lære at holde kæft, når det nu ikke er muligt at lukke munden med tilbagevirkende kraft
Vi har igen 3 uger i træk med træning i Tyrkiet. Hver uge i en ny by. Og jeg er efterhånden blevet træt af at rejse tilbage til Ankara fredag aften og videre til den næste træning om søndagen. Så jeg foreslog i et ubetænksomt øjebliks vildfarelse, at vi da bare kunne tage bussen fra Denizle til Adana (vi har jo før taget bussen fra det ene sted til det næste - og på kortet er der ikke langt mellem disse byer). Jeg var ikke lige opmærksom på, at der er nogle bjerge, der spærrer fugleflugtslinjen. Google siger vi skal køre omkring 750 km - vores tolk taler om 600 km. Under alle omstændigheder en bustur på 11½ time.
Det havde jeg ikke lige tjekket op på. De andre gange har busturen jo blot været 5 - 6 timer.
Vi valgte at køre om natten - i håbet om at kunne sove undervejs. Håbet er det sidste, der dør. Men håbet var ikke nok til at give os meget søvn i bussen. Min makker og jeg syntes, vi havde været forudseende. Så vi havde bedt rejsearrangøren om sørge for hotellet havde værelser til os, når vi ankom til hotellet ved 6-tiden om morgenen. Det trøstede vi så os med i taxaen på vej til hotellet.
Her fik vi den nedslående besked, at de skam ikke havde noget værelse til os. Min makker er meget handlekraftig, så han ringede straks til rejsearrangørens direktør (det er et mindre firma med 6 - 8 ansatte). Jeg fortæller ham, at han sgu da ikke kan ringe til direktøren lørdag morgen kl. 6. Svaret var: Det kan du se, jeg kan.
Efter adskillige telefonopkald havde vi forklaringen: Værelserne var reserveret fra lørdag med tidlig check-in. Men tidlig check-in er jo ikke kl. 6 om morgenen.
Så rejsearrangøren (der i mellemtiden også havde snakket med hotellets direktør) havde styr på det hele. Hotellet var fyldt, så andre gæster skulle lige rejse, før vi kunne få et værelse. Vi fik valget mellem at få morgenmad på hotellet og nøglerne til værelserne ved 10-tiden eller få et tidligt værelse på et andet hotel
Vi har taget morgenmaden - og lige fået nøglerne. Men efter adskille kopper kaffe er vi som overtrætte babyer. Jeg tror ikke, jeg kan falde i søvn lige nu.
Men så kan jeg jo sende en hilsen til alle IF-ere og ønske en god week-end.
Click to expand...
