Jeg er også at finde på Orange Scene om en måneds tid - så vi skal bare finde hinanden et sted og så skal du skam nok få et par kolde øl Andre der kommer på Roskilde Festival i år?
Spørgsmålet er vel om @jefi99 bevæger sig ud til de uvaskede masser for kun et par kolde øl? Og nej, jeg kommer ikke på Roskilde. Det ville kræve medie + tuborg armbånd og værelse på Hotel Prinsen som minimum... Og jeg er alligevel i Indien (apropos uvaskede masser )
Split Boede på et B&B ved navn Nirvana Rooms & Apartments. Booket gennem hotels.com via Topcashback (hvilket giver 7% cashback) og hver 11. nat gratis hvilket er hotels.com standard. Betalte 470 kuna (=466 kroner) for to nætter. Hotels.com fik mit kortnummer, men jeg skulle betale kontant på stedet. Ved check-in fik jeg at vide, at jeg bare kunne betale dagen efter, eller når det passede mig. Det var en meget stor lejlighed, hvor man gik ind i en entré, og her var så tre værelser. Mit mindede om et hotelværelse, med et lille kitchenette med køleskab, el-kedel, tallerkener, bestik etc, samt safe, tv og aircon. Det var dog lidt lydt, men til prisen udmærket. Beliggenheden var nærmest perfekt. Inden for ét minuts gang bagere, apotek, vekselkontor, frisørsaloner, tatovør (!). To minutter til Green Market, der er et stort torv med frugt, grønt og blomster, og umiddelbart bag det ligger den gamle bydel (Diocletain's Palace), der er UNESCO World Heritage (For dem der følger med i Game of Thrones, så er sæson 4 så åbenbart filmet?) Max 5 minutters gang til bus- og jernbanestation, og det samme til Riva'en, der er havneesplanaden. To minutter til supermarked. Altså sublim beliggenhed, nær alting, men stadig tilbagetrukket i et roligt område. Onsdag fik jeg frokost på Deep Shade - grillet tun, grillede grøntsager og 0,3l husets hvidvin kostede 177,- hvilket jeg synes var lidt dyrt. Men superhyggeligt sted, super betjening, og udmærket mad. Aftensmad på Blaka, fik cevapcici med pommes frites, ayvar og hakkede, rå løg i rigelige mængder, og dertil en lille karaffel husets quality red wine - det stod der! Det kostede 71,- og var heller ikke mere værd. Hyggeligt, folkeligt sted, lidt i tysk stil, men ikke et sted jeg ville vende tilbage til for gastronomien. Torsdagens aftensmad blev indtaget på Lucac, som blev anbefalet af mutti'en, der hvor jeg bor. Det lå lige ved siden af det sted, jeg havde spist aftensmad dagen før, og et par kategorier finere. Jeg gik ind, og satte mig ved et ledigt bord, men fik at vide at alt indenfor var reserveret, hvorfor jeg måtte begive mig ud på terrassen. Bestilte Pasticada (nr 32, se billeder), og en lille karaffel vin. På menukortene står der en literpris, men man kan åbenbart bare bestille den mængde man vil, fra et 0,1l glas og opefter. Jeg bad om en 0,25l karaffel, og blev en anelse overrasket over at jeg blev serveret hvidvin. Med mit valg af hovedret burde det være indlysende at jeg ville have rødvin, tænkte jeg. Nå men, jeg måtte jo sætte turboen til, så jeg kunne nå at bælle vinen, og bestille rød, inden min mad blev serveret. Maden var lidt skuffende, og hvidvinen var halvvarm, mens rødvinen var kold. Begge var dog drikbare. Jeg er generelt positivt overrasket over husvinene hernede. De er billige, og absolut drikbare. Men jeg synes ikke maden er sådan vildt billig. I eftermiddags tog jeg en løbetur langs havnen, og så var jeg nede og købe en busbillet til Mostar (Bosnien). Bussen kører i morgen kl 9:30. Jeg har indtil videre lært to ting på kroatisk: Frizerski salon = Frisørsalon Mosh = halvt (drengen foran mig hos bageren skulle have et halvt franskbrød)
Fedt at følge med på tur! Har selv længe spekuleret på at tage en Balkan/Øst-tur med min bror, så jeg glæder mig til at læse mere Hvordan vurderer du mulighederne for at køre selv dernede (vejstandard/trafikbillede etc)? Skal man være vanvidsbilist med egen værktøjskasse og WRC-aspirationer for at komme omkring, eller vil en forholdsvis almindelig begavet nordisk bilist snildt klare sig? [OT]: Yes. Kommer fredag den 3. for at mænge mig med de uvaskede masser og genopleve Lamb of God (gad vide om musikere samler bonuspoints på turné?). Har umiddelbart verken adgang til (eller behov for) Lord Bendtner-området, men I fald I vover jer ud på pladsen, så er jeg klar på en øl hvis det skulle passe [/OT]
Roskilde ???. Der kan man jo ikke bo for point ?????? Jeg tager selvfølgelig til Smukfest i Skanderborg sammen med en flok andre eksiljyder fra Kbh. og bor på Radisson i Århus for Club Carlson point !
Dagen i dag startede tidligt. Jeg stod op kl 8, fik pakket mit habengut, checket ud, og så ned forbi bageren, der i øvrigt har åbent døgnet rundt. Fik mig en kop cappuchino (7kr) og to aflange stykker bagværk, der mindede lidt om grovbirkes. Bussen gik klokken 9:30, og loadfactor var nok omkring 25% her fra start. Den skulle vise sig at stige undervejs, da vi stoppede en hel del gange undervejs. Både på egentlige busstationer, men også bare i vejkanten ved busstoppesteder. Vi kørte langs kysten, og det var helt sikkert en flot tur, men også noget langsommelig, da vi kørte af krogede bjergveje og gennem landsbyer. Turen tog næsten 5 timer, men jeg tror man kunne have gjort det på det halve i en personbil, uden at overtræde færdselsloven. Ved grænsen kom først en kroatisk betjent ind i bussen, han kiggede lynhurtigt på passene, og bosniere og EU-borgere fik ikke stempel i passet, men det gjorde amerikanerne og schweizerne. Efter et par minutter, uden at bussen havde kørt nogle steder, kom en bosnisk betjent ind i bussen. Her var fremgangsmåden anderledes. Alle med kroatisk eller bosnisk pas/id-kort fik bare lige kigget på deres dokumenter, mens alle andre fik indsamlet deres pas, hvorefter han forlod bussen med bunken af pas. 5-10 minutter senere kom buskonduktøren så ind i bussen med passene, som han så uddelte til rette ejermand. Uden nye stempler i mit pas. Vel fremme i Mostar kiggede jeg på et kort, der var ved busstationen, og konstaterede at min lejlighed i Villa Sann - http://www.villasann.com/ lå lige om hjørnet (€20/nat, booket på booking.com). Men jeg tænkte at jeg hellere måtte hæve noget lokal valuta. Den første ATM var ikke særlig samarbejdsvillig, så jeg blev da en smule nervøs, men der lå tre banker på torvet, og Raiffeisenbank var noget venligere indstillet, og spyttede de B-Mark ud, jeg havde bedt om. Hen til Villa Sann, og her sad en herre inde i verdens mindste hotelreception. Han ventede mig, og havde luret at jeg var dansker. Straks spurgte han om jeg talte svensk, hvilket jeg bekræftede. Det viste sig at han havde boet mange år i Malmö, og det gjorde hans to sønner i øvrigt stadig. Først senere bemærkede jeg at den Audi, der holdt i indkørslen var på svenske plader. Nå men jeg var ved at dø af sult, og ejeren anbefalede mig et sted i nærheden - Del Rio - (dog spurgte han inden han viste mig mit værelse, om vi lige skulle have en hurtig raki, hvilket jeg syntes var friskt spurgt, men jeg havde altså mere lyst til mad). Han hævdede at maden var dobbelt så god, og halvt så dyr som nede i den gamle by. Det skulle vise sig at han havde ret. Jeg betalte BM21 (€10,50) for tre kalvefilet'er med gnocchi, og en halv liter øl (se billede). Efter maden spadserede jeg ned for se på den bro, som byen er så kendt for. Det var hurtigt overstået. Jo, den er flot og imponerende. Jo, området er hyggeligt, men den stenbelægning på gaderne er livsfarlig, eller i hvert fald farlig for ankler og ledbånd, især i regnvejr. Og det var begyndt at regne en hel del nu, så jeg søgte ly, og fik mig en Sarajevsko - se http://forum.bonusfeber.dk/threads/Øl-tråden.424/page-27#post-13206 Herefter gik jeg tilbage mod Villa Sann, og gik lige forbi en kiosk for at købe lidt vand, og en bakke jordbær. Da jeg igen var sulten ved 20-21 tiden, silede det simpelthen så meget ned udenfor, at jeg i praksis var stavnsbundet til Villa Sann. Så det blev jordbær til aftensmad. Nu er kl 22.18, og det er anden gang der bliver kaldt til bøn fra en af de nærliggende minaretter. Jeg er glad for at jeg ikke skal høre på det pis til hverdag. I morgen kl 7 går turen til Sarajevo med tog - der går kun to tog om dagen, et om morgenen og et om aftenen. Har ikke booket hverken tog eller hotel. Håber det går...
Togturen fra Mostar til Sarajevo kostede mig 42 kroner. Det er en ret stor banegård, på trods af at de kun har nogle få togafgange om dagen. To til Sarajevo, og vistnok to mod syd. Turen mod Sarajevo skulle være igennem et pittoresk landskab, hvilket havde overbevist mig om at jeg skulle vælge tog frem for bus. Toget afgik kl 7:04 (den anden afgang var kl 19), og den tog knapt tre timer. Dels fordi vi kørte meget langsomt, men også fordi vi standsede ved selv det mindste trinbræt. Det var nu ikke mange der stod på og af i løbet af turen, og selve toget var et diesellokomotiv, sikkert fra 1970'erne, og der var kun to vogne med – og de var formodentlig ligeledes fra 1970'erne, og jeg tror aldrig at jeg har været i så møgbeskidt tog før. Det sidste stykke ind mod Sarajevo centrum kørte vi igennem nogle fattige og faldefærdige forstæder, der ikke gav et særligt godt førstehåndsindtryk af byen. Nå men vel fremme i Sarajevo, uden at have booket overnatning havde jeg måske forventet, at jeg som i Split og Mostar ville blive mødt af folk (typisk ældre koner), der ville leje værelser ud. Men nej. Jeg tænkte at jeg bare kunne gå ind mod centrum, og så se om jeg ikke kunne finde et hotel. Sarajevos banegård ligger ikke direkte i centrum, men lidt vest for, i et gråt og grimt område, med en skrækkelig kombination af gammel sovjet-arkitektur og nye højhuse i glas og stål. Men ved banegården var der et kort, så jeg orienterede mig lidt, og spadserede derefter i retning mod centrum. Her passerer man i øvrigt USA's ambassade, der var bevogtet af vagter med maskinpistoler. Stor var min overraskelse, da jeg spottede et Holiday Inn lidt længere henne. For jeg havde nemlig checket hvad der var af kædehoteller, og her havde jeg kun stødt på Residence Inn by Marriott. Nå men jeg spottede et shoppingcenter i en af de her nye glas/stål-bygninger, så jeg tænkte at jeg kunne finde et sted at få lidt morgenmad, og så måske håbe at de havde wifi, og checke hvad det var for noget med det Holiday Inn. Det skulle vise sig at det hotel ikke længere var associeret med IHG, og nu bare hed Hotel Holiday Sarajevo. De havde bare glemt at pille Holiday Inn-skiltet ned. Jeg bookede et værelse i stedet på Guest House Ciro, der havde gode reviews. Jeg gik hele vejen til hotellet – cirka 3 km, og det ledte mig faktisk igennem hovedgaden/strøget, så jeg fik samtidig set lidt af byen. De sidste cirka 300 meter op til hotellet, minder vejen lidt om Alpe d'Huez, bortset fra det er brosten. Vel fremme ved hotellet klokken 11, fik jeg at vide at check-in var fra kl 12:30, hvilket jeg godt vidste. Jeg vidste også at de ville være fuldt bookede, idet jeg havde booket det sidste værelse. Men jeg efterlod min bagage, og gik ud for at se lidt mere på byen.
Sarajevo I nærheden af hotellet havde jeg set at der lå nogle barbersaloner, og jeg trængte til en barbering. Jeg gik ind et sted, og blev lidt chokeret da jeg så barbermesteren. Han lignede en konfirmand, omend han måske nok var en 17-18 år. Noget skeptisk satte jeg mig i barberstolen, men han fik mig meget hurtigt overbevist mig om, at jeg var i sikre hænder. Det første gode tegn var, at han brugte Proraso barbersæbe, som jeg faktisk selv prøver at huske at købe, når jeg er i Italien (man kan dog købe det online i Danmark). Og selve barberingen blev udført med et rutine, som var yderst professionel. Han talte fint engelsk, og vi fik smalltalket lidt. Han spurgte, hvad jeg synes om Sarajevo, men jeg fortalte at jeg på det tidspunkt kun havde været der en time! Koranen stod i vinduet, så jeg fik lige konstateret, at jeg boede i den muslimske bydel. En barbering kostede seks mark (22 kr)., men jeg stak ham otte. Sarajevo er, som jeg allerede har antydet, ikke nogen arkitektonisk perle, men den har dog nogle få, smukke bygninger. Eksempelvis det nyrestaurerede rådhus, og så er der da også nogle kirker og deslige, der heller ikke er grimme. Men byen ligger smukt i den dal, med bjerge på begge sider, og husene bygget på de stejle bjergsider giver et østrisk præg over byen. Hovedgaden var ret provinsagtig, og mindede mig mere om Næstved eller Roskilde, end om en hovedstad. På hvad der må antages at være de dyreste huslejer i landet, kunne man helt åbenlyst købe kopitøj af Lacoste, Moncler, Ralph Lauren etc. I området mellem hovedgaden og floden, i den østlige ende af byen (hvor jeg boede), lå en række restauranter med lokal mad. Jeg frekventerede et udvalg, bl.a. Galatasaray, der er ejet af en bosnisk fodboldstjerne, der havde en fortid i den klub, restauranten var navngivet efter. Her fik jeg den traditionelle ret pljeskavica, hvilket dog ikke imponerede. El Toro Steak House skuffede også. Dette sted var også ejet af en lokal kändis, hvilket fremgik af menukortet. Jeg tror aldrig jeg har oplevet så stor diskrepans mellem billedet i menukortet, og hvad jeg fik serveret (se billeder), og selvom maden smagte ok, så fandt jeg et langt, sort hår i maden, servicen var elendig, og for første gang på turen, fik jeg et glas husets vin, der var decideret ringe. Jeg spiste også på Zeljo, der var et simpelt, men meget populært sted, og min cevapi var rigtig god. Jeg var forbi Apetit, der ligger nr 1 på Tripadvisor, men der var lukket både søndag aften, og mandag til frokost. Dzirlo er en lille café, på vej op af den stejle bakke til mit hotel, og her fik jeg en kop kaffe et par gange. Supersød ejer, der gerne vil snakke. På den anden side af vejen ligger en lille bar, Birtija, også meget højt rangeret på tripadvisor, og her var jeg lige inde og få en enkelt pilsner. Hyggeligt sted, dog ikke noget exeptionelt. På den kulturelle front, så var jeg ikke inde på nogen museer, eller lignende, men jeg stak da lige hovedet inden for i katedralen, og jeg gik da også forbi præsidentpaladset, parlamentet, rådhuset, den evige flamme, synagogen, posthuset og mange af de andre sights, som står i turistbøgerne. Jeg var ikke oppe og se den olympiske bobslædebane (Sarajevo var jo vinterolympisk by i 1984), og jeg var heller ikke ude ved lufthavnen og se Tunnel of Hope / War Tunnel. Sarajevo var belejret i 4 år fra 1992-96, og der er stadig spor efter krigen. I belejringsårene var der kun en enkelt måde at komme ind/ud af byen, nemlig via den her tunnel under lufthavnen. Til gengæld fik jeg da set det sted, hvor Princip skød Franz Ferdinand. Et mord, der udløste første verdenskrig. Passerede stedet flere gange, bl.a. under min morgenjoggingtur langs floden! Og hey - paven kommer til Sarajevo d. 6. juni, hvis nogen skulle være interesseret!
Valutaen i Bosnien-Herzegovina er i øvrigt Mark, forkortet til KM (Konvertibilnih Maraka). Historien er lidt sjov, idet 100 KM = 100 D-Mark: The convertible mark was established by the 1995 Dayton Agreement and replaced the Bosnia and Herzegovina dinar, Croatian kuna and Republika Srpska dinar as the currency of Bosnia and Herzegovina in 1998. Mark refers to the German mark, the currency to which it was pegged at par. The names derive from German Mark and Pfennig, hence the occasional local spelling of the subdivision as pfeniga. http://en.wikipedia.org/wiki/Bosnia_and_Herzegovina_convertible_mark
Jeg kan da lige dele mine 5 ører på den region, da jeg selv besøgte næsten alle landene sidste år. Jeg besøgte Armenien-Georgien-Azerbaijan i juni 2014, og Bosnien-Kroatien-Montenegro-Albanien-Kosovo i juli 2014, og skal næste måde besøge Rumænien-Bulgarien-Makedonien. Kroatien Min bedste oplevelse i Kroatien var helt klart Dubrovnik, som jeg dog besøgte midt i den værste sommer travlhed - kan godt forestille mig, at det er noget bedre at besøge den i shoulder sæsonen. Ellers er Zagreb også en meget hyggelig by at besøge en enkelt dag. Undgå dog toget mellem Zagreb og Split der tager dobbelt så lang tid som bussen. Bosnien Ser ud til at du allerede er godt igang - jeg synes at en dag i Mostar og en dag i Sarajevo var nok, ikke vildt meget de byer har at byde på. De har en ganske god foto-udstilling i Sarajevo omkring folkemordet. Kosovo Normalt er jeg glad for at besøge lidt aparte lande, men jeg må sige at Pristina nok var det største hul i jorden jeg nogensinde har besøgt - det er tydeligt at det er en serbisk provinsby der pludselig blev hovedstad. Jeg havde svært ved at få en hel dag til at gå der, så vil råde til at lave et hurtigt visit, eller planlægge at komme ud og nyde naturen som skulle være ganske flot. Montenego Heller ikke stor fan af det land - besøgte Kotor bugten på vej fra Kroatien til Albanien, og det var meget præget af at være et serbisk ferie-paradis. Igen, meget hyggelig lille by, men ikke værd at bruge mere end en dag på. At besøge Sveti Stefan (aka Casino Royale) er selvfølgelig et must, og jeg fandt det meget fornøjeligt at køre på jetski rundt om hotel-øen. Podgorica besøgte vi ikke, fik at vide at det er et hul i jorden. Albanien Den største positive overraskelse på min tur i Vestbalkan - besøgte Lake Skadar (anbefalelsesværdigt), Tirana (fin til en enkelt nats stopover), og Berat (flot lille osmannisk by - kan nås med minibus på et par timer fra Tirana). Note: sørg for at slippe af med dine albanske lei valuta før du forlader landet - jeg er brændt inde med 600 DKK i lei, som jeg ikke kan slippe af med (heller ikke i Kosovo). Albanien var det land hvor vi mødte de rareste mennesker og er generelt set rigtig god value for money. Så; sæt lidt ekstra dage af i det land i forhold til naboerne. Der skulle også være nogle fornuftige (i den regions standarder) strand-resorts ude langs adriaterhavet. Armenien Yerevan skal selvfølgelig ses, men efter to dage havde vi vidst også set det hele flere gange. Vi tog en dagtur ud fra byen og besøgte en masse klostre. Taxaer i både Armenien og Georgien er generelt set vildt billige - betalte ca. 500 DKK for en taxa fra Yerevan til Tbilisi (hel-dags tur med stop på vejen ved turist-attraktioner, hvilket primært er klostre). Sørg selvfølgelig for at drikke Ararat brandy, som eftersigende var Churchills favorit - gode muligheder for at prøve de forskellige varianter i Yerevan. Georgien Tbilisi er en langt mere interessant by end Yerevan i mine øjne - ville bruge en ekstra dag, og spare en dag i Yerevan. Der er gode hiking muligheder oppe mod bjergkæden der grænser op mod Tjetjenien (kan ikke lige huske navnet), hvilket klart kan anbefales. Georgisk mad og vin er selvsagt også et besøg værd - pas dog på, da de er meget glade for vanvittigt sød vin, hvilket godt kan ødelægge en god middag. Hvis du har tid kan jeg anbefale et visit til Baku - vi betalte 600 DKK for en taxa fra grænsen mellem Georgien til Baku (6-7 timers biltur så vidt jeg husker). Dog er visummet lidt et helvede at anskaffe sig, og de kiggede noget mistroisk på os da vi krydsede grænsen til fods (det er åbenbart ikke kutyme). Hvis du har brug for tips til nogen af landene må du endelig sige til
Jeg er et par dage forud for "dagbogen", skal prøve at få det indhentet Jeg er i Montenegro nu, og Kosovo bliver formentlig i midten af næste uge. Baggrunden er, at en af mine gamle venner er udstationeret for FN i Mitrovica, og det passer ham bedst at jeg besøger ham der... Jeg vil meget gerne høre mere om Albanien. Det kunne meget vel være at det kunne få mig til at opprioritere det land!
Jeg havde i flere dage overvejet hvor jeg skulle tage hen efter Sarajevo. Jeg hældte mest til Republika Srpska, der er den serbiske del af Bosnien-Herzegovia. De anerkender ikke fuldt ud den nation, som de er en del af, og har selvudnævnt deres egen republik Srpska - se link og kort. Jeg havde kigget lidt på Visegrad, der er på UNESCO World Heritage-listen med en bro ligesom Mostar er, men at komme videre derfra uden at backtracke var ikke så let. Derfor endte jeg i stedet for at tage bussen til Trebinje, der ligger i det sydligste hjørne af Bosnien-Herzegovina, få kilometer fra både Dubrovnik i Kroatien, og Montenegro. Det kom sig faktisk af, at på caféen Dzirlo i Sarajevo, havde den flinke ejer foreslået at jeg bladrede lidt i en bog hun havde om Bosnien. Og her havde jeg set nogle flotte billeder fra Trebinje om området omkring. Byens fineste hotel, Platani, var dog fuldt booket, så jeg endte med at booke Acimovic i stedet. Mere om det senere. En anden årsag var også, at bussen til Trebinje afgik kl 13, og ikke vanvittigt tidligt om morgenen, som busserne til de fleste andre destinationer. I Sarajevo er der to busstationer. Den ene ligger ved jernbanestationen, og dækker busser, der kører til de dele af Bosnien, der ikke er Srpska, samt til Kroatien, Slovenien mv., mens den anden station ligger noget længere væk fra centrum, og herfra afgår busser til Serbien, Srpska, Montenegro. Der er faktisk kun 12-15 afgange om dagen fra den sidstnævnte busstation, hvortil jeg havde taget en taxa (13 mark, 50 kroner). Den lå i et meget trist og tarveligt område af Sarajevo, og på trods af den begrænsede trafik lå der 4-5 cafeer og omkring 10 kiosker og minimarkeder på og omkring stationen. Stationen ligger i øvrigt lige ved den uofficielle grænse mellem Bosnien og Srpska. Min bus viste sig at være en lille fætter med 20 pladser foruden chaufførens. Billetten kostede 26 mark + 1 mark for min kuffert. Vi kørte kl 13:00 sharp, og jeg havde fået sædet lige ved døren, hvilket jeg i første omgang havde betragtet på linie med syv rigtige i lotto, for det var klart det med bedst benplads (senere byttede jeg dog til et dobbeltsæde). Vi havde kun kørt få hundrede meter, før jeg så et kæmpe skilt med "Welcome til Republika Srpska", men jeg nåede selvfølgelig ikke at få mit kamera frem. Men skæbnen ville, at chaufførens telefon ringede, og efter få sekunders samtale huggede han bremserne i, og holdt ind til siden. Vi havde kørt under 1000 meter, så jeg håbede egentlig, at der var en vigtig passager, som skulle med, og vi skulle vende om. Så kunne jeg nemlig få et billede af det skilt! Men det var ikke tilfældet. I stedet var en bil kørt efter os med et meget vigtigt brev, som vi skulle have haft med, og det blev overleveret til chaufføren, og jeg synes jeg opsnappede noget med "politi" i den korte samtale. Men mit serbiske er meget rustent... Vi samlede en del passagerer op i vejkanten, og vi læssede også nogen af, ude midt i ingenting, uden huse så langt øjet rakte. Det undrer mig stadig. Det var et meget flot landskab, primært grønne bjerglandskaber, afbrudt af en snes kilometer med hede med græssende køer og får. Det regnede det meste af turen, og vi havde tre officielle stop på egentlige busstationer. I Foca, Gacko og Bileca. I Foca stod der en håndfuld pensionister på bussen, som bar præg af indavl eller bare høj koncentration af landsbytosser. Lidt før Gacko holdt vi kaffepause - den eneste egentlige mulighed for at strække benene på den fem timer lange tur. I Gacko blev vi modtaget på stationen af politiet og toldvæsenet. En betjent og en tolder skulle med bussen, mens en anden betjent skulle hente den vigtige kuvert. Vel fremme i Trebinje så jeg lige inden busstationen et skilt med mit hotels navn på. Det skulle ligge 800 meter længere fremme, væk fra byen. Så jeg gik derhen. Det lå faktisk uden for byen, væk fra centrum, men det vidste jeg fra tripadvisor. Vel fremme ved hotellet holdt en dobbeltdækkerbus og læssede skoleelever af. Og inde i receptionen grinede hun nærmest ad mig, da jeg sagde at jeg havde en reservation. De var fuldt booket, hævdede hun, og havde lukket ned for reservationer dagen før. Og hun var ganske uinteresseret i at se min booking.com-bekræftelse. Men hun bad mig sætte mig ned. Hun skulle først lige have checket 50-60 skolebørn og -lærere ind. Da det var sket, og hun havde kommunikeret med ejeren, der også afskrev sig enhver form for ansvar, så kunne hun blot gentage, at de ikke havde nogen værelser, men jeg måske kunne bo ovre hos en genbo, to huse nede ad vejen. Jeg tog det nu stille og roligt, og efter at have set værelset, tog jeg mig til takke med det. Selvom det var lidt løjerligt. Der var heller ingen restauranter i nærheden, men jeg fik at vide, at hvis jeg skyndte mig, så kunne jeg komme over på hotellet og spise det, som børnene også skulle have. Jeg så ikke andre muligheder. Jeg fik dog en øl til maden - det gjorde børnene nok ikke...
Jeg vågnede lidt over kl 7 ovre i genboens hus, og jeg havde aftenen før prøvet at undersøge hvad der var af muligheder fra Trebinje og til enten Dubrovnik (Kroatien) eller Herceg Novi (Montenegro), men i den her del af verden har man ikke noget rejseplanen.dk-lignende. Jeg mente dog at have google-translated mig frem til at der skulle gå en bus kl 9:30 til Herceg Novi. Hotellet havde tilbudt mig at spise morgenmad ovre hos dem, og jeg skulle jo også betale (de havde mit pas, så jeg kunne ikke rigtigt stikke af). Så jeg gik derover klokken halv-ni, og der var dækket op til alle børnene. Jeg fik at vide, at de (børnene) ville komme snart, så jeg skulle bare skynde mig at tage en plads. Der var stillet brød, smør og diverse smørepålæg frem, og jeg blev tilbudt æg eller omelet, men jeg bad bare om en kop kaffe. Jeg gik op og bad om regningen, der lød på €32,50, hvoraf de €25 var for overnatningen, og resten for aftensmad og øl. Men jeg ville gerne af med nogen af de mark, jeg stadig havde tilbage, og det viste sig at være lidt af et problem, da euro vist er mere accepteret i Srpska end mark. I mark lød regningen omregnet på 63,38 – men de havde ikke rigtigt nogen byttepenge til den 100-las, jeg havde. Nå men jeg havde så omkring 62 i mindre sedler og mønter, hvilket jeg så slap med. Men nu røg alle mine souvenir-mønter så! Jeg havde nu godt en halv time, og det burde vel kun tage 10 minutter at gå hen til busstationen. Halvt på vej derhen, bremsede en bil kørende mod mig dog op. Han havde taxa-skilt på taget, og sagde noget, jeg i første gang ikke forstod, så jeg vinkede dog bare afvisende af ham. Men så bad jeg ham alligevel gentage, hvad han havde sagt, for der var alligevel noget der klingede interessant. For selvom mit slaviske er meget rustent, så viste det sig ganske rigtigt, at han havde tilbudt mig et lift til Herceg Novi, for det samme som bussen kostede. Hvilket var €5, i følge ham. Jeg slog til, og fik min bagage ind bag i hans Opel Zafira. Chaufføren var omkring 30, men talte hverken engelsk eller tysk, så det blev ikke til så meget snak. Lige inden grænsen kørte vi ind på en tankstation, og han afmonterede her taxa-skiltet fra taget, ledninger og fjernede alle beviser på at han var taxachauffør, herunder også en stak visitkort, der havde ligget ved gearstangen. På tankstationen stod nogle køleskabe med drikkevarer udenfor, og taxaskilt osv. blev lagt over på dette køleskab. Uden i øvrigt at kommunikere med nogen af de ansatte på tanken. Det må have været en fast rutine. Jeg havde set på et skilt, at der var 42 km til Herceg Novi, og jeg tror grænsen lå omkring midtvejs. Chaufføren afleverede kørekort, id-kort og et lille hæfte (bilens papirer?), og det hele lod til at blive registreret nøje i den bosniske grænsevagts computer, som havde et star-and-stripes klistermærke bag på Dell-skærmen. Jeg fik et bosnisk udrejsestempel i mit pas – det første stempel på min balkantur, og vi kørte videre. Den montenegrinske grænsepost var et par kilometer længere fremme, og her gik det lidt hurtigere. Jeg fik også her et stempel, der dog var så lille og utydeligt, at det næppe kan imponere damer i byen (se billede). Det eneste chaufføren havde fået forklaret mig, var at han faktisk ikke skulle til Herceg Novi, men lidt længere ned langs kysten, nemlig til Tivat. Jeg havde luret lidt på, om jeg skulle tage med dertil, men havde aftenen før læst lidt op på Herceg Novi, så besluttede mig for at tage mindst en nat der. Jeg blev læsset af på busstationen, og kiggede mig lidt omkring. Der var ikke rigtigt nogen hoteller i sigte, så jeg gik ind på et lille rejsebureau, der lå der, og hørte hvad de kunne tilbyde. Og efter hun havde ringet lidt rundt, så havde hun faktisk et hotelværelse, der lå lige ned til vandet, og hun fortalte at det var rigtigt fint, og jeg skulle slippe med €20/nat. Jeg var skeptisk, for jeg havde ikke set nogen billeder eller læst reviews, men jeg slog til. En anden medarbejder tilbød at køre mig derned for €5, hvilket lød lidt dyrt, men jeg accepterede. Og hotellet viste sig at ligge rigtigt fint. Mit værelse havde ikke havudsigt, og heller ikke noget værelsesnummer, men det var udmærket, og Apart-Hotel Kukoljac ligger faktisk nummer 2 hos tripadvisor. Og jeg betaler under halvdelen af hvad de vil have hos Booking.com og de andre.
To nætter blev det til i Herceg Novi, og i stedet for at rejse videre ned ad den Montenegrinske kyst, som det var planen, blev jeg nødsaget til at ændre rejserute. Det skete, fordi jeg blev opmærksom på, at jeg ikke ville kunne rejse ind i Serbien, hvis jeg havde stempler fra Kosovo i mit pas. Ergo måtte jeg til Serbien, før jeg skulle til Kosovo. Og Kosovo, med Pristina og Mitrovica på rejseagendaen, var planlagt til næste uge. Jeg fik derfor i går så booket et fly til Beograd, fra Tivat (TIV), og ændret min IHG Point Breaks booking på Crowne Plaza Beograd til 28.-31. maj. Herceg Novi er en utrolig smuk og charmerende by, med masser af hyggelige, små restauranter og caféer, der nok primært lever af turister. De består hovedsageligt af russere, serbere og ukrainere, fortalte hotelmutter mig, og det med russerne passede i hvert fald fint med hvad jeg hørte af sprog på gaden. Og så var der en lille joker. Jeg havde nemlig set et sted med norske flag, da jeg ankom. Senere så jeg flere restauranter med norske flag, og endda menukort på norsk. Dén havde jeg ikke lige set komme. Og jeg hørte da også flere tale norsk i byen. Ikke mange, men alligevel nok til at jeg bemærkede det. Strandene er ikke fine, hvide sandstrande, men derimod stenstrande. Det er en udfordring. Derfor har man mange steder taget konsekvensen og lavet bademoler i cement, hvilket lyder ucharmerende, men det løser problemet. Vandet er utroligt klart og rent, i øvrigt. Herceg Novi-området er, som det meste af den Montenegrinske kyst, omgivet af bjerge. Det er meget mere storslået, end mit mobilkamera kan vise. Overordnet virkede det lidt billigere end Kroatien, men ikke så meget som jeg havde regnet med. Jeg havde spurgt hotelmutter, om jeg kunne få noget tøj vasket, og jojo, hun kaldte lige på rengøringskonen, som så spurgte om jeg mente det skulle vasket på 30 eller 40 grader... Da jeg ved check-out lige påpegede, at jeg ikke havde betalt for vasketøjet fik jeg at vide, at den slags tog de altså ikke penge for!
Tog en (antik) bus kl 12 fra Herceg Novi til Kotar. Helt utroligt, fantastisk flot tur, hele vejen langt kysten i Kotor Bay. Jeg stod af i Kotor, gik ned i byen og tog den hurtige rundtur inden for bymurene. Lidt turistet. Fik mig en seafood platter. Kortets dyreste ret, og faktisk noget skuffende. Fisken var overcooked, og jomfruhummeren var rå. Hvidvinen var dog fremragende, og det samme var udsigten. €20.10 totalt. Efterfølgende en kop kaffe og en fadøl uden for bymuren (€3 totalt). Derefter taxa til lufthavnen (€7.25), men jeg kunne sikkert også have taget bussen for €1. Jeg gik ind i den lille terminal præcis kl 15:40, og netop da jeg skulle til at tage et billede, gik to koner hen for at åbne skrankerne. Check in tog sekunder. Hun spurgte om jeg havde bagage at checke ind, men jeg svarede nej (og håbede at hun ikke ville have den på vægten). Jeg har dog både shampoo og et glas marmelade i kufferten, som jeg er forberedt på at dumpe. Bad om exit window seat, hvilket jeg fik. Belgiens svar på 65-Rejser havde en afgang kl 16:50. Lidt sjov departure. Den sagde 16:50 HQ4582 Zakinthos via Brussels på skærmen. Incoming var scheduled til at lande 16:00 fra BRU. Ellers var her en del russere. Der var to afgange til BEG; kl 17:20 (med YM, som jeg skal med) og kl 18:20 med JU. Og så har Aeroflot en afgang kl 18:30 til SVO. Moskva og Beograd er de klart mest benyttede afgange herfra. Det var hvad der var af afgange resten af den dag... Landside er der en bar (svinedyr ift lokal standard), en mikro-kiosk og... det var det. Ingen gider gå airside alt for tidligt åbenbart. Så jeg sad blandt belgiske UNO-spillende pensionister, og primitive russere og drak dyre øl. Samtlige borde var taget, både ude og inde, så jeg fik allernådigst lov at sætte mig ved samme bord som et russisk, tedrikkende ægtepar. Hvis bare EY havde statusmatchet mig en dag tidligere, så havde jeg booket JU i stedet, og siddet i loungen i stedet. Tænkte jeg. For det viste sig, at der slet ikke var nogen lounge. Kl 16:28 blev passagerer på den belgiske flyver bedt om at gå til security om immigration, og minuttet efter blev det mit flys tur. Ikke supersmart at bede to fly gå igennem secirity om immigration samtidigt i så lille en lufthavn. Opråbet kom i øvrigt på lokalt sprog, engelsk, russisk og norsk! Jeg drak lige min anden øl færdig, og gik så over til sikkerhedskontrollen. Her er en præcis gengivelse af hvad der var i bakken, der kørte gennem x-ray. Og gæt engang... Han skulle da lige checke, hvor mange milliliter der var i den barberskum, med den grønne hætte (shampooen (250ml) sagde han intet til!) YM202 TIV-BEG (Tivat, Montenegro til Beograd, Serbien) Montenegro Airlines STD: 17:20 (ATD 17:24) STA: 18:00 (ATA: 18:02) 4O-AOD (2014) Embraer 190 Jeg havde valgt Montenegro Airlines over Air Serbia, selvom det faktisk var et par euro dyrere. Men jeg tænkte, at jeg måske ikke lige fik chancen for at flyve dem igen. Dog har alle jer i CPH jo chancen den 5. juni! Boarding skete via trappe bagfra, og jeg havde 14A. Det var en kort tur, så jeg var lidt spændt på, om der blev serveret noget. Og de tre cabin crews kom igennem med vogne, og uddelte vand, sodavand, juice, kaffe og te. Jeg fik bare lige et glas mineralvand. Loadfactor omkring 70%, anslår jeg. OK med benplads på række 14, men det så noget mere tight ud på de øvrige rækker. Flyvningen var begivenhedsløs, men det tog lidt tid at få åbnet døren, og folk fra de kanter kan godt blive lidt utålmodige. I immigration blev mit pas et stempel rigere (og samtlige sider blev inspiceret, så de kigger åbenbart efter Kosovo-stempler?), og så var det bare at få fat i noget lokal valuta (mine rester af bosnisk valuta blev vekslet til RSD), og så ud og fange en taxa.
